Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

KØBENHAVN: Genfødsel ved havnefronten

KØBENHAVN: Genfødsel ved havnefronten
10. okt. 2019

.

Studio

Havnegade 44
1058 København K
+45 72 14 88 08
thestandardcph.dk/restaurant/studio

Studio er genfødt! Toprestauranten i den gamle toldbygning i Havnegade har levet en omtumlet tilværelse siden Torsten Vildgaard forlod bygningen og Damian Quintana for en bemærkning satte sydamerikansk præg på menuen. Nu er der kommet forstærkning fra Vestkysten i form af engelske Alan Bates, som kommer direkte fra Paul Cunninghams køkken på Henne Kirkeby Kro.

I hans mad fornemmer man hurtigt et aftryk af Cunninghams sans for enkelhed, råvarer og stor smag. Appetitvækkerne tæller for eksempel smørmøre bændler af dansk blæksprutte i en bouillon på grillet citron skilt med en dybtgrøn korianderolie, mens snackfinalen er et kvadrat grillet surdejsbrød belagt med cremet og intens kyllingeleverparfait med sød tyttebærketchup og bitre radicchioblade. Balanceret og vildt godt!

Ligesom Cunningham står Bates for et køkken, hvor gedigen velsmag, enkelhed og råvarer trumfer teknologiske trylletricks. Vi ser det i en åben raviolo, hvor den præcist kogte pasta har behørigt bid og er rullet med friske urter og dækker over stegte kantareller med tilpas syre til at modstå den sødmefulde majssauce, der hældes over ved servering.

Tidligere var Studio strengt nynordisk, men det er fortid nu, hvor der blæser nye, kosmopolitiske vinde i Havnegade. Hovedelementerne er danske, men der lånes gerne smage fra resten af verden, fx når vesterhavspighvar møder skummende kokossauce med køkkenets egen srirachachilisauce og grillet spidskål med kaffirlimecreme. Raffineret enkelhed med råvarerne i front.

Vinmenuen er klassisk orienteret med enkelte naturvinsindslag, og her gør særligt en romorantin fra Loire i årgang 98 sig bemærket med sin tørrede abrikosfrugt, cigarkasse og spillevende syre. Et frækt match til thaimad.

Skønheden i det enkle understreges af en formidabel dessert, hvor en smørbagt tærteskal nederst har hindbærpuré smagt til med hybenrosesirup, mens øverste lag udgøres af fed cremefraiche double, suppleret af hindbæris og friske hindbær af ypperste kvalitet. En servering, hvis aromaer af blomstrende hybenroser vækker bittersøde minder om flygtige somre på danske strande. Vidunderligt.

Vi ankommer til frokost en varm sensommerdag, hvor Studios uhindrede udsigt over havneløbet og det store lysindfald giver masser af liv og energi til de lækre lokaler, hvor gamle Oasis-klassikere brager løs fra det åbne køkken, hvor man kan spise i baren og se kokkene i øjnene. Energien skyldes i høj grad også det nye, kompetente hold på gulvet, hvor Katie Moncaster (tidl. Kong Hans Kælder og Kadeau) styrer vinene, mens restaurantchef Jesper Nielsen (tidl. Clou og Henne Kirkeby Kro) betjener med stort overblik.  

Alan Bates er landet eftertrykkeligt i København, og hans suverænt velsmagende og personlige køkken har, sammen med det nye hold, givet havnefrontens perle en tiltrængt ny identitet.

 

Mere restaurantnyt

  • KERTEMINDE: Sikkert fiskekøkken i idylliske rammer

    KERTEMINDE: Sikkert fiskekøkken i idylliske rammer

    .

    Rudolf Mathis

    Dosseringen 13
    5300 Kerteminde
    +45 65 32 32 33
    rudolf-mathis.dk

    Siden 1985 har Puk Lyskjær Larsen og Ursula Plato drevet restauranten, som er opkaldt efter to af hans oldefædre: Niels Mathis, der var fiskehandler, og Hans Rudolf Pedersen, der var fisker. Den ligger idyllisk ved havneindløbet i hjertet af Kerteminde, og når solen skinner, er der forståeligt rift om bordene på den store terrasse.


     

  • KØBENHAVN: Alt ved det gamle

    KØBENHAVN: Alt ved det gamle

    .

    Salon

    Bredgade 63
    1260 København K
    +45 33 15 10 60
    saloncph.dk

    Claus Christensen – eller bare 'Røde Claus' – er lidt af en legende i den københavnske restaurationsverden. Fra adressen Gl. Mønt 41 stod han i 28 år for et tonstungt smør- og flødekøkken, fast funderet i håndværket og klassisk dansk-fransk gastronomi, som den tog sig ud for 40 år siden, da Christensen begyndte i lære. Gl. Mønt er nu afhændet, og Røde Claus er kommet op fra kælderen for at levere varen i Le Sommeliers gamle lokaler i Bredgade.


     

  • KØBENHAVN: Funky og grænsesøgende bæredygtighed på topniveau

    KØBENHAVN: Funky og grænsesøgende bæredygtighed på topniveau

    .

    Amass

    Refshalevej 153
    1432 København K
    +45 43 58 43 30
    amassrestaurant.com

    Matt Orlando og co. har holdt den bæredygtige fane højt siden 2013, og undervejs får vi da også fortalt om kompost, affaldssortering, urtehave, og hvordan overskydende vand fra bordene gemmes til senere rengøring – yderst forbilledligt, og Amass vandt da også White Guides bæredygtighedspris i 2018. Selvsagt er retternes ingredienser så lokale som muligt, mens vinkortet er økologisk og næsten udelukkende europæisk.


     

  • AARHUS: Ny aarhusiansk toprestaurant med ambitiøst europæisk køkken

    AARHUS: Ny aarhusiansk toprestaurant med ambitiøst europæisk køkken

    .

    Ghrelin

    Bernhardt Jensens Boulevard 125
    8000 Aarhus
    +45 30 13 30 04
    ghrelin.dk

    I den første gourmetrestaurant på den nye del af Aarhus Ø kan gæsterne gennem de store vinduespartier følge med i den livlige aktivitet på gaden og nyde den helt nyindrettede restaurant i bunden af Z-Huset. Her er fokus på detaljen, og ambitionen med det klassiske europæiske køkken er at blande sig helt i toppen af det gastronomiske miljø i Aarhus.


     

  • KØBENHAVN: Nyt vandingshul på Østerbro

    KØBENHAVN: Nyt vandingshul på Østerbro

    .

    & Rudolph

    Classensgade 11 A
    2100 København Ø
    +45 28 87 58 83
    ogrudolph.dk

    Her er uformelt, lokalt, hyggeligt og professionelt. Udsøgt service af vor gennemførte vintjener, der sørger for at pejle, hvad vi gerne vil drikke. Langt over halvdelen af kortets vine kan skænkes i glas. Fornem vinpolitik. Vi får et glas St. Aubin fra Sylvain Loichet 2014 i glasset, mens vi beslutter os for valget mellem de mange og forskelligartede snacks.


     

  • LÆSØ: Gastronomisk omfavnelse

    LÆSØ: Gastronomisk omfavnelse

    .

    Vesterøl

    Havnepladsen 5
    9940 Vesterø Havn
    +45 27 26 19 21
    facebook.com/vesterOEL

    I det gamle frysehus på kajen i Vesterø Havn, Læsø, driver kokkeparret Thomas Wetle Andersen og Kamilla Kristensen et altfavnende sted med gastronomisk høje ambitioner. Indretningen er et lykkeligt mix af det indre af et værtshus og en caribisk strandbar med plastikflamingoer.


     

  • ODENSE: Tjekket økogourmet med stil og smag

    ODENSE: Tjekket økogourmet med stil og smag

    .

    The Balcony

    Vestergade 68, 1.th
    5000 Odense
    +45 66 11 74 20
    thebalcony.dk

    Ambitionerne er fortsat høje på førstesalen midt i Odense, hvor Peter Steen Hansen og Anders Jensen har drevet stedet på et højt niveau lige siden åbningen i 2016. The Balconys indretning er stilfuld med sildebensparket og mørke skindstole, der matcher de afdæmpede jazztoner fra anlægget. Derudover er det formelle, men ikke alt for tørre, tjenerkorps også med til at skabe en behagelig afslappet atmosfære i restauranten.


     

  • KØBENHAVN: Maritim frokostnydelse i designtemplet

    KØBENHAVN: Maritim frokostnydelse i designtemplet

    .

    Paustian

    Kalkbrænderiløbskaj 2
    2100 København Ø
    +45 39 18 55 01
    restaurantpaustian.dk

    Efter storhedstiden under Bo Bech 2004-2010 var køkkenets ambitionsniveau længe uimponerende. Men, siden Henrik Junker og Chris Ladegaard Jensen overtog i 2016 er der igen skruet op for det i Jørn Utzons bygning fra 1987, der foruden restaurant huser forretning med designermøbler.


     

  • KØBENHAVN: Knivskarpt håndværk med personlighed og humor

    KØBENHAVN: Knivskarpt håndværk med personlighed og humor

    .

    Restaurationen

    Møntergade 19
    1116 København K
    +45 33 14 94 95
    restaurationen.dk

    I mere end 25 år har Lisbeth og Bo Jacobsen drevet deres helt personlige ”Restaurationen”, hvis navn kun kan omtales i bestemt form som et endegyldigt begreb. Ledetråden er klassisk håndværk uden svinkeærinder, fremragende råvarer og en nærmest anarkistisk forholden sig til, hvad der sker på parnasset, samtidig med at smageskeen er taget i en dyb ed.


     

  • KØBENHAVN: Direkte fra jord til bord

    KØBENHAVN: Direkte fra jord til bord

    .

    Bæst

    Guldbergsgade 29
    2200 København N
    +45 35 35 04 63
    baest.dk

    Christian Puglisi lever sin vision om bæredygtighed, økologi og sporbarhed helt ud på sin italienske pizzabistro, hvor alt er nøje udvalgt. Grøntsagerne kommer fra egne marker ved Lejre, og charcuteriet er produceret i egne saltkar.


     

Køb White Guide iZettle GASTRO unika White Guide App