Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

KØBENHAVN: Mesterlig nordisk-italiensk odyssé

KØBENHAVN: Mesterlig nordisk-italiensk odyssé
01. feb. 2019

.

Brace

Teglgårdsstræde 8A
1452 København K
+45 28 88 20 01
restaurantbrace.dk

I februar 2017 åbnede Brace Danmarks vel eneste gourmetrestaurant, der udtalt ønsker at forene det nordiske med det italienske. Det er blevet til et herligt bekendtskab, vi ikke vidste, vi savnede. Du finder det i en hyggelig gårdhave i Teglgårdsstræde, og inden for er der stilfuldt indrettet med en hel del mørkt træ.

Først en række appetitvækkere, heriblandt den efterhånden berømte signatursnack carbonara, som er en lille krustade med creme på Havgus, skum på æggeblomme, dansk pancetta og høaske – simple ingredienser i skøn forening.

Cacciucco, som er en kraftig toskansk fiskesuppe med tomat, serveres med persilleolie og muslinger, der har fået et tyndt rugbrødsnet over sig, hvis lette bitterhed spiller fint med sødme og salt fra suppen. Af hovedretterne holder vi især af gråand med fyrrenåleskud og en sauce på rødbede – igen smukt samspil mellem bitterhed og sødme.

Vinmæssigt er der fokus på naturvine, og den dygtige mexikanske sommelier Felix Chamorro forstår at sætte en god menu sammen, der gennemgående matcher retterne godt på et tilpas udfordrende niveau. Til anden får vi en mægtig barolo 2012 Chirlet fra Simone Scarletta, der sagtens kan hamle op med den kraftige ret.

Køkkenchef Nicola Fanettis talent er virkelig blevet forløst siden skiftet fra Era Ora, og det er en fornøjelse at opleve hans og resten af det udelukkende italienske køkkenholds kreativitet, når de kreerer nye retter på tværs af traditionerne, der både er visuelt smukke og fyldt med velbalanceret velsmag.

Til den afsluttende espresso nyder vi et glas barolo chinato la Foia, denne behagelige drik, man sjældent finder i Danmark, der simpelthen er barolo tilsat en infusion af urter og krydderier. Brace er ude på en mesterlig nordisk-italiensk opdagelsesrejse, og vi venter spændt på, hvor den fører os hen næste gang, vi får lov til at stige ombord.

 

Mere restaurantnyt

  • Flade bryster og fedtede fingre

    Flade bryster og fedtede fingre

    RESTAURANTNYT: Bocuse d’Or er verdens mest prestigefulde kokkekonkurrence. Men hvad kræver det egentlig at opnå en god placering? Hvad kan gå galt, og kan man forberede sig på alt? White Guide har spurgt den danske kandidat i 2015, Kenneth Hansen, og den tre-dobbelt Bocuse-medalist, Rasmus Kofoed.

    ---

    ”Det er et skarpt felt. Det er rigtig kompetente folk, jeg er oppe imod, men det giver mig ikke præstationsangst, det sætter mig bare endnu mere op. Jeg satser på at blive nummer et,” sagde Kenneth Hansen inden afgangen til Lyon, hvor han som repræsentant for Danmark skulle kæmpe om den gyldne Bocuse ved den internationale kokkekonkurrence Bocuse d’Or.

    Det blev ikke til en 1.-plads, men derimod en plads som nummer seks ud af 24. Som ægte sportsmand er det ikke en placering, Kenneth Hansen er tilfreds med, og han lægger ikke skjul på skuffelsen. ”Der er ingen tvivl om, at jeg er mega ærgerlig over det her, og at der kommer til at gå lang tid, før jeg har fået det bearbejdet,” siger han.


     

  • Kenneth Hansen: Jeg satser på at blive nr. 1

    Kenneth Hansen: Jeg satser på at blive nr. 1

    I dag og i morgen konkurrerer verdens dygtigste madhåndværkere i det tætteste, den kulinariske verdens kommer på et VM for kokke, den prestigefulde Bocuse d’Or i Lyon. Danske Kenneth Hansen fra Svinkløv Badehotel er blandt favoritterne.


     

  • Anmeldelse: "Team Ruths 2014 har sparket for vildt røv"

    Anmeldelse: "Team Ruths 2014 har sparket for vildt røv"

    Nyheden om Thorsten Schmidts afgang fra Ruths Hotel i Skagen har den konsekvens, at den anmeldelse, White Guide var klar til at publicere på dansk i White Guide 2015/16, der udkommer den 23. marts, ikke længere kan anvendes i guiden. Men den gælder, så længe Schmidt regerer i køkkenet, og derfor får du den her sammen med Thorsten Schmidts egen forklaring på, hvorfor han stopper på Ruths.


     

  • Thorsten Schmidt forlader Ruths

    Thorsten Schmidt forlader Ruths

    En enkelt sæson blev det til for Thorsten Schmidt, der forlader Ruths Hotel ved udgangen af februar. Skagen var ifølge hotellets direktør ikke klar til Schmidts personlige og legende køkkenstil.

    "Jutland's peak of innovation" og "Ruths is a gastronomic benchmark in the Nordic region", hedder det i den nye White Guide Nordic, der vurderede Ruths og Thorsten Schmidts køkken til en klokkeklar placering i toppen af International Mesterklasse på en 17.-plads over alle de bedste restauranter i Norden.


     

  • White Guide Nordics top-30

    White Guide Nordics top-30

    Her til eftermiddag udkom White Guide Nordic med fyldige anmeldelser på engelsk af Nordens 250 bedste restauranter. Det skete i forbindelse med en lanceringsfest i Oslo med deltagelse af flere end 100 journalister og branchefolk.

    Læs mere om White Guide Nordic i indlægget her og på White Guide Nordics hjemmeside på whiteguide-nordic.com.

    Klik på læs mere for at se White Guide Nordics top-30 liste.


     

  • Her er Nordens 250 bedste restauranter

    Her er Nordens 250 bedste restauranter

    På mandag udkommer den første udgave af White Guide Nordic med anmeldelser af de 250 bedste restauranter i Danmark, inkl. Færøerne, Sverige, inkl. Svalbard, Norge, Finland og Island.

    Siden 2004 har White Guide været den førende restaurantguide i Sverige, og i 2014 blev guiden lanceret i Danmark. Guiden omfatter flere end 800 restauranter i de to lande og er dermed en vigtig faktor i den fortsatte positive udvikling af den gastronomiske scene i de to kulinarisk dynamiske lande.

    Klik på "Læs mere" for at se listen med de udvalgte restauranter.


     

  • Restaurant BROR får en lille

    Restaurant BROR får en lille

    På torsdag den 27. november åbner Café lillebror, der startede som en idé om københavnerrestauranten BRORs eget bageri, men som nu åbner som en vaskeægte restaurant i sin egen ret med både gedde, gråand, okseribben og pighvar på menuen.


     

  • White Guide på din telefon og tablet

    White Guide på din telefon og tablet

    Nu kan du læse White Guides anmeldelser på din telefon og tablet ved hjælp af White Guide App, der netop er udkommet til iOS og Android. App'ens grundoplysninger og funktionalitet er gratis; anmeldelser og point koster 79 kr. for alle 260 restauranter.  

    Med White Guide på din telefon og tablet kan du let og hurtigt orientere dig blandt Danmarks bedste restauranter.

    Guiden giver dig fyldige beskrivelser og kritiske anmeldelser af 260 restauranter i alle dele af landet, skrevet af professionelle madanmeldere.

    Masser af gratis info


     

  • Konkurrence blandt Aalborgs bedste restauranter

    Konkurrence blandt Aalborgs bedste restauranter

    Hos Boldt i Aalborg har ansat den 23-årige Simon Christensen som køkkenchef. Restaurantens nye legende køkken skal bringe Hos Boldt op blandt den nordjyske hovedstads allerbedste spisesteder.


     

  • White Guide lancerer nordisk guide

    White Guide lancerer nordisk guide

    NORDENS 250 BEDSTE RESTAURANTER SAMLET I ÉN GUIDE. Den 15. december 2014 udkommer den første udgave af White Guide Nordics med anmeldelser af de 250 bedste restauranter i Danmark, inkl. Færøerne, Sverige, Norge, Finland og Island.

    Siden 2004 har White Guide været den førende restaurantguide i Sverige, og i 2014 blev guiden lanceret i Danmark. Guiden omfatter flere end 800 restauranter i de to lande og er dermed en vigtig faktor i den fortsatte positive udvikling af den gastronomiske scene i de to kulinarisk dynamiske lande.

    Den internationale interesse for nordisk gastronomi er enorm, og der har været et stærkt stigende behov for en omfattende guide til hele spektret af restaurantoplevelser i Norden – ikke kun i hovedstæderne, men også de bedste restauranter i andre større byer og på landet.


     

Køb White Guide iZettle Champagne Yvonne Seier Christensen V GASTRO unika White Guide App