SØLLERØD: Magisk måltidsudøvelse

.
Søllerød Kro
Søllerødvej 35
2840 Holte
+45 45 80 25 05
soelleroed-kro.dk
Er der eet sted, du drømmer om at spise igen og igen, er det Søllerød Kro. Køkkenchef Brian Mark Hansen, restaurantchef Jan Restorff og hele besætningen omfavner dig med varme, velsmag og velafbalanceret vovemod i den gastronomiske udfoldelse.
Grundtonen er klassisk i både vin og mad, men Brian Mark og Restorff kan både trylle, sprælle og gå den fine balancegang, der ophøjer måltidet til en totaloplevelse af nydelse, udfordring og overraskelse. Brian Marks køkken formår at få kaviar, østers, jomfruhummer, foie gras og due til at fremstå lyst, let og næsten grønt. Restorff kombinerer med sikker næse, gode historier og empatisk forståelse for den enkelte gæst maden med vine, som du sent vil glemme. Som når den let confiterede helleflynder på en bund af beurre blanc med yuzu, pomelo, heltrogn og et drys af nøddesmagende friteret jordskok- og brødgranulat forenes med petroleummen i en riesling G.G. Ungeheuer 2014 fra Von Winning i Pfalz, der rammer lige ned i nøddesmagen fra jordskokken og det brunede smør, samtidig med at syren magter citrusfrugterne.
Det næsten vegetariske skønne indslag med skive af selleri, sprødt kyllingeskind og artiskok balancerer på sprød, letstegt vandspinat og toppes med et skum af høost, der bliver ophøjet til en fornem spise med en af de mest udsøgte hvide bourgogner, en 2014 Chassagne-Montrachet fra Ramonet. Sjældent er det kødet, der løber med aftenens stjerne, men Søllerøds fortolkning af due med små perfekt stegte stykker i en mosaik pakket i et tyndt sprødt brisselbrød med en svampe-morkelsky og en hel farseret morkel formår at gøre det. Desuden er duen frisk, let og dog buldrende fuld af umami med et tvist syrlig sødme fra et særligt ”russisk” løg understøttet af en Barolo ”Gienstra” fra Diego Conterno i Piemonte. Her er fedme, umami og fylde uden tunghed.
Een ting, du skal have på Søllerød, er desserterne. Kroen har tradition for fremragende dessertkøkken, og Brian Mark har sin egen innovative stil. Her arbejdes med symboler og former, så du ved måltidets afslutning løftes i en skærpelse af ånden for at forstå de nærmest kunstværksimiterende velsmagskreationer. Vi prøver dem alle fem: mango, yuzu og yoghurt som blade på en eksotisk blomst, monokrom pastinak i flager med honning og kamille, isdronningens eventyr med kokos, passion og vanilje, velisoleret grøn fantasi med pistacie, timian og hømælk, som var det et hulkort, og det brune punktum med chokolade, valnødder og arabica. Blandt de fem er favoritten pistaciedrømmen, der både knaser af nød og bliver cremet af det biodynamiske ”mælkehulkort”, hvis sødme piftes op af timianens pikante syre. Med en Beerenauslese Scheurebe i glasset danser opfindsomheden, og vi konkluderer, at Søllerød giver en af landets bedste måltidsoplevelser, der placerer dem overbevisende i international mesterklasse.