Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

WHITE GUIDE KÅRER NOMA TIL ÅRETS RESTAURANT I WHITE GUIDE 2019 – SE LISTEN MED ALLE PRISVINDERE HER

WHITE GUIDE KÅRER NOMA TIL ÅRETS RESTAURANT I WHITE GUIDE 2019 – SE LISTEN MED ALLE PRISVINDERE HER
22. nov. 2018

WHITE GUIDE KÅRER NOMA TIL ÅRETS RESTAURANT I WHITE GUIDE 2019 – SE LISTEN MED ALLE PRISVINDERE HER

Noma er tilbage på tronen som landets ypperste gastronomiske spydspids. Restauranten, som tidligere i år genåbnede i nye klæder på Holmen, vandt mandag den 19. november den eftertragtede pris som ‘Årets Restaurant’, da White Guide kunne løfte sløret for årets guide til landets 153 bedste restauranter ved en festlig prisoverrækkelse på SOHO i den københavnske Kødby.

Noma genvinder dermed titlen, som de senest kunne smykke sig med i 2016. White Guide kårer Noma til ‘Årets Restaurant’, fordi de sammenlagt har fået flest point for mad, som er den del af restaurantoplevelsen, White Guide vægter højest. Derudover vurderes alle restauranter i kategorierne ‘service’, ‘drikkevarer’ og ‘miljø og stemning’, og her trak Noma sammenlagt det længste strå, skarpt forfulgt af Koks, Mielcke & Hurtigkarl og Geranium.

Prisindstillingen til Noma og de 13 øvrige prisvindere samt nominerede kan ses herunder. 

PRISVINDERE
Årets Restaurant: Noma

Noma er tilbage på tronen som landets ypperste gastronomiske spydspids. Med en ukuelig stræben og nysgerrighed på, hvordan man kan blive ved at skabe nye smagsoplevelser af Nordens vilde råvarer, har Noma i sin nye inkarnation nået et foreløbigt højdepunkt. En drøm af en restaurant, hvor man fra den mageløse velkomst i entreen til kaffen i loungen føler sig som gæst i et parallelunivers. Det er seriøst, men ikke desto mindre er der en humoristisk tråd gennem oplevelsen, som er en underholdende rejse i sanselighed, vovemod og kulinariske nybrud.

Årets Serviceoplevelse: Peter Fagerland (Slotskøkkenet / Dragsholm)
Øvrige nominerede: Daniel Walter Furmanek (Bistro Boheme), Rasmus Mørch (Frederiksminde)
Uddeles i samarbejde med DFD

Slotskøkkenet på Dragsholm får masser af lovprisning i disse år, og det er fuldt fortjent. Men ikke alle er klar over, at restauranten også stiller op i stærkeste opstilling, når det kommer til service. Anføreren i restauranten hedder Peter Fagerland, og han er en ægte ‘firmaets mand’, som gennem årene er vokset i takt med køkkenets udvikling. Fagerland er i besiddelse af et indfølende, tillidsvækkende væsen og en nærmest zen-agtig ro, som får samtlige gæster til at sænke skuldrene. Samtidig er han en af landets fremmeste kompetencer udi de naturlige vine, som passer så eminent til Claus Henriksens naturnære og umanipulerede lammefjordskøkken.

Årets Innovatør: Noma
Øvrige nominerede: Barabba, Kalaaliaraq
Uddeles i samarbejde med Arla Unika

Søpølsens tørrede kønsorganer, sellerishawarma og rensdyrhjernetærte er blot nogle af de mange ukonventionelle ting, Noma har budt os i løbet af de tre sæsoner, som restauranten i dens nye inkarnation har delt året ind i. Fisk og skaldyr i vinter og forår, grønt om sommeren og vildt i efteråret. At bruge råvarerne, når de er på toppen er i bund og grund temmelig indlysende – men genialiteten består i at se ideen og føre den helhjertet ud i livet. Det har Noma gjort, og en rendyrket vegetarmenu til 2.400 kroner havde været fuldstændig utænkelig for få år tilbage. Men ikke længere. Med mesterkokken Torsten Vildgaard tilbage i folden og den unge superstjerne Mette Søberg som ansvarlig for testkøkkenet, har René Redzepi sat det stærkest mulige hold, og samarbejdet har allerede affødt adskillige smagsmæssige mirakler i løbet af første sæson. Vi glæder os til næste år!

Årets Fiske- og skaldyrsoplevelse: Koks
Øvrige nominerede: Noma, Rudolf Mathis
Uddeles i samarbejde med Fiskerikajen

Med unge Poul Andrias Ziska i spidsen har Koks i de seneste år gjort hele verden opmærksom på ikke blot restaurantens fortræffelighed, men også Færøernes råvareskatkammer, hvor især de maritime elementer er af uovertruffen kvalitet. Heroppe kan man for alvor tale om ‘merroir’, og netop fisk, tang og skaldyr har året rundt en fremtrædende plads på Ziskas menu. Ikke underligt, for hans sans for at skabe stor og klingende ren velsmag med de lokale skatte er ganske enkelt enestående.

Årets Vinoplevelse: Nina Højgaard Jensen (Kong Hans Kælder)
Øvrige nominerede: Mette Derdau (MeMu), Damiano Alberti (Enomania)

Selv om Nina Højgaard Jensen ikke er mere end 25 år, kan hun allerede kalde sig både dansk og nordisk sommeliermester og ikke mindst chefsommelier på Kong Hans Kælder, hvor hun styrer vinkortet i samråd med restaurantchef Peter Pepke. Ikke blot begår Nina Højgaard Jensen sig med professionalisme i restauranten og et uomtvisteligt talent for at sætte klassiske vine til maden; vigtigst af alt er hun i besiddelse af en vindende udstråling og den særlige evne til det altomsluttende værtskab, hvor enhver gæst føler sig vigtig, velkommen og værdsat. Den evne er sjældnere, end man skulle tro, og den fortjener ubetinget hyldest!

Årets Vinkort: Kong Hans Kælder
Øvrige nominerede: Søllerød Kro, Geranium

Man kunne forsvinde i Kong Hans (vin)Kælder og leve resten af livet i lykkelig beruselse, for her er tale om et sandt skatkammer med alt det bedste fra den traditionelle vinverdens højborge i Bourgogne, Bordeaux og Barolo med stor dybde i både årgange og producenter. Overraskende for nogle får også de bedste producenter af moderne vin – eller naturvin, om du vil – væsentlig plads på kortet, som tydeligvis er skabt for at blive brugt: En stor del af vinene– især de moderne – har nemlig priser, hvor også uformuende gæster kan være med.

Årets ‘Kør Hjem-drikkevaremenu’: Geranium
Øvrige nominerede: Ti Trin Ned, AOC
Uddeles i samarbejde med Dagmar

Bare fordi man har nogle af landets mest imponerende og veltænkte vinmenuer, betyder det bestemt ikke, at der mangler overskud til at forkæle gæster med ikke-alkoholiske ønsker. Geraniums hold tager udfordringen seriøst og formår at skabe innovative drikkevarer, der både er fabelagtige i sig selv og samtidig perfekte match til retterne på tallerkenen. Alt fra kold grøn te med estragon over avancerede juice- og mostblandinger med urter til kombuchabaserede kreationer og elaborerede mocktails. Flere af indslagene kreeres endda lige foran gæsten på en rullevogn ved bordet. Alt i alt virkelig god stil og en prisværdig indsats for at helhedsoplevelsen af et måltid på Geranium bliver ligeså total med som uden alkohol.

Årets Feel Good-oplevelse: Vesterøl
Øvrige nominerde: Barabba, Anarki

Thomas Wetle Andersen og Kamilla Kristensen formår at få stemning, gastronomi og personlig betjening med holdning til vin og øl til at omfavne dig på en helt særlig måde. Kom som du er, bliv behandlet som den ypperste gæst, og få den mest velsmagende mad. Drikkevarerne er udvalgt med omhu og uden snobberi, så her er noget for enhver, mens maden tager afsæt i baghaven, havet omkring Læsø og de glade dyr, der græsser på øen. Disse unikke råvarer bliver i Thomas Wetle Andersens hænder til innovativ, ukrukket nydelse og retter af en kaliber, som du  ikke selv står og tilbereder uden videre. Læg dertil udsigten over hav og havn, og så er det svært ikke at være lykkelig. De overkommelige priser gør, at man har lyst til at komme igen og igen.

Årets ‘Smag for skillingen’: Textur
Øvrige nominerede: Uformel, Mes

Dennis Juhl Jensen droppede for to år siden stillingen som køkkenchef på Ruths Hotel i Skagen. Ærgerligt for Ruths, men godt for alle aalborgensere, for i stedet kastede han alt ind på drømmen om sin egen restaurant med et erklæret mål om at mindske madspild og en tilgang til teknik som på toprestauranterne, men med priser på bistroniveau. Textur har droppet pighvar og kaviar, men hvad gør det, når køkkenet kan få det guddommelige frem i en knoldselleri og samtidig har så solidt greb om råvareudnyttelse, at drømmen om ‘meget mere for mindre’ bliver til virkelighed på Textur. Et gennemført sympatisk sted med rødglødende smæk for skillingen.

Årets Dessertoplevelse: Slotskøkkenet / Dragsholm Slot
Øvrige Nominerede: Kadeau Bornholm, Falsled Kro
Uddeles i samarbejde med Cacao Barry

Claus Henriksen på Dragsholm er et særligt kreativt legebarn, når det kommer til desserterne. Hans glæde ved at overraske og bevæge os spisende er måske allerfinest i hans særlige dessert ‘moseeg, pastinakbark, chokolade og hæg’, der både visuelt og smagsmæssigt er formidabel. En lille roset af pastinakmos smager på ingen måde bittert som forventet, men giver dessertoplevelse i form af sødme fra hvid chokolade, grene af moseeg og en frisk is på græsmælk og mere moseeg. Dette friskes op med endnu en overraskelse af en toffee-agtig is lavet på hæg-træet. Hæg er en invasiv art af kirsebær, som skal spises bort, og det er det mindste problem, når smagen antager denne form. En dessert med noget at fortælle, usædvanlige ingredienser og uforglemmelig smag. Enestående!

Årets Nye Restaurant: Frank
Øvrige nominerede: Ghrelin, Ibu

Christoffer Brink vandt som assistent for Jeppe Foldager sølv ved Bocuse d’Or i 2013. I slutningen af 2017 fik han fod under eget bord, og fortiden kan mærkes på Frank, som bedst kan beskrives som en luksusbistro tilsat en konkurrencekoks præcision og sans for velsmag. Brink har allerede skabt adskillige signaturretter, som man finder sig selv i at længes efter oven på et besøg. Læg dertil et prisgunstigt vinkort stoppet med interessante vine fra både den traditionelle og den moderne verden og en vidende betjening, som lægger alen til oplevelsen af en restaurant, som ganske vist er ny, men som allerede føles som en god gammel ven.

Årets Øloplevelse: Selma
Øvrige nominerede: Barr, Brus
Uddeles i samarbejde med Braw

Der er vel generel enighed om, at drikken, der passer bedst til smørrebrød, er øl. Det er dog desværre de færreste smørrebrødsrestauranter, der formår at tilbyde et særligt bredt eller spændende øludvalg. Selma er en forbilledlig undtagelse med sine tolv haner, der spænder over flere øltyper, hvoraf nogle sjældent ses på spisesteder. Samarbejdet med Mikkeller mærkes naturligvis i udvalget, men der er også plads til øl fra andre af verdens ypperste mikrobryggerier. Betjeningen har selvsagt styr på sit øl og er dygtig til at matche de forskellige varianter med de innovative retter.

Årets Bæredygtige: Relæ
Øvrige nominerede: Amass, Textur

Der er ikke noget at komme efter på Relæ, når det kommer til bæredygtighed. På restaurantens hjemmeside kan man dykke dybere ned i en rapport, hvor restauranten gør rede for indsatsen for bæredygtighed i alle tænkelige aspekter af virksomheden. Her er tale om ekstrem dedikation til projektet, og tilgangen begrænser sig ikke til Relæ, men gennemsyrer hele Christian Puglisis lille restaurantimperium, som han i stigende grad selv forsyner via sin ‘Farm of Ideas’ – et økologisk landbrug i Lejre. Puglisi er den absolutte foregangsmand, når det kommer til økologi og
ansvarlighed i restaurationsbranchen – og det var han også længe før, den slags blev moderne. Det fortjener dyb respekt og anerkendelse!

Årets Unge Kokketalent: Anika Madsen (Roxie)
Øvrige nominerede: Chris Franklin (Baltic Gourmet), Nicolaj Christiansen (Treetop)

Da Roxie åbnede på luksushotellet Herman K i sommer, var det med kun 25-årige Anika Madsen som køkkenchef. Hun er skolet på Formel B og i forskellige forgreninger af Kadeau-koncernen, men var indtil åbningen af Roxie et ubeskrevet blad i branchen. Sådan blev det ikke ved. Hotelrestauranter er en svær størrelse, men med Anikas personlige stil og et usvigeligt talent for velsmag og præcision har Roxie lagt snart sagt alle landets anmeldere ned. Det er en bedrift i sig selv, og vi glæder os meget til at følge Anika Madsens raketfærd mod toppen.

Stort tak til alle vores partnere for at gøre det hele muligt!

 

Mere restaurantnyt

  • KØBENHAVN: Direkte fra jord til bord

    KØBENHAVN: Direkte fra jord til bord

    .

    Bæst

    Guldbergsgade 29
    2200 København N
    +45 35 35 04 63
    baest.dk

    Christian Puglisi lever sin vision om bæredygtighed, økologi og sporbarhed helt ud på sin italienske pizzabistro, hvor alt er nøje udvalgt. Grøntsagerne kommer fra egne marker ved Lejre, og charcuteriet er produceret i egne saltkar.


     

  • KØBENHAVN: Udfordring og innovation fra havets dyb

    KØBENHAVN: Udfordring og innovation fra havets dyb

    .

    Noma

    Refshalevej 96
    1432 København K
    noma.dk

    Vi ser tilbage på Nomas maritime førstereinkarnation og glæder os til sommerens grønt- og efterårets vildtsæson.


     

  • Mød vores partnere: Vandkefirperler

    Mød vores partnere: Vandkefirperler

    VANDKEFIRPERLER er det vi betegner som en "økologisk fermenteret læskedrik".
    Vandkefir er en aktiv gærkultur, der omdanner sukker i vand til organiske syrer som mælkesyrebakterier, eddike- og kulsyre. Vandkefir indeholder probiotiske stoffer, som kan have en gavnlig effekt for maven. Et alkoholfrit alternativ.

    "Idéen bag Perlerne har rødder i Nexø på Bornholm og blev til i 2016. Med afsæt i traditionen og fortællingen om det gamle Nexø Bryggeri, der fra 1865 til starten af 1970'erne bl.a. producerede citron- og hindbærlæskedrikke, vores to første varianter, har vi ladet os inspirere af historien og bragt en årelang bryggetradition tilbage til byen med det nye:

    NXØ Brewery - Vandkefirperler.

    Det, der giver mening for os, er, at det er den rene råvare og den ægte smag, der er i fokus. Derfor er der ikke brugt nogen form for unaturlige tilsætningsstoffer, kunstige sødemidler eller lignende i vores produkter. Vi bruger udelukkende 100 % økologiske råvarer og i det omfang, det er muligt, bruger vi råvarer fra Bornholm. Vi vil være i fortsat vækst og udvikle nye spændende varianter for at optimere vores produkter til gavn for alle, der nyder vores alternative læskedrik."

    Læs mere her


     

  • KØBENHAVN: Velvære, velsmag, velvalgte vine

    KØBENHAVN: Velvære, velsmag, velvalgte vine

    .

    Anarki

    Vodroffsvej 47
    1900 Frederiksberg
    +45 22 13 11 34
    restaurant-anarki.dk

    Makkerparret Christian Thorsholt Jacobsen og Rune Sauer Sonnichsen komplementerer hinanden med vin og mad på den vidunderlige lille bistro, hvorfra du aldrig går sulten eller tørstig hjem.


     

  • LANGÅ: Det gastronomiske vandingshul

    LANGÅ: Det gastronomiske vandingshul

    .

    Fru Larsen

    Østergade 1, Laurbjerg
    8870 Langå
    +45 86 46 83 88
    frularsen.dk

    Turen til Laurbjerg er i den grad en omvej værd. Her sørger Tommy og Birgitte Friis for en hjertevarm og grundgastronomisk forkælelse til en særdeles overkommelig pris.


     

  • KØBENHAVN: Anretningens modige skønhed

    KØBENHAVN: Anretningens modige skønhed

    .

    108

    Strandgade 108
    1401 København K
    +45 32 96 32 92
    108.dk

    Køkkenchef Kristian Baumann og hans folk bag 108 formår at servere nok Danmarks flotteste retter. Vi er på lillesøsteren til Noma, stedet der begyndte i de gamle Noma-lokaler, men nu har fået sin egen tydelige identitet i egne lokaler, hvor udsigten til kanalen, havnen og de mange cyklende sommerfolk er en stemningsfaktor, der beriger det store flotte halvrå lokale.


     

  • KØBENHAVN: Pasta i døgndrift

    KØBENHAVN: Pasta i døgndrift

    .

    Barabba

    Store Kongensgade 34
    1264 København K
    +45 33 10 10 40
    barabba.dk

    Det er svært ikke at blive lykkelig for Restaurant Barabba, der som et andet italiensk hjem serverer varm mad helt til kl. 2 om natten.


     

  • Mød vores partnere: Dagmar

    Mød vores partnere: Dagmar

    WHITE GUIDE: White Guide udgives i samarbejde med en række partnere, som deler vores passion for dansk gastronomi og ønsket om branchens fortsatte positive udvikling. Vi er stolte af at præsentere vores partner Dagmar – en kompromisløs gastronomisk drikkeoplevelse uden alkohol.


     

  • AALBORG: Bæredygtig velsmag og knivskarpt håndværk

    AALBORG: Bæredygtig velsmag og knivskarpt håndværk

    .

    Textur

    Vesterbro 65, st.th.
    9000 Aalborg
    +45 27 50 35 08
    restauranttextur.dk

    Kokkene Dennis Juhl og Frederik Østeraa driver dette fremragende spisested med både hjerte, hjerne, håndværk og ikke mindst en meget stor indsigt i velsmag og nydelse.


     

  • Mød vores partnere: KEN STORKØKKEN

    Mød vores partnere: KEN STORKØKKEN

    WHITE GUIDE: White Guide udgives i samarbejde med en række partnere, som deler vores passion for dansk gastronomi og ønsket om branchens fortsatte positive udvikling. Vi er stolte af at præsentere KEN STORKØKKEN som samarbejdspartner for White Guide Danmark.

    KEN STORKØKKEN har siden 1944 indrettet storkøkkener, restauranter og kantiner hele landet over. "Vi er totalleverandør af isenkram, maskiner samt inventar og tilbyder individuel rådgivning baseret på stor brancheerfaring. Derudover har vi egen serviceafdeling med 42 teknikere.

    Du finder os i den vestlige ende af Aarhus, hvor vi både rummer en stor udstilling af vores varer, et fuldfunktionelt demokøkken og vores centralt liggende lager. Virksomheden er inkl. service mere end 100 medarbejdere, fordelt over hele landet, og altid i nærheden af dig og klar til at hjælpe med sparring, inspiration og rådgivning.

    Det er igennem tiden blevet til et utal af køkkenindretninger landet over, store som små, og vi er altid klar på en ny udfordring. Med vores brede ekspertise og et produktsortiment i topkvalitet kan vi sikre dig landets bedste rådgivning indenfor inspiration og indretning i det professionelle køkken."


     

Køb White Guide Dagmar Champagne Yvonne Seier Christensen V GASTRO unika White Guide App