Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

KØBENHAVN: Tankevækkende totalteater

KØBENHAVN: Tankevækkende totalteater
24. aug. 2017

.

Alchemist


Århusgade 22
2100 København Ø
+45 51 93 56 23
restaurant-alchemist.dk

Champagnen, vi starter med, hedder Mémoire. Den er sprød med en vis tyngde og god til aftenens mange snacks. Samtidig er den et forvarsel om, hvad der følger; en parade af holdninger og memoirer udformet som retter. Køkkenchef Rasmus Munk er kendt for sit sociale engagement og kreative vovemod, og på Alchemist tvinger han sine gæster til at tage stilling til lidt af hvert. Vi bliver sendt til alle de verdenshjørner, Munk har besøgt, og ud på ukendt land med råvarer som levende insekter, yver, blod og indvolde. Grænser skubbes både blidt og til tider kontant, men oplevelsen holdes sammen af nidkær råvareudvælgelse, velsmag og personlig, humoristisk og vidende betjening.

Her er kun een menu, og den indeholder 45 serveringer. Den lægger hårdt ud med myrer, her som syrligt ”drys” ovenpå en frisk mundfuld af frossen æbleskum og billedskønne blomster. Fra start står det klart, at køkkenet har en forkærlighed for molekylærgastronomiens teknik og mirakelpulvere, som bl.a. fremtryller ”kirsebær” med fyld af saft og hård, chokoladeagtig skal, chips med tomatpulver i spiselig pose og svampetærte med en sfære, som eksploderer i munden med intens smag af svamp og timian. Det er både sjovt og godt, ligesom den drink med gin, som vi sipper gennem sugerør fra en isafkølet citron til tonerne af balkandisko.

Lydsporet er et kapitel for sig, og det elektrofokuserede soundtrack er specialdesignet til restauranten. Gæsterne kommer dog forskudt, så måske er det tilfældigt, når en hidsig violin faretruende akkompagnerer seancen, hvor vi tragtfodrer os selv med foie gras-creme og frysetørret majs, som var vi burgæs. Smagen er god, men serveringen ikke just pleasende, og symbolikken er det svært at tage fejl af. Det samme gælder, når Munk ruller ind med et stativ påhængt en droppose med ”blod” lavet på rødbede og hønsefond. Saucen sprøjtes ud over et lammehjerte med fyld af tatar, og som læsestof får vi udleveret en folder med information om organdonation.

Anderledes let er symbolikken, når soundtracket til Beverly Hills 90201 gjalder ud af et par høretelefoner, mens vi lukker alvoren ude et øjeblik og bare spiser en toast. Skinken er tørret Joselito fra nogenlunde samme årgang (2006), som Rasmus Munk sad foran tv’et på teenageværelset. Humoristisk er også satayspyd med ”boller” – hanenosser, that is – som vi griller over trækul, og vingummiregnorme, som skal graves op af spiselig jord. Maden holdes på sporet af gode, personlige vinmatch og en eksotisk juicemenu med bl.a. avocadojuice og piña colada. Generelt matcher vinene bedre end juicerne. Fx er isteen med yuzu alt for sød til til en dekonstrueret sushi af japansk torsk med kaviar og soja i et kræmmerhus af noritang, mens en dyb mineralsk aligoté fra 2007 passer som fod i hose til den dejlige ret. 45 serveringer lyder af meget, men tiden flyver afsted fra det øjeblik, du tager plads i en af spisebarens bløde stole og lader dig traktere og underholde.

Alchemist er intens, til tider på kanten og vil rykke grænser for langt de fleste. Til gengæld bliver det aldrig kedeligt, og få steder får man som her en unik totaloplevelse, som på een gang er velsmagende, gennemtænkt og tankevækkende.

 

Mere restaurantnyt

  • Fotos i White Guide 2014

    Fotos i White Guide 2014

    Billederne i White Guide 2014 og her på sitet er primært taget af to drevne fotografer, nemlig aarhusianske Ib Sørensen, der er tidligere redaktør på Vinmagasinet og i dag fungerer som freelancefotograf, og københavnske Columbus Leth, der er specialiseret i mad- og portrætfoto, og som i 2013 vandt mad+medier-prisen i kategorien madfotografi.


     

  • Danmarks nye restaurantguide kårer landets bedste restauranter

    Danmarks nye restaurantguide kårer landets bedste restauranter

    24. april 2014 udkommer White Guide Danmark med anmeldelser af 260 restauranter over hele landet. Vinderne af White Guides otte særlige priser og udmærkelser afsløres i guiden. Blandt i alt 22 nominerede restauranter findes de næsten selvskrevne københavnerrestauranter som noma, Geranium og Studio, men også de bedste provinssteder fra både land og by, fx Restaurant Et, Can Blau og Frederikshøj i Aarhus og Henne Kirkeby Kro i Henne, Restaurant Pasfall i Odense og Restaurant Mest i Aalborg.


     

  • Følg White Guide på Facebook

    Følg White Guide på Facebook Mens vi arbejder på, at hjemmesiden her skal blive klar, er der godt gang i aktiviteten på facebook. Allerede en uge efter lanceringen af siden White Guide Danmark har flere end 1.000 madglade godtfolk liket guiden. Vi håber, det er en indikation på populariteten også af den trykte guide. Se siden her, og synes om os, hvis du gør det.

     

  • White Guide udkommer til april

    White Guide udkommer til april

    På onsdag udkommer Guide Michelin Main Cities of Europe 2014 og ifølge rygterne sågar en helt ny “Michelin Guide to Nordic Countries”. Til april får Michelin imidlertid seriøs konkurrence fra White Guide Danmark 2014, hvis første landsdækkende udgave anmelder kongerigets 250 bedste spisesteder fra Nexø til Nørre Nebel.


     

White Guide Nordic 2017 Stockebye caviar H.W. Larsen GASTRO unika Køb White Guide White Guide App