Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

KØBENHAVN: Længe ventet smørrebrødsinnovation

KØBENHAVN: Længe ventet smørrebrødsinnovation
14. mar. 2019

.

Selma

Rømersgade 20
1103 København K
+45 93 10 72 03
selmacopenhagen.dk

Hos Selma får man p.t. landets bedste innovative smørrebrødsoplevelse. Måske skyldes det, at restauratør og køkkenchef Magnus Pettersson er svensker og ikke er vokset op med smørrebrød. Hans tilgang til den ærkedanske spise er derfor fuldstændigt dogmefri, og han føler sig tydeligvis ikke bundet af rigide uskrevne konventioner. Når man desuden stiller usædvanligt høje krav til råvarernes kvalitet, kan det gå hen og blive rigtigt godt.

Selma åbnede først i den vesterbroske madarkade West Market, der aldrig forløste sit potentiale. I foråret 2018 genåbnede restauranten i langt mere charmerende lokaler beklædt med nostalgisk svensk tapet nær Nørreport.

Husets tatar serveres i en skål med løvstikke, fermenteret tang, amarant og rugbrødsknas og er en af de mest velbalancerede, vi længe har fået. Serveringerne er også en fryd for øjet – især en kartoffelmad med löjrom rørt med kefir, der ligger i små løgskaller. Orange blomsterblade på toppen fuldender en smuk og velsmagende efterårskomposition.

Restauranten har også aftenåbent, hvor man, foruden flere af retterne fra frokostkortet, kan sætte tænderne i herligheder som de møre og saftige svinekæber, der serveres med kålrabi, peberrod og stranddild.

I glasset komplekse, syrlige vildgærede dråber, der smukt skærer igennem svinets fedme, i form af Mikkeller SpontanCherryFrederiksdal, lagret på egetræsfade med rigelige mængder kirsebær fra Frederiksdal. Der er 12 haner med især øl fra Mikkeller og To Øl, men også ofte fra fremragende Örebro Brygghus, det bedste estiske bryggeri Põhjala og cider fra Æblerov.

Drikkevareudvalget er i det hele taget flot, for der er også et velkurateret vinkort med moderne vin og et imponerende spiritusudvalg, der både indeholder husets hjemmelavede snapse, der gerne har et forholdsvis mildt udtryk for at passe bedre til maden, og de grænsesøgende produkter fra Empirical Spirits på Refshaleøen. Selma er det mest velkomne sted på smørrebrødsscenen i årevis.

 

Mere restaurantnyt

  • TÓRSHAVN: Heima í Havn med lammekød i særklasse

    TÓRSHAVN: Heima í Havn med lammekød i særklasse

    .
    Áarstova

    Gongin 1
    100 Tórshavn, Færøerne
    +298 33 30 00
    aarstova.fo

    Man sidder tæt i de stemningsfyldte lokaler. Menu og drikkevarer præsenteres elegant i indbundne bøger og vidner om, at der er lagt et stort arbejde i at give dig en god oplevelse. Bogen om retterne afslører, at køkkenet fokuserer på lokale råvarer som lam, jomfruhummer og torsk.


     

  • KØBENHAVN: Tankevækkende totalteater

    KØBENHAVN: Tankevækkende totalteater

    .

    Alchemist


    Århusgade 22
    2100 København Ø
    +45 51 93 56 23
    restaurant-alchemist.dk

    Alchemist er intens, til tider på kanten og vil rykke grænser for langt de fleste. Til gengæld bliver det aldrig kedeligt, og få steder får man som her en unik totaloplevelse, som på een gang er velsmagende, gennemtænkt og tankevækkende.


     

  • TÓRSHAVN: En færøsk oplevelse for livet

    TÓRSHAVN: En færøsk oplevelse for livet

    .

    Ræst


    Gongin 8
    100 Tórshavn, Færøerne
    +298 41 14 30
    raest.fo

    Ræst excellerer i det traditionelle færøske køkken. For novicer i kontrolleret råddenskab fordrer odeuren og visse retter tilvænning, men besøget er både kulturhistorisk og kulinarisk en anbefalelsesværdig oplevelse for livet.


     

  • SØLLERØD: Magisk måltidsudøvelse

    SØLLERØD: Magisk måltidsudøvelse

    .

    Søllerød Kro


    Søllerødvej 35
    2840 Holte
    +45 45 80 25 05
    soelleroed-kro.dk

    Er der eet sted, du drømmer om at spise igen og igen, er det Søllerød Kro. Køkkenchef Brian Mark Hansen, restaurantchef Jan Restorff og hele besætningen omfavner dig med varme, velsmag og velafbalanceret vovemod i den gastronomiske udfoldelse.


     

  • KØBENHAVN: Barren er sat højt

    KØBENHAVN: Barren er sat højt

    .
    Barr

    Strandgade 93
    1401 København K
    +45 32 96 32 93
    restaurantbarr.com

    Det lykkes for Barr, at forvandle de traditionelle germanske retter til mesterklasseserveringer, og sammen med ølkortets guldkorn og personalets evne til at skabe god stemning og veltilpashed blandt gæsterne, står det klart, at her er tale om et af de feel good-steder, vi gerne vender tilbage til. Tit.


     

  • KIRKJUBØUR: Nordatlantens gastronomiske højborg

    KIRKJUBØUR: Nordatlantens gastronomiske højborg

    .

    Koks

    http://whiteguide.dk/sites/default/files/koks.jpg
    Geilini 13
    175 Kirkjubøur, Færøerne
    +298 33 39 99
    koks.fo

    Koks udforsker og afprøver uudnyttede muligheder for, hvordan det omkringliggende hav, de færøske fjorde, fjelde, enge, strande og kendte traditionelle fermenteringsmetoder kan bidrage til store og næringsrige smagsoplevelser i respekt for følsomme bestande samt vand- og naturmiljø. Her er plankegulve, lammeskind på stolene, egetræsborde og hverken fine duge eller pressede servietter, men en bjergtagende panoramisk udsigt. Kulinarisk er man sjældent på hjemmebane, men føler sig tryg som i en mesters hænder under hele den gastronomiske rejse.


     

  • KØBENHAVN: Smagfuldt nærvær

    KØBENHAVN: Smagfuldt nærvær

    .
    Nærvær

    Strandgade 87C, st., 1401 København K
    +45 77 30 12 11
    naervaer.dk

    Forkælelsen vil ingen ende tage med alt det bedste i et skønt måltid, en vedkommende gæstfrihed og et velovervejet velskænket glas, der placerer Nærvær i mesterklassen.


     

  • KØBENHAVN: Drivhushygge med alverdens smage

    KØBENHAVN: Drivhushygge med alverdens smage

    .

    Gemyse

    Vesterbrogade 3, 1620, København V
    +45 88 70 00 00
    nimb.dk
     

    Konceptet og navnet kan nærmest ikke blive mere ”2017” end dette meget sympatiske fokus på at sætte pivfriske økogrøntsager i centrum for madoplevelsen.


     

  • KØBENHAVN: Grøn velsmag og delikate detaljer

    KØBENHAVN: Grøn velsmag og delikate detaljer

    .

    Geranium


    Per Henrik Lings Allé 4, 8., 2100 København Ø
    +45 69 96 00 20
    geranium.dk

    Det kræver en særlig støbning år efter år at blive ved med at perfektionere på noget, som i de flestes øjne i forvejen er meget nær perfekt. Sådan en støbning har Geraniums køkkenchef Rasmus Kofoed.


     

  • White Guide Nordic 2017-18 er på gaden!

    White Guide Nordic 2017-18 er på gaden!

    I går, 26. juni, blev White Guide Nordic 2017-18 lanceret i København. Efter et spændende trendseminar, reception og prisoverrækkelser bød aftenen på gallamiddag, kreeret af Kamilla Seidler fra Restaurant Gusto i La Paz.

    Årets Global Gastronomy Award blev vundet af Enrique Olvera. Begrundelsen lød: “For having elevated Mexican classics and beloved street food to new heights, bridging modesty and sophistication, hindsight and modernity – and for bringing the rich spectrum of regional fare into the limelight, including indigenous and ancient delicacies, whose secrets he has successfully unlocked.” Læs pressemeddelelsen her

    Top 11-listen over Nordens bedste restauranter:

    1. Geranium, København, Danmark
    2. Esperanto, Stockholm, Sverige
    3. Fäviken Magasinet, Järpen, Sverige
        Maaemo, Oslo, Norge
    5. Søllerød Kro, Holte, Danmark
    6. Gastrologik, Stockholm, Sverige
        Mielcke & Hurtigkarl, København, Danmark
    8. Restaurant AOC, København, Danmark
        Daniel Berlin Krog, Skåne-Tranås, Sverige
        Oaxen Krog, Stockholm, Sverige
        Slotskøkkenet/Dragsholm Slot, Hørve, Danmark 

    Læs mere og se hele listen med de 341 bedste restauranter her


     

Køb White Guide Dagmar Champagne Yvonne Seier Christensen V GASTRO unika White Guide App