Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

Restaurant Slotskælderen, Kokkedal Slot, Hørsholm - Nu: God klasse
Anbefaling: En klasse op

19. mar. 2017
Anmeldelsestekst: 
Med et koncept der er en elegant kombination af det fine, franske køkken og ny-nordisk – mad der overrasker og pirrer, der skaber originale, visuelle oplevelser og smage, som på én gang er innovative og velkendte læste jeg på nettet og det måtte jo lige prøves af og man må sige det er fuldstændig rigtigt et af de bedst måltider Jjeg har oplevet i Nordsjælland. Vi fik 5 retter, østers er nok det bedste Jeg har smagt i lang tid. Blev efterfuldt af rimet laks og helleflynder som var super. Tatar nok en af de bedste. Kalvekæbe med kærnemælk fantastisk smag. Desserten var også helt fantastisk. ikke at forglemme vi fik dejlige vine til.

Anmeldt af: Jan

 

Restaurant Bacchus, Odense - 
Anbefaling: En klasse op

11. feb. 2017
Anmeldelsestekst: 
Varme og hygge stråler ud fra restauranten, en god kontrast til en meget vinterkold aften. Et helt fantastisk sted som både udfordrer smagsløg og grænser. Høj service og god information om det vi får serveret. Blandt de allerbedste steder i Odense! Vi fik tre meget velsmagende retter og dertil rigtig godt hjemmebagt brød. Dejligt mætte da vi gik hjem - også selvom menuen gik op til otte retter. Tilhørende vine var nøje afstemt med retterne og dejligt at man kan nøjes med at købet et glas af hver. Restauranten er indrettet med dejlig fransk stemning, som blev understreget af baggrundsmusik med Edith Piaf. Kan kun anbefales.

Anmeldt af: Marianne

 

Restaurant Søren K, København K - Nu: Meget god klasse
Anbefaling: Rigtig bedømmelse

03. feb. 2017
Anmeldelsestekst: 
Søren K ligger højt på min liste over "ufarlige" steder. Her kan man trygt kan tage udenlandske gæster til at opleve danske råvarer uden at få en længere redegørelse fra en råtatoveret, pletskægget 19-årig tjener om fermenteret tang og andre ny nordiske tendenser. Det seneste besøg på Søren K. bekræfter det indtryk: Elegante retter, som pirrer nysgerrigheden uden at forsøge at revolutionere madverdenen. Den første ret gjorde størst indtryk: Laks, glaskål og en delikat is på brøndkarse. Instagram afslører, at laksen har været på menuen i en del måneder. Det kan man godt forstå. Den er flot i præsentation og flot balanceret i smag. Og så er der en god leg med teksturer: Knaset fra glaskålen. Den kolde is. Den bløde, næsten tataki-rå laks. Her tilføjede en Riesling fra Alsace den perfekte mængde syre og mineralitet. Eneste lille minus var, at vores tjener ikke umiddelbart kunne svare på, hvilke af vinene der var usvovlede. Vi fik bare at vide, at alt var biodynamisk. En petitesse.

Anmeldt af: Magnus

 

Substans, Aarhus - Nu: Meget god klasse
Anbefaling: En klasse ned

16. aug. 2016
Anmeldelsestekst: 
Kvaliteten af maden var god men ikke fremragende. Restaurantens akilleshæl er attituden og betjeningen. Det var oplagt at man søgte en laid back og uformel indstilling, men for os fremstod den små arrogant og indifferent - nærmest "spørg os om det rør os" - og det var ærgerligt. Det vi går efter ved et sådant besøg er en helhedsoplevelse og ikke bare at være "ude og spise". Det leverede Substans ikke. Ville vi anbefale restauranten? Næppe

Anmeldt af: Christian

 

Lecoq, Aarhus - 
Anbefaling: En klasse op

23. jul. 2016
Anmeldelsestekst: 
Vi var på Lecoq i Århus i går og fik månedens tre retters menu. To super lækre retter, velkomponerede smagsmæssigt og indbydende anrettet og en god dessert. Da vi ikke kunne drikke tre glas, som vinmenuen var på, spurgte vi, om vi kunne få en to-glas vinmenu i stedet for. Selvfølgelig kunne vi det. Det var symptomatisk for betjeningen: opmærksom, venlig og vidende. Vinene til de to retter var ikke standardvine, men karakterfulde og anderledes. De passede fint til hver deres ret. Så alt i alt synes jeg, vores oplevelse svarer til beskrivelsen af "God klasse" - endda med pil op.

Anmeldt af: Per

 

Slinger Bistro, Aarhus - 
Anbefaling: Rigtig bedømmelse

21. jun. 2016
Anmeldelsestekst: 
Mit besøg tog udgangspunkt i 3 forretter da jeg fandt hovedretterne lidt uinteressante - noget man kan få de fleste steder. Jeg startede med kammuslinger med spåner af hvide asparges og en sauce af brunet kærnemælk. Her var der store rå kammuslinger i en ok, lidt intetsigende sauce. Kammuslingerne var gode, men det havde klædt retten hvis de var skåret i lidt mere mundrette tern. Herefter fik jeg ristet foie gras med jordbær i balsamico med sprøde tuilles ("jordbærtærte" som de kaldte det. Fint stegt foie gras (havde den været frosset?) og et meget fint tilbehør med de supervelsmagende jordbær og lidt skarphed fra balsamicoen. Jeg sluttede af med kalvebrisler, men de var ikke helt som jeg håbede. Brisler er min absolutte favorit, så jeg var lidt skuffet over smagen og konsistensen af brislerne. Min konklusion er at der er en god innovation og iderigdom i Slinger Bistro's køkken, men der mangler alligevel noget.

Anmeldt af: Jens

 

Restaurant Domestic, Aarhus - Nu: Meget god klasse
Anbefaling: En klasse op

13. jun. 2016
Anmeldelsestekst: 
Varm modtagelse på en lun aften. Vi starter i den lille gårdhave med bobler og et mindre arsenal af snacks. Bedst er hørøget kartoffel, der viser, hvor fin en spise nye kartofler kan være. Laksen er topkvalitet og går flot i spænd med den hjemmelavede teriyaki. Herefter tager vi plads i restauranten til den store menu. Smagene er rene, og de på menuen listede ingredienser træder flot frem. Blæksprutte m. kornbouillon samt hummer m. hvide asparges er begge fremragende, og rabarbertærten m. crème fraiche afslutter måltidet smagsmæssigt og visuelt smukt. I kælderen indtages kaffe og opfindsomme petit fours. Vinene er nøje afstemt, og der er en række modige valg imellem, hvor f.eks. den klassiske Grüner Veltliner efterfølges af oxiderede italiensk orangevin. Smukt. Betjeningen og topprofessionel, nærværende og jordbunden, og som gæst guides man forbilledligt. Domestic leverer et af Aarhus' pt. skarpeste koncepter, som burde være i mesterklassen; svimlende tæt på Int'l mesterklasse.

Anmeldt af: Troels

 

Kok & Vin, Odense - 
Anbefaling: Rigtig bedømmelse

31. maj. 2016
Anmeldelsestekst: 
Vi var 3 personer Kristi Himmelfartsdag til lidt hurtig aftensmad. Imponerende vinkort hvor Bourgognevine for en gang skyld var delt op i de enkelte kommuner - flot. Vi fik tavlemenuen, som var en spændende oplevelse, med fine fortolkninger af ordinære retter. I det åbne køkken kunne vi følge med i at der blev arbejdet koncentreret og indforstået mellem de enkelte kokke. Betjeningen var venlig og rimelig kompetent, men der var travlt, hvilket betød at vi skulle være hurtige, når vi vil have fat i tjenerne. Vi bad om Rosévin og fik en vin der passede til forret og hovedret. Priserne er rimelige, men vil man bare have lidt god vin, bliver det hurtigt meget dyrt. Et meget behageligt sted som kan anbefales, men der er dog et pænt stykke op til de bedste restauranter, specielt på serviceniveauet.

Anmeldt af: Bo

 

Slinger Bistro, Aarhus - 
Anbefaling: En klasse op

30. maj. 2016
Anmeldelsestekst: 
Lad det være sagt med det samme- Slinger Bistro er en af de allerbedste restauranter overhovedet. Køkkenet fungerer nærmest som en scene, og her er der stor kulinarisk optræden. Her arbejdes der lydløst, koncentreret og med stor forståelse mellem personalet. Præcisionen i serveringen er perfekt. Maden dufter intenst og afstemt, med en varieret og intens smag i de enkelte delelementer, der sammen går op i en højere enhed. Det er ærlig mad, der både er spændende for øjnene, og især for smagsløgene. Venligt og uhyre kompetent personale, der guider dig igennem hele aftenen. Selv om der er travlt i restauranten, bemærker du det ikke. Du bliver guidet igennem mad og vin, på en måde, der må kunne bruges som reference. Vinkortet er spækket med vine fra de allerbedste producenter og til samme priser som de koster ved vinhandleren!! Her er der altså mulighed for at få de største Champagner og Bourgogne vine til samme pris som en ligegyldig vin koster på andre restauranter. Fantastisk spisested.

Anmeldt af: Bo

 

Fakkelgaarden, Kruså - 
Anbefaling: En klasse op

25. maj. 2016
Anmeldelsestekst: 
Fakkelgården ligger smukt ned til Flensborg Fjord, og stedet har 1. klasses interiør. Meget stringent betjening, hvor personalet er der hele tiden, men uden at man bemærker det. Jeg har spist der flere gange, og især Fakkelgårdens såkaldte lyse retter, er helt på niveau med de allerbedste restauranter rundt i verden. Her evner man at kombinerer adskillige smagsoplevelser på tallerkenen, så det går op i en højere enhed. De mørke retter er på højt niveau, men jeg vil foretrække at man vælge det lyse kød/fisk til hovedret, da det er her de er i verdensklasse. Vinkortet er flot, men kræver en kyndig vejledning, som betjeningen evner til fulde. Måske Sønderjyllands bedste spisested.

Anmeldt af: Bo

 

White Guide Nordic 2017 Stockebye caviar H.W. Larsen GASTRO unika Køb White Guide White Guide App