LÆSØ: Gastronomisk omfavnelse

.
Vesterøl
Havnepladsen 5
9940 Vesterø Havn
+45 27 26 19 21
facebook.com/vesterOEL
I det gamle frysehus på kajen i Vesterø Havn, Læsø, driver kokkeparret Thomas Wetle Andersen og Kamilla Kristensen et altfavnende sted med gastronomisk høje ambitioner. Indretningen er et lykkeligt mix af det indre af et værtshus og en caribisk strandbar med plastikflamingoer.
Måske er netop denne indretning med til at lokke både lokale og turister til. Samtidig er det, som en af de lokale siger, stedet, hvor man ikke bare får fisk, men fisk på en måde, man aldrig selv ville have drømt om, og så smager det altså godt. Dette bliver sagt med gaflen i en perfekt stegt kulmule dækket af store sprøde spinatblade i beurre blanc med en sprød mørdejsskal fyldt med nye økokartofler fra øen og en estragoncreme med drys af purløgsblomster, tagetes og hjulkrone, der alle opfylder en smagstilføjelse i den pikant cremede friskhed.
Thomas og Kamilla taler et gastronomisk sprog alle forstår. Kamilla serverer overvejende naturvin og gerne fra små græske producenter. Således overrasket over mit glas rosé fra Thymiopoulos lavet på druen xinomauro til en anretning med jomfruhummer i sauce blanquette med syltede asier, cornichoner, sprøde sommerkål, havesyre, blade af hybenrose og knas fra flæskesvær. Roséen ramte parfumeringen i hybenroserne, der kun lige antydningsvis var til stede i en ret, der lyder som noget rod, men er genial, fordi hummernes fedme og saucens cremethed sættes på spidsen af de fermenterede grøntsager og syren, mens kålen giver bitterhed og knas.
Selv en klassiker, som helt nye jordbær fra øen med hjemmelavet iscreme står som et forfriskende kunstværk af vilde og tamme urter og knasende sødt drys.