Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

WHITE GUIDE KÅRER NOMA TIL ÅRETS RESTAURANT I WHITE GUIDE 2019 – SE LISTEN MED ALLE PRISVINDERE HER

WHITE GUIDE KÅRER NOMA TIL ÅRETS RESTAURANT I WHITE GUIDE 2019 – SE LISTEN MED ALLE PRISVINDERE HER
22. nov. 2018

WHITE GUIDE KÅRER NOMA TIL ÅRETS RESTAURANT I WHITE GUIDE 2019 – SE LISTEN MED ALLE PRISVINDERE HER

Noma er tilbage på tronen som landets ypperste gastronomiske spydspids. Restauranten, som tidligere i år genåbnede i nye klæder på Holmen, vandt mandag den 19. november den eftertragtede pris som ‘Årets Restaurant’, da White Guide kunne løfte sløret for årets guide til landets 153 bedste restauranter ved en festlig prisoverrækkelse på SOHO i den københavnske Kødby.

Noma genvinder dermed titlen, som de senest kunne smykke sig med i 2016. White Guide kårer Noma til ‘Årets Restaurant’, fordi de sammenlagt har fået flest point for mad, som er den del af restaurantoplevelsen, White Guide vægter højest. Derudover vurderes alle restauranter i kategorierne ‘service’, ‘drikkevarer’ og ‘miljø og stemning’, og her trak Noma sammenlagt det længste strå, skarpt forfulgt af Koks, Mielcke & Hurtigkarl og Geranium.

Prisindstillingen til Noma og de 13 øvrige prisvindere samt nominerede kan ses herunder. 

PRISVINDERE
Årets Restaurant: Noma

Noma er tilbage på tronen som landets ypperste gastronomiske spydspids. Med en ukuelig stræben og nysgerrighed på, hvordan man kan blive ved at skabe nye smagsoplevelser af Nordens vilde råvarer, har Noma i sin nye inkarnation nået et foreløbigt højdepunkt. En drøm af en restaurant, hvor man fra den mageløse velkomst i entreen til kaffen i loungen føler sig som gæst i et parallelunivers. Det er seriøst, men ikke desto mindre er der en humoristisk tråd gennem oplevelsen, som er en underholdende rejse i sanselighed, vovemod og kulinariske nybrud.

Årets Serviceoplevelse: Peter Fagerland (Slotskøkkenet / Dragsholm)
Øvrige nominerede: Daniel Walter Furmanek (Bistro Boheme), Rasmus Mørch (Frederiksminde)
Uddeles i samarbejde med DFD

Slotskøkkenet på Dragsholm får masser af lovprisning i disse år, og det er fuldt fortjent. Men ikke alle er klar over, at restauranten også stiller op i stærkeste opstilling, når det kommer til service. Anføreren i restauranten hedder Peter Fagerland, og han er en ægte ‘firmaets mand’, som gennem årene er vokset i takt med køkkenets udvikling. Fagerland er i besiddelse af et indfølende, tillidsvækkende væsen og en nærmest zen-agtig ro, som får samtlige gæster til at sænke skuldrene. Samtidig er han en af landets fremmeste kompetencer udi de naturlige vine, som passer så eminent til Claus Henriksens naturnære og umanipulerede lammefjordskøkken.

Årets Innovatør: Noma
Øvrige nominerede: Barabba, Kalaaliaraq
Uddeles i samarbejde med Arla Unika

Søpølsens tørrede kønsorganer, sellerishawarma og rensdyrhjernetærte er blot nogle af de mange ukonventionelle ting, Noma har budt os i løbet af de tre sæsoner, som restauranten i dens nye inkarnation har delt året ind i. Fisk og skaldyr i vinter og forår, grønt om sommeren og vildt i efteråret. At bruge råvarerne, når de er på toppen er i bund og grund temmelig indlysende – men genialiteten består i at se ideen og føre den helhjertet ud i livet. Det har Noma gjort, og en rendyrket vegetarmenu til 2.400 kroner havde været fuldstændig utænkelig for få år tilbage. Men ikke længere. Med mesterkokken Torsten Vildgaard tilbage i folden og den unge superstjerne Mette Søberg som ansvarlig for testkøkkenet, har René Redzepi sat det stærkest mulige hold, og samarbejdet har allerede affødt adskillige smagsmæssige mirakler i løbet af første sæson. Vi glæder os til næste år!

Årets Fiske- og skaldyrsoplevelse: Koks
Øvrige nominerede: Noma, Rudolf Mathis
Uddeles i samarbejde med Fiskerikajen

Med unge Poul Andrias Ziska i spidsen har Koks i de seneste år gjort hele verden opmærksom på ikke blot restaurantens fortræffelighed, men også Færøernes råvareskatkammer, hvor især de maritime elementer er af uovertruffen kvalitet. Heroppe kan man for alvor tale om ‘merroir’, og netop fisk, tang og skaldyr har året rundt en fremtrædende plads på Ziskas menu. Ikke underligt, for hans sans for at skabe stor og klingende ren velsmag med de lokale skatte er ganske enkelt enestående.

Årets Vinoplevelse: Nina Højgaard Jensen (Kong Hans Kælder)
Øvrige nominerede: Mette Derdau (MeMu), Damiano Alberti (Enomania)

Selv om Nina Højgaard Jensen ikke er mere end 25 år, kan hun allerede kalde sig både dansk og nordisk sommeliermester og ikke mindst chefsommelier på Kong Hans Kælder, hvor hun styrer vinkortet i samråd med restaurantchef Peter Pepke. Ikke blot begår Nina Højgaard Jensen sig med professionalisme i restauranten og et uomtvisteligt talent for at sætte klassiske vine til maden; vigtigst af alt er hun i besiddelse af en vindende udstråling og den særlige evne til det altomsluttende værtskab, hvor enhver gæst føler sig vigtig, velkommen og værdsat. Den evne er sjældnere, end man skulle tro, og den fortjener ubetinget hyldest!

Årets Vinkort: Kong Hans Kælder
Øvrige nominerede: Søllerød Kro, Geranium

Man kunne forsvinde i Kong Hans (vin)Kælder og leve resten af livet i lykkelig beruselse, for her er tale om et sandt skatkammer med alt det bedste fra den traditionelle vinverdens højborge i Bourgogne, Bordeaux og Barolo med stor dybde i både årgange og producenter. Overraskende for nogle får også de bedste producenter af moderne vin – eller naturvin, om du vil – væsentlig plads på kortet, som tydeligvis er skabt for at blive brugt: En stor del af vinene– især de moderne – har nemlig priser, hvor også uformuende gæster kan være med.

Årets ‘Kør Hjem-drikkevaremenu’: Geranium
Øvrige nominerede: Ti Trin Ned, AOC
Uddeles i samarbejde med Dagmar

Bare fordi man har nogle af landets mest imponerende og veltænkte vinmenuer, betyder det bestemt ikke, at der mangler overskud til at forkæle gæster med ikke-alkoholiske ønsker. Geraniums hold tager udfordringen seriøst og formår at skabe innovative drikkevarer, der både er fabelagtige i sig selv og samtidig perfekte match til retterne på tallerkenen. Alt fra kold grøn te med estragon over avancerede juice- og mostblandinger med urter til kombuchabaserede kreationer og elaborerede mocktails. Flere af indslagene kreeres endda lige foran gæsten på en rullevogn ved bordet. Alt i alt virkelig god stil og en prisværdig indsats for at helhedsoplevelsen af et måltid på Geranium bliver ligeså total med som uden alkohol.

Årets Feel Good-oplevelse: Vesterøl
Øvrige nominerde: Barabba, Anarki

Thomas Wetle Andersen og Kamilla Kristensen formår at få stemning, gastronomi og personlig betjening med holdning til vin og øl til at omfavne dig på en helt særlig måde. Kom som du er, bliv behandlet som den ypperste gæst, og få den mest velsmagende mad. Drikkevarerne er udvalgt med omhu og uden snobberi, så her er noget for enhver, mens maden tager afsæt i baghaven, havet omkring Læsø og de glade dyr, der græsser på øen. Disse unikke råvarer bliver i Thomas Wetle Andersens hænder til innovativ, ukrukket nydelse og retter af en kaliber, som du  ikke selv står og tilbereder uden videre. Læg dertil udsigten over hav og havn, og så er det svært ikke at være lykkelig. De overkommelige priser gør, at man har lyst til at komme igen og igen.

Årets ‘Smag for skillingen’: Textur
Øvrige nominerede: Uformel, Mes

Dennis Juhl Jensen droppede for to år siden stillingen som køkkenchef på Ruths Hotel i Skagen. Ærgerligt for Ruths, men godt for alle aalborgensere, for i stedet kastede han alt ind på drømmen om sin egen restaurant med et erklæret mål om at mindske madspild og en tilgang til teknik som på toprestauranterne, men med priser på bistroniveau. Textur har droppet pighvar og kaviar, men hvad gør det, når køkkenet kan få det guddommelige frem i en knoldselleri og samtidig har så solidt greb om råvareudnyttelse, at drømmen om ‘meget mere for mindre’ bliver til virkelighed på Textur. Et gennemført sympatisk sted med rødglødende smæk for skillingen.

Årets Dessertoplevelse: Slotskøkkenet / Dragsholm Slot
Øvrige Nominerede: Kadeau Bornholm, Falsled Kro
Uddeles i samarbejde med Cacao Barry

Claus Henriksen på Dragsholm er et særligt kreativt legebarn, når det kommer til desserterne. Hans glæde ved at overraske og bevæge os spisende er måske allerfinest i hans særlige dessert ‘moseeg, pastinakbark, chokolade og hæg’, der både visuelt og smagsmæssigt er formidabel. En lille roset af pastinakmos smager på ingen måde bittert som forventet, men giver dessertoplevelse i form af sødme fra hvid chokolade, grene af moseeg og en frisk is på græsmælk og mere moseeg. Dette friskes op med endnu en overraskelse af en toffee-agtig is lavet på hæg-træet. Hæg er en invasiv art af kirsebær, som skal spises bort, og det er det mindste problem, når smagen antager denne form. En dessert med noget at fortælle, usædvanlige ingredienser og uforglemmelig smag. Enestående!

Årets Nye Restaurant: Frank
Øvrige nominerede: Ghrelin, Ibu

Christoffer Brink vandt som assistent for Jeppe Foldager sølv ved Bocuse d’Or i 2013. I slutningen af 2017 fik han fod under eget bord, og fortiden kan mærkes på Frank, som bedst kan beskrives som en luksusbistro tilsat en konkurrencekoks præcision og sans for velsmag. Brink har allerede skabt adskillige signaturretter, som man finder sig selv i at længes efter oven på et besøg. Læg dertil et prisgunstigt vinkort stoppet med interessante vine fra både den traditionelle og den moderne verden og en vidende betjening, som lægger alen til oplevelsen af en restaurant, som ganske vist er ny, men som allerede føles som en god gammel ven.

Årets Øloplevelse: Selma
Øvrige nominerede: Barr, Brus
Uddeles i samarbejde med Braw

Der er vel generel enighed om, at drikken, der passer bedst til smørrebrød, er øl. Det er dog desværre de færreste smørrebrødsrestauranter, der formår at tilbyde et særligt bredt eller spændende øludvalg. Selma er en forbilledlig undtagelse med sine tolv haner, der spænder over flere øltyper, hvoraf nogle sjældent ses på spisesteder. Samarbejdet med Mikkeller mærkes naturligvis i udvalget, men der er også plads til øl fra andre af verdens ypperste mikrobryggerier. Betjeningen har selvsagt styr på sit øl og er dygtig til at matche de forskellige varianter med de innovative retter.

Årets Bæredygtige: Relæ
Øvrige nominerede: Amass, Textur

Der er ikke noget at komme efter på Relæ, når det kommer til bæredygtighed. På restaurantens hjemmeside kan man dykke dybere ned i en rapport, hvor restauranten gør rede for indsatsen for bæredygtighed i alle tænkelige aspekter af virksomheden. Her er tale om ekstrem dedikation til projektet, og tilgangen begrænser sig ikke til Relæ, men gennemsyrer hele Christian Puglisis lille restaurantimperium, som han i stigende grad selv forsyner via sin ‘Farm of Ideas’ – et økologisk landbrug i Lejre. Puglisi er den absolutte foregangsmand, når det kommer til økologi og
ansvarlighed i restaurationsbranchen – og det var han også længe før, den slags blev moderne. Det fortjener dyb respekt og anerkendelse!

Årets Unge Kokketalent: Anika Madsen (Roxie)
Øvrige nominerede: Chris Franklin (Baltic Gourmet), Nicolaj Christiansen (Treetop)

Da Roxie åbnede på luksushotellet Herman K i sommer, var det med kun 25-årige Anika Madsen som køkkenchef. Hun er skolet på Formel B og i forskellige forgreninger af Kadeau-koncernen, men var indtil åbningen af Roxie et ubeskrevet blad i branchen. Sådan blev det ikke ved. Hotelrestauranter er en svær størrelse, men med Anikas personlige stil og et usvigeligt talent for velsmag og præcision har Roxie lagt snart sagt alle landets anmeldere ned. Det er en bedrift i sig selv, og vi glæder os meget til at følge Anika Madsens raketfærd mod toppen.

Stort tak til alle vores partnere for at gøre det hele muligt!

 

Mere restaurantnyt

  • White Guide på Copenhagen Food Fair

    White Guide på Copenhagen Food Fair

    WHITE GUIDE: Den kommende søndag-tirsdag (22.-24. februar) er White Guide at finde på Copenhagen Food Fair i Bella Center. Deltag i vores trendseminar, og kig forbi vores stand C2-34 til et godt messetilbud på alle de nyeste guides.

    Gratis trendseminar
    På Copenhagen Food Fair er White Guide vært for et trendseminar søndag 22. februar, hvor vi tager temperaturen på nationens kulinariske tilstand. Med kokken og madformidleren Nicolai Tram som moderator giver medlemmer af guidens redaktion deres bud på, hvor dansk gastronomi er på vej hen, hvordan det står til med det nynordiske køkken, hvad de største tendenser er på toprestauranterne - og på landevejskroerne. Få svar på spørgsmål som: Hvilke er tidens moderåvarer? Hvad drikker trendsetterne? Og hvad har vi snart set nok af?

    Tid og sted
    Campus-scenen på Food Fair, søndag den 22. februar kl. 15-15.45. Deltagelse er gratis. Mød os på stand C2-34 (lige ved Horestas konkurrenceområde) under hele messen.


     

  • Her er Danmarks 330 bedste restauranter

    Her er Danmarks 330 bedste restauranter

    WHITE GUIDE: I dag afslører Danmarks største restaurantguide, White Guide, sin liste over de ikke færre end 330 restauranter, som er optaget i guiden for 2015/16. Det er 70 flere, end guiden havde med i sin 2014-udgave, og ikke mindst tegner Aalborg, Aarhus og Færøerne sig for markante stigninger i antallet af anbefalelsesværdige spisesteder. Guiden udkommer 23. marts.

    Når restaurantguiden White Guide udkommer i Danmark for anden gang, er det med 85 nye restauranter, i alt 330 spisesteder, som er anmeldt med fyldige beskrivelser af mad, drikkevarer, betjening, interiør, omgivelser og diverse x-faktorer, som er med til at gøre en lækker restaurantoplevelse.

    Alle restauranter er genanmeldt siden til 2014-guiden, og besøgene er foretaget af White Guides professionelle anmeldere, der følger en fast manual for pointafgivelse og anmeldelsestekst. White Guide betaler alle restaurantbesøg, og anmelderne bestiller aldrig bord i eget navn og gør i det hele taget deres bedste for at forblive anonyme.


     

  • 26-årige Christian Gadient ny køkkenchef på Marchal

    26-årige Christian Gadient ny køkkenchef på Marchal

    RESTAURANTNYT: I midten af marts måned siger Ronny Emborg farvel til Marchal og d’Angleterre, hvor han har været køkkenchef siden starten i 2013. Han er blevet tilbudt job på et højt profileret sted i udlandet. Herefter vil hans souschef gennem flere år, Christian Gerhard Gadient, overtage ledelsen af Marchals køkkenteam.

    Christian Gerhard Gadient er med sine blot 26 år yngste kok i køkkenet på d’Angleterre, hvor det for et par dage siden er blevet annonceret, at han skal overtage Emborgs rolle med at lede staben, ikke bare i gourmetrestauranten Marchal, men for alle hotellets madtilbud.

    ”Det er alt sammen sket meget hurtigt, selvom jeg har vidst længe, at Ronny har fået et attraktivt tilbud fra udlandet. Først og fremmest er jeg rigtig glad for, at personalet på Marchal bakker mig op. Jeg glæder mig rigtig meget til at sætte mit fingeraftryk på restauranten, hvor jeg har fået fri fra køkkenet det næste par måneder for at arbejde på min egen menu. Vi kommer ikke til at skifte hele menuen på en gang, men gradvist med et par retter om ugen, og i slutningen af april er det meningen, at alle retter er udskiftet med nogle, der er mine egne,” fortæller Gadient.


     

  • Magnus Nilsson fra Fäviken modtager af Global Gastronomy Award 2015

    Magnus Nilsson fra Fäviken modtager af Global Gastronomy Award 2015

    WHITE GUIDE SWEDEN: For the ninth year running, White Guide proudly presents the White Guide Global Gastronomy Award laureate. The distinction is given to a creative chef of international prominence, who is at the apex of his or her professional orbit and who has become an example and inspiration within and for contemporary gastronomy. This is the first time a Swedish chef has received the award.

    White Guide Global Gastronomy Award 2015 – in cooperation with Electrolux
    Magnus Nilsson, Fäviken Magasinet, Åre/Järpen, Sweden

    The jury’s motivation: “For having developed a truly unique and personal gastronomy, gleaming as a Northern light far and beyond, extracting the innermost secrets of his local woods, fields and waters, with the deepest understanding of his terroirs, their potential and margins of sustainability, with the doorway ajar to the parallel universe of microbiology, all delivered in a stunning restaurant culture bridging history and future, local with global, science with art – seasoned with poetry and humour.”


     

  • Flade bryster og fedtede fingre

    Flade bryster og fedtede fingre

    RESTAURANTNYT: Bocuse d’Or er verdens mest prestigefulde kokkekonkurrence. Men hvad kræver det egentlig at opnå en god placering? Hvad kan gå galt, og kan man forberede sig på alt? White Guide har spurgt den danske kandidat i 2015, Kenneth Hansen, og den tre-dobbelt Bocuse-medalist, Rasmus Kofoed.

    ---

    ”Det er et skarpt felt. Det er rigtig kompetente folk, jeg er oppe imod, men det giver mig ikke præstationsangst, det sætter mig bare endnu mere op. Jeg satser på at blive nummer et,” sagde Kenneth Hansen inden afgangen til Lyon, hvor han som repræsentant for Danmark skulle kæmpe om den gyldne Bocuse ved den internationale kokkekonkurrence Bocuse d’Or.

    Det blev ikke til en 1.-plads, men derimod en plads som nummer seks ud af 24. Som ægte sportsmand er det ikke en placering, Kenneth Hansen er tilfreds med, og han lægger ikke skjul på skuffelsen. ”Der er ingen tvivl om, at jeg er mega ærgerlig over det her, og at der kommer til at gå lang tid, før jeg har fået det bearbejdet,” siger han.


     

  • Kenneth Hansen: Jeg satser på at blive nr. 1

    Kenneth Hansen: Jeg satser på at blive nr. 1

    I dag og i morgen konkurrerer verdens dygtigste madhåndværkere i det tætteste, den kulinariske verdens kommer på et VM for kokke, den prestigefulde Bocuse d’Or i Lyon. Danske Kenneth Hansen fra Svinkløv Badehotel er blandt favoritterne.


     

  • Anmeldelse: "Team Ruths 2014 har sparket for vildt røv"

    Anmeldelse: "Team Ruths 2014 har sparket for vildt røv"

    Nyheden om Thorsten Schmidts afgang fra Ruths Hotel i Skagen har den konsekvens, at den anmeldelse, White Guide var klar til at publicere på dansk i White Guide 2015/16, der udkommer den 23. marts, ikke længere kan anvendes i guiden. Men den gælder, så længe Schmidt regerer i køkkenet, og derfor får du den her sammen med Thorsten Schmidts egen forklaring på, hvorfor han stopper på Ruths.


     

  • Thorsten Schmidt forlader Ruths

    Thorsten Schmidt forlader Ruths

    En enkelt sæson blev det til for Thorsten Schmidt, der forlader Ruths Hotel ved udgangen af februar. Skagen var ifølge hotellets direktør ikke klar til Schmidts personlige og legende køkkenstil.

    "Jutland's peak of innovation" og "Ruths is a gastronomic benchmark in the Nordic region", hedder det i den nye White Guide Nordic, der vurderede Ruths og Thorsten Schmidts køkken til en klokkeklar placering i toppen af International Mesterklasse på en 17.-plads over alle de bedste restauranter i Norden.


     

  • White Guide Nordics top-30

    White Guide Nordics top-30

    Her til eftermiddag udkom White Guide Nordic med fyldige anmeldelser på engelsk af Nordens 250 bedste restauranter. Det skete i forbindelse med en lanceringsfest i Oslo med deltagelse af flere end 100 journalister og branchefolk.

    Læs mere om White Guide Nordic i indlægget her og på White Guide Nordics hjemmeside på whiteguide-nordic.com.

    Klik på læs mere for at se White Guide Nordics top-30 liste.


     

  • Her er Nordens 250 bedste restauranter

    Her er Nordens 250 bedste restauranter

    På mandag udkommer den første udgave af White Guide Nordic med anmeldelser af de 250 bedste restauranter i Danmark, inkl. Færøerne, Sverige, inkl. Svalbard, Norge, Finland og Island.

    Siden 2004 har White Guide været den førende restaurantguide i Sverige, og i 2014 blev guiden lanceret i Danmark. Guiden omfatter flere end 800 restauranter i de to lande og er dermed en vigtig faktor i den fortsatte positive udvikling af den gastronomiske scene i de to kulinarisk dynamiske lande.

    Klik på "Læs mere" for at se listen med de udvalgte restauranter.


     

Køb White Guide iZettle Champagne Yvonne Seier Christensen V GASTRO unika White Guide App