AARHUS: Buldrende personlighed i stram stil

.
Frederikshøj
Oddervej 19-21
8000 Aarhus
+45 86 14 22 80
frederikshoj.com
Det er ikke nemt af få bord på Frederikshøj. Bookingsystemet er lige som alt andet dette sted anderledes. Man kan ikke bare klikke på en ønsket dato - man skal ligefrem anmode om at få bord. Når det så lykkes, er der til gengæld en unik oplevelse i vente. Køkkenchef Wassim Hallals store personlighed og kreative sjæl gennemsyrer alt på Frederikshøj. Her tør man gå all in, og du drikker klassiske vine med mange match, du sent vil glemme. Trods en indretning med store runde borde til to personer formår det ulasteligt dygtige personale at skabe varme og hygge, så du føler, at du sidder i din egen lille oase og er på en gastronomisk oplevelsesrejse.
Først en regn af syv både humoristiske og velsmagende appetizers, hvis grundtone er fedme, sødme, umami og røg. Blandt de opfindsomme og legesyge mundåbnere er en skål med pæne sten, hvoraf to af dem er spiselige. Kartoffel i kartoffel med letrøget fisk og en marmoreret hinde af kartoffel, der giver illusionen af at være sten, får smilet frem. Legen med former og teksturer er en af Wassim Hallals signaturer, som fortsætter igennem alle 15 serveringer i måltidet. En østers er ikke bare en østers, men en sprød flage af tørret østers med en østerscreme og spændstig salturt. En herlig bid af havet.
Blandt de mange originale og personlige retter står tunen som noget særligt. Det marmorerede stykker er lige brunet i kanten, pyntet op med pastinak som creme og som crisp og ved bordet overhældt med rigelige mængder mandler i brunet smør. Her er den særlige umamismag fra både tun og maillardreaktionen i brunet smør samtidig med, at teksturen er knasende i de mange mandler. En fantastisk fortolkning af en klassisk Barcelona-tapas – yderligere hævet til skyerne af en loirevin Montlouis-sur-Loire "Les Borderies" fra Le Rocher des Violettes, hvis noter af røg og hø er som et match made in heaven.
Og så er der desserterne: Look a like kirsebær med fyld af kirsebær, krumble og sorbet efterfulgt af en garnnøglelignende chokoladekugle med fyld af passion, hvor du til sidst skal "vaske tallerkenen op" med en fuldstændig illusion af en skuresvamp, der viser sig at være en spiselig svampekage med passionsfrugt-"opvaskemiddel". Måltidet forløses i dette potpourri af geniale dessertudklædninger. Totalt spiseligt blødkogt æg af syrlig frugt og hvid chokolade efterfulgt af guldbeklædt spiselig chokoladebar. For at fuldende det ekstravagante kommer der til kaffen en petitfourvogn med små ispinde, fyldte chokolader og klassisk fransk konfekt - alt udført i superligaklasse og med distinkte smage i hvert enkelt stykke.
Du har været hele vejen rundt i et måltid, hvis originalitet og gode anderledeshed underbygges af en fremragende vinparring med klassiske vine, udvalgt med omhu af de dygtige sommelierer. En totaloplevelse af de store.