Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

TÓRSHAVN: Gammelnordisk, når det er bedst

TÓRSHAVN: Gammelnordisk, når det er bedst
23. mar. 2019

.

Ræst

Gongin 8
100 Tórshavn
+298 41 14 30

Vi træder ind i det 500 år gamle hus med græs på taget, hvor det nærmest føles som, man er gæst i et privat hjem med klaver og gamle bøger. En kraftig lugt rammer med det samme vores næser og giver en forduft på, hvad der er i vente.

Ræst er efter sigende den eneste restaurant uden for Japan, hvor fermentering er en del af alle retter, og den traditionelle konserveringsmetode lever i bedste velgående på øerne. Får hænges i et lille træskur, kaldet hjallur, og fisk under tagskæg, indtil de har opnået den ønskede fermenteringsgrad. Efter et par måneder kaldes kødet for ræstkød, og venter man over et halvt år bliver det skærpekød.

Efter en snack med tørfisk og sprødt fiskeskind med en dip af fåretalg og svampe får vi hvalsalat med grindehval, glaskål og en dressing lavet på hvalspæk. Hvalkøddet, der er sort og kommer i tynde skiver, har en intens og moden mineralsk smag, der får fint modspil af den friske sprøde glaskål og syre fra dressingen. Ræstfisk i et både luftigt og cremet kartoffelskum med fåretalg, syltede porrer, dildolie og ristet boghvede smager fantastisk, og vi drikker en øl fra det lokale bryggeri Okkara, der i samarbejde med Mikkeller har brygget en velhumlet hvedeøl med havsalt, der passer særligt godt til netop ræstfisk.

Den stegte lammelever er noget overstegt og fremstår derfor en anelse tør. Det hjælper dog, at den tilhørende svampebygotto er cremet og velsmagende ligesom den bagte rødbede og de syltede rødløg, der også ligger på tallerkenen. Herefter møre stykker ræstkød, som svømmer i en kraftfuld bouillon med rodfrugter, der er toppet med herligt aromatisk løvstikke. I glasset en rød naturvin, David & Goliath fra Valencia, der har nok fylde og smag af modne bær til ikke at blive overdøvet af maden.

Vi får også en lille een af den lokale snaps Havið i en særlig fadlagret udgave, og den er skøn. Det er kokken Sonny, der selv kommer ud af køkkenet for at præsentere retterne, og han og den søde servitrice er med til at skabe god stemning og svarer med entusiasme på vores spørgsmål om maden.

Til dessert har syrlige fermenterede rabarber selskab af en frisk og let laurbæris med løvstikkesukker på toppen, vilde urter og krystalliseret chokolade. På trods af flere advarsler fra færinger om, at vi helt sikkert ikke ville kunne lide det hele, konstaterer vi efter sidste ret, at vi har tømt samtlige tallerkner.

Der er ingen tvivl om, at det fermenterede færøske køkken hører under det, som englænderne kalder en ”acquired taste”, men en aften på Ræst er en lærerig og spændende introduktion til det unikke færøske køkken, som enhver der er bare en smule interesseret i mad, eller kultur i det hele taget, ikke bør snyde sig selv for.

 

Mere restaurantnyt

  • KØBENHAVN: Flammer og franske favoritter (ny)

    KØBENHAVN: Flammer og franske favoritter (ny)

    Interiøret er luksuriøst i Nimb Brasseries højloftede lokale indrettet med bløde stole og sofaer, og fra kæmpevinduerne er der en skøn udsigt over Tivoli. Samtidig er vi i behagelig afstand til havens larm og ballade. På en kold vinteraften giver de store vinduesflader også en del kulde i lokalet, som dog afhjælpes af et glas af husets udmærkede Deutz-champagne.


     

  • AALBORG: En unik lokalgastronomisk fortælling

    AALBORG: En unik lokalgastronomisk fortælling

    Lokale råvarer er efterhånden blevet en selvfølge på landets bedste restauranter. Men det er langt fra alle, der formår at gøre det lokale til en så helstøbt og gennemført oplevelse som Tabu.

    Vi starter med snacks fra Limfjorden, hvor pocheret østers er rørt med syrlig cremefraiche og omkranset af gelé på persille. Anretningen er æstetisk smuk, kuglerund og grøn, og retten har en delikat og læskende smag af hav. I næste snack intensiveres havsmagen med blåmusling og sprød syltet agurk, inden en grillet jomfruhummer med røget bacon og tørret gulerod hiver intensiteten endnu en tak op.


     

  • KØBENHAVN: Moderne fiskerestaurant i søulkenes kvarter (ny)

    KØBENHAVN: Moderne fiskerestaurant i søulkenes kvarter (ny)

    Et køkkenchefskifte og mindre justeringer i ejerkreds og menu er det blevet til, siden Hummer åbnede i den rolige ende af Nyhavn i foråret 2016. Siden årsskiftet står Ronni Mikkelsen og Thomas Haldrup bag gryderne, og det totale hummerfokus er udskiftet med mere fisk på den lange menu med småretter.


     

  • AALBORG: Fransk med nordjysk accent

    AALBORG: Fransk med nordjysk accent

    Aftenen på Bühlmann starter med snacks i den gamle herregårds stemningsfulde vinkælder, hvor vi er omgivet af gode flasker og hjemmelavet charcuteri til lufttørring. Første hapser spiller elegant på kontrasterne i en sprød syltet skal af glaskål, som omslutter en let sødlig og cremet hummertatar. Smagene er også godt sat sammen i det sprøde briochebrød, som er smurt med sødlig løgmarmelade og toppet med Havgus-ost og et stykke af den lardo, som hænger til tørre i kælderen.


     

  • KØBENHAVN: Modig originalitet hos ny nordisk italiener (ny)

    KØBENHAVN: Modig originalitet hos ny nordisk italiener (ny)

    Naturvin i kombination med en fusion af det nynordiske og det italienske køkken lyder ikke nødvendigvis som en skudsikker opskrift. Men som det udfolder sig på tallerkener og i glas på Brace, er det imidlertid mageløst. Køkkenchef Nicola Fanetti har efter et år på Era Ora taget skeen i egen hånd og viser sin glæde ved den italienske enkelhed, hvor råvarerne får lov at udfolde sig på tallerkenen, visuelt stramt og kunstnerisk.


     

  • KØBENHAVN: Grænsesøgende genialitet

    KØBENHAVN: Grænsesøgende genialitet

    Som lillebror til Noma har 108 haft meget at leve op til, men ved tidligere besøg har restauranten vist os, at den møder forventningerne med ryggen rank. Maden bliver gradvist skarpere, og den ferskhed, som enkelte retter havde i starten, er nu over hele linjen erstattet af stor velsmag. Her bliver fordomme om, at nynordisk mad ikke kan have saft, kraft og tyngde gjort til skamme.


     

  • AARHUS: Bordeaux er kommet til Aarhus (ny)

    AARHUS: Bordeaux er kommet til Aarhus (ny)

    På én af Aarhus’ fornemste adresser på Store Torv ligger byens klassiske gamle Hotel Royal. Hotellets restaurant har fået en overhaling med nyt navn, ny køkkenchef og en ny vinkling væk fra det eksperimenterende og tilbage til de klassiske franske dyder. Når den nye køkkenchef hedder Jack Cramer og senest har boltret sig på Brøndums Hotel i Skagen, lover det godt, og det er det også.


     

  • KØBENHAVN: Italiensk med smørtenor og moden brunello

    KØBENHAVN: Italiensk med smørtenor og moden brunello

    Der er smørtenorer i højttalerne, nips, støvede vinflasker og hjertelig betjening i restauranten. Il Grappolo Blu er en klassisk italiensk restaurant med alt, hvad der følger med.


     

  • KØBENHAVN: Velsmagende one man show (ny)

    KØBENHAVN: Velsmagende one man show (ny)

    Bare otte pladser har Njordvest ved Utterslev gadekær, som indtil for nylig hed SWAG. Ejeren Thomas Pamperin udfylder selv alle roller som tjener, kok og opvasker, og det gør han godt. Filosofien er enkel: Nærhed, godhed og velsmag.


     

  • KØBENHAVN: Pulserende bistro med sikre serveringer

    KØBENHAVN: Pulserende bistro med sikre serveringer

    Det hamrer derudaf med Abba i højttalerne, når vi træder ind i en smækfuld restaurant på en hverdagsaften. Bordene står tæt på Rebel, og vi bliver med det samme i godt humør af nabobordets højtgrinende kvinder.

    Med 70’er-disco som lydtæppe spiser vi præcist udførte retter fulde af velsmag. Rebel serverer selvsikkert klassiske smagskombinationer, der virker, og anbefaler til næsten alle retter, at der tilføjes luksus i form af caviar, trøffel eller hummer. Retterne fungerer dog også fint uden.


     

Køb White Guide iZettle Champagne Yvonne Seier Christensen V GASTRO unika White Guide App