Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

KØBENHAVN: Luksuslækkert køkken ved Christianshavns Kanal

KØBENHAVN: Luksuslækkert køkken ved Christianshavns Kanal
25. apr. 2019

.

Kanalen

Wilders Plads 2
1403 København K
+45 32 95 13 30
restaurant-kanalen.dk

Tidligere Bocuse d’Or-sølvvinder, Jeppe Foldager, kan dét med luksus, og det gamle hus på Christianshavn er luksuriøst indrettet i skandinavisk underspillet stil. Vi kan kigge ind i køkkenet, hvor der på bedste Bocuse-vis hersker ro og orden. Roger Coulon-champagne fra Vrigny er elegant og har de fineste bobler. Vi nyder den til snacks, bl.a. en gigantisk Gillardeau-østers med godt med peber, drænet yoghurt og et syltet hybenroseblad. Det er en østers for østerselskere – kødfuld, helt frisk og meget smuk at se på.

Perfektion, elegance og klassiske luksusråvarer er i centrum i jomfruhummerretten, som er en spinoff på waldorfsalat: jomfruhummeren er næsten rå, men har akkurat kysset en grill, så den får en karamelliseret sødme. Der er dutter af foie gras-creme, gennemsigtigt tyndtskårne bladselleri, saltsyltede pærer og ristede valnødder. Et diskret pift af citrus viser sig at komme fra ryggen af jomfruhummerne, som er sprøjtet usynligt med citronsaft – det er den slags små detaljer, der gør Foldagers mad til noget særligt.

Også rødtungen er meget præcist pocheret, så den er lige mellem rå og tilberedt. Der er sprød topping af kartoffelchips og panko, en god skefuld løjrom, en lille stribe kartoffelpuré og en fyldig, smør- og fløderig sauce på muslinger, som i bedste Foldager-er-saucernes-konge-stil smager himmelsk, men desværre har en let melet mundfornemmelse, måske pga. den rygeost, der er rørt i den. Ikke desto mindre en sexet ret, tydeligt funderet i det klassiske dansk-franske køkken.

2015 Auxey-Duresses fra Domaine Matrot i Bourgogne har noget let røget over sig, som viser sig at være meget velvalgt til pluma fra Iberico gris, dvs. nakken. Det fedtmarmorerede, møre stykke gris er grillet og serveres med fermenteret hvidløgspuré og en kraftig svinesky – begge elementer fremhæver den særlige sødme fra Ibericogrisen. Mange bourgogner havde ikke kunnet følge med de kraftige smage, men den maskuline Auxey gør det problemfrit – flot sommelierarbejde fra et i øvrigt overdådigt vinkort med klar præference til den gamle verdens vine.

Personalet får os hele aftenen til at føle os trygge i en fin balance mellem formel høflighed og lun humor – her kan man slappe af og være sig selv. Om sommeren tilmed udendørs langs Christianshavns Kanal – det er er svært at forestille sig et bedre og mere københavnerhyggeligt sted at spise en god frokost. Resten af året sidder vi gladeligt indendørs og nyder Foldager og Co.’s dygtige arbejde.

 

Mere restaurantnyt

  • Ny dim sum- og cocktailbar i København

    Ny dim sum- og cocktailbar i København

    RESTAURANTNYT: Navnet siger det meste - på den nye Magasasa Dim Sum & Cocktail Bar i Kødbyen kan du spise dim sums og drikke cocktails. Bag restauranten står folkene bag Magasasa, som bekender sig det kinesiske Sichuankøkken og allerede har filialer på Istedgade og Amagerbrogade i København.

    - Smask i takt med sidemanden og nyd den autentiske stemning og mad med en kold Tsingtao-øl for få penge, skrev White Guides anmelder om Magasasa på Istedgade. Den var første filial af den lille kæde, som med åbningen i Kødbyen altså omfatter tre restauranter.


     

  • Nyåbnet: Hummerhytten, Listed

    Nyåbnet: Hummerhytten, Listed

    NYÅBNET: ”Hverken restauranten eller navnet er nyt, men i år er hytten overtaget af det bornholmske crew bag Restaurant Koefoed i København. Menuen har fået et moderne storbymakeover med delemenu, mellemretter og hummer, naturligvis. Stedet er charmerende, den unge servicebrigade glad og venlig, og menukortet ambitiøst i forhold til de beskedne faciliteter. Men både logistik og tilberedninger skal strammes op for at modsvare det lige så storbyagtige prisbillede…"

    Hvor?
    Hummerhytten
    Strandstien 10, Listed
    3740 Svaneke

    Læs hele anmeldelsen i den fulde version af White Guide App.


     

  • Noma flytter til Australien

    Noma flytter til Australien

    RESTAURANTNYT: Sidste vinter rykkede Noma til Japan i godt en måned, og i år gentages succesen i Australien. Alle fra kokke til køkkenchefer, tjenere, sommelierer, opvasker og direktøren fra Noma rykker med, og ligeledes deres ægtefæller og børn. De nordiske ingredienser, som til daglig danner basis for restaurantens menuer, lader staben dog blive hjemme.

    - Alt, vi tager med fra vores køkken, er et åbent sind og passion for at lære, skriver køkkenchef René Redzepi på Nomas hjemmeside

    - Siden min første tur til Australien for flere år siden har jeg haft lyst til at tilbringe mere tid der, udforske landets smage og forstå dets ingredienser. Fra tropiske frugter i nord til det tasmanske peberblad, de uberørte fisk og skaldyr i syd og alle de eksotiske vidundere derimellem, skriver han blandt andet om, hvorfor Australien er næste mål.


     

  • Nyåbnet: Gourmet Restaurant Bühlmann, Aalborg

    Nyåbnet: Gourmet Restaurant Bühlmann, Aalborg

    NYÅBNET: ”Køkkenets niveau er højt fra start med fire små, sirligt pincetanrettede mundbidder. Bedst er en splintrende sprød 'sandwich' med røget laks og live røgelseseffekt, hvor røg og salt pirrer smagsløgene, og konsistensen får hørelsen med. Saltet er til gengæld et gennemgående problem resten af aftenen...”

    Hvor?
    Gourmet Restaurant Bühlmann
    Best Western Scheelsminde
    Scheelsmindevej 35
    9200 Aalborg SV

    Læs hele anmeldelsen i den fulde version af White Guide App. App’en kan downloades til iOS i App Store/iTunes Store og til Android i Google Play.


     

  • Svinkløv Badehotel får ny forpagter

    Svinkløv Badehotel får ny forpagter

    RESTAURANTNYT: Sommersæsonen 2015 bliver den sidste for Lise Emborg, som i de seneste 22 år har drevet Svinkløv Badehotel i Nordjylland. Den nye forpagter kender dog huset særdeles godt, det er nemlig Kenneth Hansen, som i syv år har været køkkenchef på badehotellet.

    - I kælderen huserer en stor stab under ledelse af mesterkokken Kenneth Hansen, Bocuse d'Or-deltager og skarp på ideer og især fisketilberedning, skrev White Guides anmelder ved seneste besøg.


     

  • Nyåbnet: Spisehuset i Kødbyen, København

    Nyåbnet: Spisehuset i Kødbyen, København

    NYÅBNET: ”Kråsepølsen serveres med stegt kyllingebryst, tynde strimler asparges og sort hvidløg, der har en fermenteret sødme som en Super Flyers-lakridsstang. Det er ikke perfektion - brystet savner smag, og inden da drukner taskekrabbekød i en potent løvstikkepuré - men måltidet som helhed er velskabt og lækkert."

    Læs hele anmeldelsen i den fulde version af White Guide App. App’en kan downloades til iOS i iTunes Store og til Android i Google Play.


     

  • Nyåbnet: KöD København

    Nyåbnet: KöD København

    NYÅBNET: ”Konceptet er enkelt og uden de store nyskabelser, men selvom det er en gammel traver, bliver man jo aldrig træt af en god bøf. Sådan én kan du få på KöD; både ribeye'en og New York strip'en af Omaha-kød er saftige og møre, og da stegeosen lægger sig i restauranten, åbenbarer de også en lækker, dyrisk oksesmag."

    Hvor?
    KöD København
    Admiralgade 25
    1066 København K
    koedkbh.dk

    Læs hele anmeldelsen i den fulde version af White Guide App. App’en kan downloades til iOS i iTunes Store og til Android i Google Play.


     

  • Nyåbnet: SommerPony, Allinge

    Nyåbnet: SommerPony, Allinge

    NYÅBNET: ”Bornholms fornemmeste gourmetdestination, Kadeau, har fået en lillebror, der selvsikkert galopperer ind blandt øens allerbedste spisesteder. Den nye Pony er formet efter skabelonen fra sin navnebror i København, men her kan du spise på kanten af det bornholmske nordlands forrevne klipper, mens du lytter til bølgernes slag mod granitten og betragter mågerne, som dykker i sommervinden..."

    Hvor?
    SommerPony
    Strandvejen 68
    3770 Allinge
    nordlandet.dk

    Læs hele anmeldelsen og se, hvor mange point vi har givet SommerPony i den fulde version af White Guide App. App’en kan downloades til iOS i iTunes Store og til Android i Google Play.


     

  • Nyåbnet: Restaurant Umage, København

    Nyåbnet: Restaurant Umage, København

    NYÅBNET: ”Restaurant Umage gør sig umage med at vise det frem, der gør restauranter til det, de er: menneskene og råvarerne. Grønthandlere, sommelierer og kokke m.fl. figurerer på enorme billeder på væggene i et rum, som pænt fanger tidens rustikke design-stil. Køkkenet har et klart fokus: her får du sæsonens bedste fisk…”

    Hvor?
    Frederiksborgade 20
    1360 København K
    umage.dk

    Læs hele anmeldelsen og se, hvor mange point vi har givet Restaurant Umage i den fulde version af White Guide App. App’en kan downloades til iOS i iTunes Store og til Android i Google Play.


     

  • Norsminde Kro åbner fiskerestaurant

    Norsminde Kro åbner fiskerestaurant

    RESTAURANTNYT: Norsminde Kro åbner som fiskerestaurant, dog kun i en kort periode. Den østjyske kro sender sin slow food restaurant på ferie og åbner som fiskerestaurant i seks uger henover sommeren. 

    Med udsigt til fjordmundingen og det gamle fiskerleje, adgang til frisk fisk og dygtige kokke har Norsminde Kro gode forudsætningerne for at skabe en eksklusiv fiskerestaurant. Derfor vil indehaver Søren Pedersen henover sommeren lade slow food restauranten i kroens kælder holde sommerferie, mens en fiskerestaurant rykker ind i de lysere lokaler ovenpå.

    - Køkkenet sværger til ultralokale råvarer, og mange af menuens komponenter og byggesten stammer fra markerne lige omkring kroen, skrev White Guides anmelder ved seneste besøg og placerede Norsminde Kro i kategorien Meget højt niveau.


     

Køb White Guide iZettle Champagne Yvonne Seier Christensen V GASTRO unika White Guide App