Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

VEJLE: Masser af talent i trætoppen

VEJLE: Masser af talent i trætoppen
25. jan. 2019

.

TreeTop

Munkebjergvej 125
7100 Vejle
+45 76 42 85 00
tree-top.dk 

Den uhindrede udsigt over Vejle Fjord, som man kan nyde fra sit bord på Restaurant TreeTop, må afgjort være blandt de skønneste i landet. Navnet er velvalgt, for her har man vitterligt fornemmelsen af at sidde højt oppe i trækronerne med verden for sine fødder. Restauranten ligger på Munkebjerg Hotel, som indtager en fornem placering på en bakketop med dyb skov og vand til alle sider.

Det er også det første, man får øje på, når man træder ind på de bløde grønne gulvtæpper i den intime restaurant, hvor der er strøgne hvide duge, behagelige stole, god plads mellem bordene og venligt formel service. Hotellet er bygget i 70’er-rødbrune mursten, og der er lidt konferencehotel over hele affæren, men det let bedagede udtryk har også en indbygget charme.

Der er fx rødbrun hjørnepejs i restauranten, og i foyeren hænger store PH-‘Kogler’ hænger fra loftet og langs væggene står adskillige stole i ikoniske danske design. Men vi starter i vinkælderen, hvor et stort udvalg af især gammel klassificeret Bordeaux putter sig i halvmørket. Årgangschampagne fra Charles Gardet af egen import ledsager glimrende hjemmelavet bresaola og pølse fra hotellets egen slagter.

Tilbage i restauranten er snacksene mere elaborerede, og især den sprøde rulle af friteret torskeskind fyldt med hakkede østers, syltede asparges og manchegocreme er skøn. Masser af smag og teknik. Det er der også i serveringen af havtaske, som er stegt på benet til perfektion og smurt med en barbequemarinade på malt. Den ledsages af en knaldorange puré på moskusgræskar, safranskum og sirup på passionsfrugt, som giver serveringen eksotiske vinger, perfekt matchet med en kølig chardonnay fra Journey’s End i Sydafrika, som i sig selv besidder et tropisk udtryk. Meget flot sammenspil.

Vinmæssigt befinder vi os i det meget sikre klassiske territorium, og der skeles ikke til den moderne verden. Heller ikke på det store og højst interessante vinkort, som er en sand skatkiste af bordeaux, bourgogne og tyske vine med alder. Der kan gøres reelle fund her, og vi kan ikke lade være med at ærgre os lidt over, at denne dybde i vinkortet ikke afspejler sig på vinmenuen, hvor vinene udelukkende er til den unge side.

Havtaskeserveringen er et godt eksempel på stilen her, hvor køkkenet trækker dels på nordiske referencer, men også har modet til at kigge ud i verden efter inspiration. For eksempel møder Norden Mexico i form af en sprød tacoskal på majsmel og med fyld af samme og sæsonens stegte kantareller. Den massive parfume fra korianderblomst giver serveringen liv og vibrerende friskhed. Serveringen bliver dog lidt for sød for den tyske spätburgunder, som serveres til.

Stilblandingen er ikke fejlfri måltidet igennem. Smukt rosa nakkefilet fra ibéricogris får følgeskab af en persillesauce på hønsefond, svenske blåbær, ristede hasselnødder fra Piemonte og en undertilberedt porre. Kødet smager egentlig fremragende i sig selv, men tilbehøret er meget forvirrende, og får serveringen til at stritte i alle retninger.

Ikke desto mindre kravler TreeTop ind i mesterklassen med en solid måltidsoplevelse, som får tilføjet en ekstra dimension af den spektakulært flotte udsigt.

 

Mere restaurantnyt

  • KØBENHAVN: Funky og grænsesøgende bæredygtighed på topniveau

    KØBENHAVN: Funky og grænsesøgende bæredygtighed på topniveau

    .

    Amass

    Refshalevej 153
    1432 København K
    +45 43 58 43 30
    amassrestaurant.com

    Matt Orlando og co. har holdt den bæredygtige fane højt siden 2013, og undervejs får vi da også fortalt om kompost, affaldssortering, urtehave, og hvordan overskydende vand fra bordene gemmes til senere rengøring – yderst forbilledligt, og Amass vandt da også White Guides bæredygtighedspris i 2018. Selvsagt er retternes ingredienser så lokale som muligt, mens vinkortet er økologisk og næsten udelukkende europæisk.


     

  • AARHUS: Ny aarhusiansk toprestaurant med ambitiøst europæisk køkken

    AARHUS: Ny aarhusiansk toprestaurant med ambitiøst europæisk køkken

    .

    Ghrelin

    Bernhardt Jensens Boulevard 125
    8000 Aarhus
    +45 30 13 30 04
    ghrelin.dk

    I den første gourmetrestaurant på den nye del af Aarhus Ø kan gæsterne gennem de store vinduespartier følge med i den livlige aktivitet på gaden og nyde den helt nyindrettede restaurant i bunden af Z-Huset. Her er fokus på detaljen, og ambitionen med det klassiske europæiske køkken er at blande sig helt i toppen af det gastronomiske miljø i Aarhus.


     

  • KØBENHAVN: Nyt vandingshul på Østerbro

    KØBENHAVN: Nyt vandingshul på Østerbro

    .

    & Rudolph

    Classensgade 11 A
    2100 København Ø
    +45 28 87 58 83
    ogrudolph.dk

    Her er uformelt, lokalt, hyggeligt og professionelt. Udsøgt service af vor gennemførte vintjener, der sørger for at pejle, hvad vi gerne vil drikke. Langt over halvdelen af kortets vine kan skænkes i glas. Fornem vinpolitik. Vi får et glas St. Aubin fra Sylvain Loichet 2014 i glasset, mens vi beslutter os for valget mellem de mange og forskelligartede snacks.


     

  • LÆSØ: Gastronomisk omfavnelse

    LÆSØ: Gastronomisk omfavnelse

    .

    Vesterøl

    Havnepladsen 5
    9940 Vesterø Havn
    +45 27 26 19 21
    facebook.com/vesterOEL

    I det gamle frysehus på kajen i Vesterø Havn, Læsø, driver kokkeparret Thomas Wetle Andersen og Kamilla Kristensen et altfavnende sted med gastronomisk høje ambitioner. Indretningen er et lykkeligt mix af det indre af et værtshus og en caribisk strandbar med plastikflamingoer.


     

  • ODENSE: Tjekket økogourmet med stil og smag

    ODENSE: Tjekket økogourmet med stil og smag

    .

    The Balcony

    Vestergade 68, 1.th
    5000 Odense
    +45 66 11 74 20
    thebalcony.dk

    Ambitionerne er fortsat høje på førstesalen midt i Odense, hvor Peter Steen Hansen og Anders Jensen har drevet stedet på et højt niveau lige siden åbningen i 2016. The Balconys indretning er stilfuld med sildebensparket og mørke skindstole, der matcher de afdæmpede jazztoner fra anlægget. Derudover er det formelle, men ikke alt for tørre, tjenerkorps også med til at skabe en behagelig afslappet atmosfære i restauranten.


     

  • KØBENHAVN: Maritim frokostnydelse i designtemplet

    KØBENHAVN: Maritim frokostnydelse i designtemplet

    .

    Paustian

    Kalkbrænderiløbskaj 2
    2100 København Ø
    +45 39 18 55 01
    restaurantpaustian.dk

    Efter storhedstiden under Bo Bech 2004-2010 var køkkenets ambitionsniveau længe uimponerende. Men, siden Henrik Junker og Chris Ladegaard Jensen overtog i 2016 er der igen skruet op for det i Jørn Utzons bygning fra 1987, der foruden restaurant huser forretning med designermøbler.


     

  • KØBENHAVN: Knivskarpt håndværk med personlighed og humor

    KØBENHAVN: Knivskarpt håndværk med personlighed og humor

    .

    Restaurationen

    Møntergade 19
    1116 København K
    +45 33 14 94 95
    restaurationen.dk

    I mere end 25 år har Lisbeth og Bo Jacobsen drevet deres helt personlige ”Restaurationen”, hvis navn kun kan omtales i bestemt form som et endegyldigt begreb. Ledetråden er klassisk håndværk uden svinkeærinder, fremragende råvarer og en nærmest anarkistisk forholden sig til, hvad der sker på parnasset, samtidig med at smageskeen er taget i en dyb ed.


     

  • KØBENHAVN: Direkte fra jord til bord

    KØBENHAVN: Direkte fra jord til bord

    .

    Bæst

    Guldbergsgade 29
    2200 København N
    +45 35 35 04 63
    baest.dk

    Christian Puglisi lever sin vision om bæredygtighed, økologi og sporbarhed helt ud på sin italienske pizzabistro, hvor alt er nøje udvalgt. Grøntsagerne kommer fra egne marker ved Lejre, og charcuteriet er produceret i egne saltkar.


     

  • KØBENHAVN: Udfordring og innovation fra havets dyb

    KØBENHAVN: Udfordring og innovation fra havets dyb

    .

    Noma

    Refshalevej 96
    1432 København K
    noma.dk

    Vi ser tilbage på Nomas maritime førstereinkarnation og glæder os til sommerens grønt- og efterårets vildtsæson.


     

  • Mød vores partnere: Vandkefirperler

    Mød vores partnere: Vandkefirperler

    VANDKEFIRPERLER er det vi betegner som en "økologisk fermenteret læskedrik".
    Vandkefir er en aktiv gærkultur, der omdanner sukker i vand til organiske syrer som mælkesyrebakterier, eddike- og kulsyre. Vandkefir indeholder probiotiske stoffer, som kan have en gavnlig effekt for maven. Et alkoholfrit alternativ.

    "Idéen bag Perlerne har rødder i Nexø på Bornholm og blev til i 2016. Med afsæt i traditionen og fortællingen om det gamle Nexø Bryggeri, der fra 1865 til starten af 1970'erne bl.a. producerede citron- og hindbærlæskedrikke, vores to første varianter, har vi ladet os inspirere af historien og bragt en årelang bryggetradition tilbage til byen med det nye:

    NXØ Brewery - Vandkefirperler.

    Det, der giver mening for os, er, at det er den rene råvare og den ægte smag, der er i fokus. Derfor er der ikke brugt nogen form for unaturlige tilsætningsstoffer, kunstige sødemidler eller lignende i vores produkter. Vi bruger udelukkende 100 % økologiske råvarer og i det omfang, det er muligt, bruger vi råvarer fra Bornholm. Vi vil være i fortsat vækst og udvikle nye spændende varianter for at optimere vores produkter til gavn for alle, der nyder vores alternative læskedrik."

    Læs mere her


     

Køb White Guide Dagmar Champagne Yvonne Seier Christensen V GASTRO unika White Guide App