Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

KØBENHAVN: Format til meget mere

KØBENHAVN: Format til meget mere
28. sep. 2017

.

Format

Sankt Annæ Plads 20
1250 København K
+45 69 15 65 85
formatcph.dk
 

Formats placering i en overdækket atriumgård inde bag facaden på det nyåbnede Hotel Skt. Annæ er en af byens mere specielle, og højden til loftet giver en luftig fornemmelse af at spise under åben himmel. Køkkenchef Will Smith har tidligere slået sine folder som souschef på topsteder som Geranium og Kong Hans, men hans tiltræden bag Formats næsten milliondyre Molteni-komfur markerer den første som køkkenchef.

Han står her for yderst sæsonpræget gastronomi med særligt fokus på syltning, saltning og henkogning. Hovedelementerne er tryghedsskabende og velkendte råvarer, mens legen er mere fri i sammensætningen af tilbehøret. For eksempel ledsages et stykke brændt torskeryg af en velgørende smørsauce smagt til med noritang, som giver intens fylde, mens syltede stikkelsbær skyder syre ind i regnskabet.

Servicen er veloplagt og ligeså er vinhåndteringen, som matcher torsken perfekt med et glas Auxey-Duresses fra Bourgogne med herlig syre og let smørrede noter fra fadet. Vinkortet udgøres i vid udstrækning af øko/bio-producenter, de fleste dog produceret på konventionel vis, selv om der også er rendyrket naturvin på kortet.

Til gengæld tages der ikke chancer med hovedretten, som vi desværre må vente alt for længe på. Fra serveringen af den foregående ret, går der 45 minutter, inden et stykke krogmodnet ribeye med friskplukkede kantareller, svampecreme, ramsløgskapers og en demiglace helt efter bogen, rammer bordet. Kødet savner noget krogmodnet karakter, og serveringen er lidt for forudsigelig, selv om den overordnet smager fornuftigt. Men sådan må det være på en hotelrestaurant, hvor både nysgerrige lokalgastronomer og kulinarisk tryghedssøgende gæster fra nær og fjern skal tilgodeses. Denne særlige øvelse lykkes i overvejende grad for restauranten, som starter forsigtigt ud, men som afgjort har formatet til at blande sig med byens øvre liga.

 

Mere restaurantnyt

  • FANØ: Kulinarisk ekvilibrisme i Danmarks smukkeste landsby

    FANØ: Kulinarisk ekvilibrisme i Danmarks smukkeste landsby

    .

    Sønderho Kro

    Kropladsen 11
    6720 Fanø
    +45 75 16 40 09
    sonderhokro.dk

    Pittoresk i Danmarks smukkeste landsby ligger en perle af en lavloftet stråtækt bygning, som huser en af Danmarks ældste og smukkeste beværtninger, Sønderho Kro. Her brillerer Jakob Sullestad, der ejer og driver kroen, som gæstfri vært, køkken- og restaurantchef. Det sker med stort overskud og i respekt for lokale traditioner, den storslåede natur og både Vadehavets og øens bidrag til køkkenet.


     

  • PRÆSTØ: Et smagsoverlegent fjordkøkken

    PRÆSTØ: Et smagsoverlegent fjordkøkken

    .

    Hotel Frederiksminde


    Klosternakken 8
    4720 Præstø
    +45 55 90 90 30
    frederiksminde.com
     

    For nogle er Præstø måske et stykke Udkantsdanmark, men i restauranten skaber køkkenchef Jonas Mikkelsen små gastronomiske mirakler, som nemt kan måle sig med landets fineste adresser. Han har en udpræget sans for at skabe ufattelig velsmag med få og simple ingredienser.


     

  • AARHUS: Hærværk med innovativ professionalisme

    AARHUS: Hærværk med innovativ professionalisme

    .

    Hærværk

    Frederiks Allé 105, st. tv
    8000 Aarhus
    +45 50 51 26 51
    restaurant-haervaerk.dk
     

    På Hærværk bliver det perfekte håndværk i det innovative og legende køkken fulgt til dørs af nærvær og professionalisme ude ved bordene i alle serveringer. Det er en helhedsoplevelse, hvor man virkelig bliver overrasket og venter nysgerrigt på næste servering.


     

  • AARHUS: Buldrende personlighed i stram stil

    AARHUS: Buldrende personlighed i stram stil

    .

    Frederikshøj


    Oddervej 19-21
    8000 Aarhus
    +45 86 14 22 80
    frederikshoj.com

    Du har været hele vejen rundt i et måltid, hvis originalitet og gode anderledeshed underbygges af en fremragende vinparring med klassiske vine, udvalgt med omhu af de dygtige sommelierer. En totaloplevelse af de store.


     

  • KLAMPENBORG: Grønt og skønt med stor velsmag

    KLAMPENBORG: Grønt og skønt med stor velsmag

    .

    Den Røde Cottage

    Strandvejen 550
    2930 Klampenborg
    +45 39 90 46 14
    denroedecottage.dk

    Mellem skov og hav ligger en smuk gammel rød hytte – idyllisk. Om sommeren er her udendørs servering, om vinteren omslutter det enkelt designede rum dig. Anita Klemensen har gennem en årrække cementeret sit navn som en af Danmarks dygtigste kokke og er med til at understrege, at den gastronomiske superliga ikke kun er for mænd.


     

  • TØNDER: Hygge og smæk for skillingen i hjertet af Tønder

    TØNDER: Hygge og smæk for skillingen i hjertet af Tønder

    .

    ROS


    Spikergade 21
    6270 Tønder
    +45 27 19 31 93
    restaurantros.dk
     

    På ægte sønderjysk vis modtages du hjerteligt i døren, får taget frakken og sættes med udsigt over toppede brostensgader i hjertet af Tønder. Trods stedet er fuldt booket, har de dygtige kokke og indehavere, Marcel Rodrigues og Steffen Snitgaard, på hele din kulinariske rejse i fortolkninger af lokale råvarer og traditionelle egnsretter rigeligt overskud til både at skabe en afslappet atmosfære, sludre med gæsterne, besvare spørgsmål og deltage i serveringen fra det åbne køkken i den kun 98 m2 store restaurant.


     

  • TÓRSHAVN: Færøsk fiskerestaurant med iberisk inspiration

    TÓRSHAVN: Færøsk fiskerestaurant med iberisk inspiration

    .

    Barbara


    Gongin 2-6
    100 Tórshavn, Færøerne
    +298 33 10 10
    barbara.fo

    På Barbara tør køkkenchefen gå sin egen vej, og det sker helt uden slinger.


     

  • KØBENHAVN: Genial stilsikker originalitet

    KØBENHAVN: Genial stilsikker originalitet

    .

    Mielcke & Hurtigkarl


    Frederiksberg Runddel 1,
    2000 Frederiksberg
    +45 38 34 84 36
    mhcph.com

    I et hjørne af Frederiksberg Have udvises der overskud og den ro, viden og professionalisme, som der skal til for at gøre en restaurantoplevelse komplet. Sammen med et af Danmarks mest eklektiske men samtidig stilsikre køkkener giver det en oplevelse, som er original, personlig og ganske enkelt gennemført.


     

  • TÓRSHAVN: Heima í Havn med lammekød i særklasse

    TÓRSHAVN: Heima í Havn med lammekød i særklasse

    .
    Áarstova

    Gongin 1
    100 Tórshavn, Færøerne
    +298 33 30 00
    aarstova.fo

    Man sidder tæt i de stemningsfyldte lokaler. Menu og drikkevarer præsenteres elegant i indbundne bøger og vidner om, at der er lagt et stort arbejde i at give dig en god oplevelse. Bogen om retterne afslører, at køkkenet fokuserer på lokale råvarer som lam, jomfruhummer og torsk.


     

  • KØBENHAVN: Tankevækkende totalteater

    KØBENHAVN: Tankevækkende totalteater

    .

    Alchemist


    Århusgade 22
    2100 København Ø
    +45 51 93 56 23
    restaurant-alchemist.dk

    Alchemist er intens, til tider på kanten og vil rykke grænser for langt de fleste. Til gengæld bliver det aldrig kedeligt, og få steder får man som her en unik totaloplevelse, som på een gang er velsmagende, gennemtænkt og tankevækkende.


     

White Guide Nordic 2017 Stockebye caviar H.W. Larsen GASTRO unika Køb White Guide White Guide App