Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

Café Stranden, Henne - 
Anbefaling: Rigtig bedømmelse

23. jun. 2015
Anmeldelsestekst: 
Café Stranden viser hvordan en café bør være, og mange provins-caféer kan lære af Hans Beck Thomsens gastronomiske viden. Der er godt nok tale om de traditionelle caféretter, men med fokus på kvalitet, simplicitet og æstetik kommer maden op på et helt nyt niveau. Et niveau hvor smagsnuancerne fremstår veleksekveret og hvor ingredienserne er nøje udvalgt. Mange elementer går igen fra Hans Beck Thomsens tid på Henne Kirkeby Kro heriblandt blomsterne. Retterne inkluderer mange af sæsonens ingredienser og naturligvis har fisk en fremtæden rolle på menukortet. Der er ikke tale om en gastronomisk revolution, men derimod er retterne yderst delikate og byder på klassisk comfort food. Er pengepungen ikke til en frokost på den legendariske Henne Kirkeby Kro, er Café Stranden derimod et rigtig godt alternativ. Et alternativ hvor god mad er i fokus. Og så gør udsigten bestemt heller ikke noget.

Anmeldt af: Oskar

 

Canblau Tapasbar (Aarhus), Aarhus - 
Anbefaling: Rigtig bedømmelse

29. maj. 2015
Anmeldelsestekst: 
Tilfredsstillende men lidt ujævn oplevelse. Enkelte retter brillerede, mens et par af retterne var mindre interessante. Rimelige vine som glas-servering og generøse ophældninger trækker op. En del spændende flasker som ikke figurerer på vinkortet, men priserne (avancerne) er i den høje ende. Betjeningen venlig men ligesom retterne med vekslende opmærksomhedsniveau. Lokalerne er hyggelige og propre og beliggenheden meget central. Til prisen en ok oplevelse alt i alt.

Anmeldt af: Jeppe

 

Uformel, København V - Nu: Meget god klasse
Anbefaling: En klasse ned

19. maj. 2015
Anmeldelsestekst: 
En god restaurant med moderne mad der dog ikke altid er i balance, og et tjenerstab der på en mandag aften forekom noget stressede og ikke helt på toppen. F.eks. vidste den søde tjenerinde ikke mere om boblerne end at det "vist var Grand Cru" og vintjeneren kendte ikke til den d'Yquem de havde på kortet (eller dens smag). Fremragende retter (tartaren, andehovedretten) og andre der ikke ramte helt (jomfuhummer/løg o.a.). Godt,men ikke mesterklasse

Anmeldt af: Jevgenij

 

Restaurant AOC, København K - Nu: International mesterklasse
Anbefaling: Rigtig bedømmelse

19. maj. 2015
Anmeldelsestekst: 
Fremragende sted, et af de allerbedste! Vi fik den store menu/vinmenu, hvor dessertvinene blev udskiftet med en fantastisk d'Yquem 86. Eminent balance i maden, lette og elegante smage, men med masser af intensitet og karakter - ligesom i en god bourgognevin. Dertil en fremragende vinmenu - nok den bedste jeg har fået. Ingen dogmatisk naturvin her, blot vine med den største velsmag, kvalitet (og temperering), og plads til mere usædvanlige indslag, såsom æblefino'en til den fremragende pighvar i enebærbusk. Et skarpt match, hvor vinens sherryagtige tone komplimenter fiskens intense smag og enebærens dufte. Andre højdepunkter var flere appetisere, bl.a. noget så simpelt som et dusk perfekt sammensatte urter med en creme på samme urter at dyppe i - et eksempel på køkkenens evne til at balancere "simple" og klare smage, og de bedste råvarer, med stor velsmag til følge. Østers/kærnemælk, Zittauerløgretten, Porrer/trøffel og en fremragende hovedret samt desserterne kunne også fremhæves.

Anmeldt af: Jevgenij

 

Restaurant Kanalen, København K - Nu: Meget god klasse
Anbefaling: En klasse ned

22. apr. 2015
Anmeldelsestekst: 
Fantastisk mad, men haltende, mildest talt forvirrende, betjening. Vores tjener kendte ikke indholdet 'chef's choice' menuen, vi fik to gange den forkerte vin og til desserten kom vores dessertvin 10 min efter desserten var serveret. Synd, for maden er genial!

Anmeldt af: Per

 

Substans, Aarhus - Nu: Meget god klasse
Anbefaling: En klasse op

17. apr. 2015
Anmeldelsestekst: 
Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til, ærligt talt, da jeg bestilte bord på Substans. Jeg var i Århus dagen hvor de fik stjernen, og det virkede derfor som en perfekt mulighed. Da jeg trådte ind, kunne man med det samme mærke at det var et sted med hjertevarme. Vi startede med snacks, først hele, tørrede markchampignoner med en fed Karl-Johan mayonnaise til. Meget organisk og fantastisk! Næste var bagte skalotter med torskebrandade & dildpulver som var både sure, søde, fede & lette på én gang. Mine medspisere hoppede derefter på tartaren der fik selskab af masser af syrlige, friske urter. Jeg selv fik en fjølsblød suppe på blåmuslinger, der smagte så bølgerne brusede. Og min næste servering, ragout på skank & brisler serveret med smørstegte og rå violette rødder var til dato den skønneste jeg endnu har fået serveret! Jeg forstår godt stjernen faldt hos Substans. Med et så højt niveau & en så down-to-earth stemning er det en af de bedste madoplevelser jeg har haft i år. Wow.

Anmeldt af: Sarah

 

No. 2, København K - Nu: Mesterklasse
Anbefaling: Rigtig bedømmelse

17. apr. 2015
Anmeldelsestekst: 
Jeg var både overrasket og en lille smule skuffet over mit besøg på no.2. Beliggenheden er fantastisk, og designet i restauranten meget moderne og lækkert. Jeg og mine 2 medspisere, bestemte os efter lidt kyndig vejledning fra en kæk bartender, at vi skulle starte middagen med et par cocktails. Alle indeholdt akvavit og jeg var meget begejstret for min O.P Andersson med tonic & frisk agurk; gennemført og frisk, og passede skønt sammen med vores snacks, hvor især den lille pandekage med cremet rygeost & frisk agurk brændte sig fast i min hukommelse. Vi bestemte os for at bestille hele kortet for at opleve no.2s fulde potentiale. Og der var både opture, f.eks.den stegte torsk med den skønneste skum på brunet smør havde masser af salt og umami og fik alle til at signe hen i stilhed. Dog skuffede et par serveringer med lidt overtilberedning og en følelse af, har jeg ikke fpet dette her før? Men, alt i alt en skøn oplevelse. Dejlig betjening og dejlig mad, dog med et par fodfejl.

Anmeldt af: Sarah

 

Køb White Guide White Guide Nordic 2017 Stockebye caviar GASTRO unika White Guide App