Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

PRÆSTØ: Et smagsoverlegent fjordkøkken

PRÆSTØ: Et smagsoverlegent fjordkøkken
05. okt. 2017

.

Hotel Frederiksminde


Klosternakken 8
4720 Præstø
+45 55 90 90 30
frederiksminde.com
 

For nogle er Præstø måske et stykke Udkantsdanmark, men i restauranten skaber køkkenchef Jonas Mikkelsen små gastronomiske mirakler, som nemt kan måle sig med landets fineste adresser. Han har en udpræget sans for at skabe ufattelig velsmag med få og simple ingredienser, fornemt eksemplificeret i en ret med en af vinterens mest ydmyge af slagsen, som bliver aftenens højdepunkt. En skive høbagt kålråbi er stegt op i smør og røget med høet på panden. Den bløde og sødmefulde kålrabi er dækket af et lag sprødt knasende sort sesam og en sauce på varm cremefraiche 48%, saltet lige til grænsen. Blødt og sprødt, sødme, syre og røgfyldt fedme finder fællesskab i en mageløs ret, som ubetinget fortjener signaturstatus her på adressen, hvor sæsonbevidstheden er i top, og hvor selv kålrabi og knoldselleri kan være konger for en aften. Sådan har vi det også, som vi sidder i havestuens magelige stole ved store borde med stivet hvid dug. Det bevidst antikverede interiør er en sjov tidslomme, og man føler sig næsten som er man landsbyens velbjærgede grosserer, der er ude med spenderbukserne på. Lokalet er dog lidt stort til de få borde, og akustikken er ringe. Vi har fornemmelsen af, at de øvrige gæster kan lytte med, så snart vi hæver stemmen en smule. I køkkenet er balancen til gengæld perfekt i næsten alle retter, og alene det lange snackforløb er en blæret perlerække af suveræne smage. For eksempel luksusversionen af sourcream and onion-chips, her med dild- og eddikestøv og en creme på røget skærising. En lille kop svampebouillon med fermenteret sellerisaft er så smagsintens, at glædestårerne triller. Køkkenet mestrer både de kølige og elegante udtryk, men også tilberedninger, der læner sig op ad klassisk fransk velsmag. Fx en perfekt dampet rødtunge med brændt sortkål og en smuk sauce nage i udpræget balance mellem smørfedme og syre, som holdes i stramt korset af en fast, kalket hvid fra Languedoc. Andre gange taler råvarerne for sig selv. En stor jomfruhummerhale serveres nøgen og bades derefter i granolie, brunet smør og reduceret fløde. Fedmen og skaldyrssødmen strammes gevaldigt op af en stram, skalmacereret naturchenin fra Sydafrika. De utraditionelle vine er velvalgte og har mindst ét ben i naturvinslejren, men præsenteres ikke som sådan. I stedet formidles der vidende og engageret omkring udvælgelsen til retterne. Heller ikke på dessertsiden lettes der på det nordiske gashåndtag. En luftig valnøddemousse friskes op af en havesyregranité og bittesmå tern af grønne æbler og blegselleri, som giver et friskt bid. Ofte ender sådanne desserter som en øvelse i sukkerfri askese, men i Mikkelsens hænder består det lykkelige ægteskab mellem det søde, det fede og det friske. En cremet knoldselleriis med karamel og låg af karamelliseret kyllingeskind og champignonstøv er en rig, jordet og velgørende efterårshilsen, som matches flot af en karamelsmagende dessertvin fra Friuli på tørrede druer. Hotel Frederiksminde har eftertrykkeligt gjort Præstø til en af Udkantsdanmarks gastronomiske højborge

 

Mere restaurantnyt

  • TÓRSHAVN: En færøsk oplevelse for livet

    TÓRSHAVN: En færøsk oplevelse for livet

    .

    Ræst


    Gongin 8
    100 Tórshavn, Færøerne
    +298 41 14 30
    raest.fo

    Ræst excellerer i det traditionelle færøske køkken. For novicer i kontrolleret råddenskab fordrer odeuren og visse retter tilvænning, men besøget er både kulturhistorisk og kulinarisk en anbefalelsesværdig oplevelse for livet.


     

  • SØLLERØD: Magisk måltidsudøvelse

    SØLLERØD: Magisk måltidsudøvelse

    .

    Søllerød Kro


    Søllerødvej 35
    2840 Holte
    +45 45 80 25 05
    soelleroed-kro.dk

    Er der eet sted, du drømmer om at spise igen og igen, er det Søllerød Kro. Køkkenchef Brian Mark Hansen, restaurantchef Jan Restorff og hele besætningen omfavner dig med varme, velsmag og velafbalanceret vovemod i den gastronomiske udfoldelse.


     

  • KØBENHAVN: Barren er sat højt

    KØBENHAVN: Barren er sat højt

    .
    Barr

    Strandgade 93
    1401 København K
    +45 32 96 32 93
    restaurantbarr.com

    Det lykkes for Barr, at forvandle de traditionelle germanske retter til mesterklasseserveringer, og sammen med ølkortets guldkorn og personalets evne til at skabe god stemning og veltilpashed blandt gæsterne, står det klart, at her er tale om et af de feel good-steder, vi gerne vender tilbage til. Tit.


     

  • KIRKJUBØUR: Nordatlantens gastronomiske højborg

    KIRKJUBØUR: Nordatlantens gastronomiske højborg

    .

    Koks

    http://whiteguide.dk/sites/default/files/koks.jpg
    Geilini 13
    175 Kirkjubøur, Færøerne
    +298 33 39 99
    koks.fo

    Koks udforsker og afprøver uudnyttede muligheder for, hvordan det omkringliggende hav, de færøske fjorde, fjelde, enge, strande og kendte traditionelle fermenteringsmetoder kan bidrage til store og næringsrige smagsoplevelser i respekt for følsomme bestande samt vand- og naturmiljø. Her er plankegulve, lammeskind på stolene, egetræsborde og hverken fine duge eller pressede servietter, men en bjergtagende panoramisk udsigt. Kulinarisk er man sjældent på hjemmebane, men føler sig tryg som i en mesters hænder under hele den gastronomiske rejse.


     

  • KØBENHAVN: Smagfuldt nærvær

    KØBENHAVN: Smagfuldt nærvær

    .
    Nærvær

    Strandgade 87C, st., 1401 København K
    +45 77 30 12 11
    naervaer.dk

    Forkælelsen vil ingen ende tage med alt det bedste i et skønt måltid, en vedkommende gæstfrihed og et velovervejet velskænket glas, der placerer Nærvær i mesterklassen.


     

  • KØBENHAVN: Drivhushygge med alverdens smage

    KØBENHAVN: Drivhushygge med alverdens smage

    .

    Gemyse

    Vesterbrogade 3, 1620, København V
    +45 88 70 00 00
    nimb.dk
     

    Konceptet og navnet kan nærmest ikke blive mere ”2017” end dette meget sympatiske fokus på at sætte pivfriske økogrøntsager i centrum for madoplevelsen.


     

  • KØBENHAVN: Grøn velsmag og delikate detaljer

    KØBENHAVN: Grøn velsmag og delikate detaljer

    .

    Geranium


    Per Henrik Lings Allé 4, 8., 2100 København Ø
    +45 69 96 00 20
    geranium.dk

    Det kræver en særlig støbning år efter år at blive ved med at perfektionere på noget, som i de flestes øjne i forvejen er meget nær perfekt. Sådan en støbning har Geraniums køkkenchef Rasmus Kofoed.


     

  • White Guide Nordic 2017-18 er på gaden!

    White Guide Nordic 2017-18 er på gaden!

    I går, 26. juni, blev White Guide Nordic 2017-18 lanceret i København. Efter et spændende trendseminar, reception og prisoverrækkelser bød aftenen på gallamiddag, kreeret af Kamilla Seidler fra Restaurant Gusto i La Paz.

    Årets Global Gastronomy Award blev vundet af Enrique Olvera. Begrundelsen lød: “For having elevated Mexican classics and beloved street food to new heights, bridging modesty and sophistication, hindsight and modernity – and for bringing the rich spectrum of regional fare into the limelight, including indigenous and ancient delicacies, whose secrets he has successfully unlocked.” Læs pressemeddelelsen her

    Top 11-listen over Nordens bedste restauranter:

    1. Geranium, København, Danmark
    2. Esperanto, Stockholm, Sverige
    3. Fäviken Magasinet, Järpen, Sverige
        Maaemo, Oslo, Norge
    5. Søllerød Kro, Holte, Danmark
    6. Gastrologik, Stockholm, Sverige
        Mielcke & Hurtigkarl, København, Danmark
    8. Restaurant AOC, København, Danmark
        Daniel Berlin Krog, Skåne-Tranås, Sverige
        Oaxen Krog, Stockholm, Sverige
        Slotskøkkenet/Dragsholm Slot, Hørve, Danmark 

    Læs mere og se hele listen med de 341 bedste restauranter her


     

  • KØBENHAVN: Seje sild blandt kendisser og godtfolk

    KØBENHAVN: Seje sild blandt kendisser og godtfolk

    .

    Kødbyens Fiskebar

    Flæsketorvet 100, 1711 København V
    +45 32 15 56 56
    fiskebaren.dk

    NYTESTET: Høj stemning og gode friske fisk, men store udsving i serviceniveauet og retternes velsmag.


     

  • NY PARTNER: Velkommen til Dagmar

    NY PARTNER: Velkommen til Dagmar

    WHITE GUIDE: White Guide udgives i samarbejde med en række partnere, som deler vores passion for dansk gastronomi og ønsket om branchens fortsatte positive udvikling.

    White Guide og Rynkeby er glade for at kunne præsentere et nyt samarbejde, som skal være med til at fremme udbredelsen af gourmetdrikke uden alkohol.

    Samarbejdet viser sig i form af en ny pris, der har fået navnet: ”Årets kør hjem-menu”. Prisen uddeles for at anerkende restauranter, der går foran og helhjertet satser på at tilbyde gæsterne en alkoholfri drikkeoplevelse, der lever op til den bedste gourmetmad. Altså en oplevelse der kan stå mål med den, vindrikkende gæster får, når mad og drikke mødes.


     

White Guide Nordic 2017 Stockebye caviar H.W. Larsen GASTRO unika Køb White Guide White Guide App