Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

Mesterklasse & prisvindere 2018

GLOBAL MESTERKLASSE

1. GERANIUM København 39/97
2. KOKS Kirkjubøur 39/93
3. MIELCKE & HURTIGKARL København 38/95
4. RESTAURANT AOC København 38/94
- SØLLERØD KRO Holte 38/94
6. ATELIER 85 Kvistgård 38/89
7. SLOTSKØKKENET/DRAGSHOLM SLOT Hørve 37/91
- STUDIO København 37/91
9. RESTAURANT KOCH Aarhus 37/88
10. HOTEL FREDERIKSMINDE Præstø 37/83
11. KONG HANS KÆLDER København 36/91
12. KADEAU KØBENHAVN København 36/90
13. FREDERIKSHØJ Aarhus 36/88
14. AMASS København 36/87
- KADEAU BORNHOLM Aakirkeby 36/87
16. TI TRIN NED Fredericia 36/84
17. MOLSKROEN Ebeltoft 36/83
 

MESTERKLASSE

18. 108 København 35/87
19. FALSLED KRO Millinge 35/86
20. RESTAURANT BABETTE Vordingborg 35/84
- KIIN KIIN København 35/84
22. RESTAURANT MEJERIET Mårslet 35/83
- RELÆ København 35/83
24. CLOU København 35/79
25. RESTAURANT TABU Aalborg 35/76
26. FORMEL B København 34/86
27. MARCHAL København 34/83
28. DEN RØDE COTTAGE København 34/82
29. BRACE København 34/81
- HENNE KIRKEBY KRO Henne 34/81
- TREE TOP Vejle 34/81
32. GEIST København 34/80
- RUTHS GOURMET (Ruths Hotel) Skagen 34/80
34. VEVE København 34/78
35. FRU LARSEN Langå 34/76
36. BARR København 33/90
37. THE RESTAURANT BY KROUN Skodsborg 33/80
38. JORDNÆR Gentofte 33/79
39. NO. 2 København 33/78
- VILLA VEST Lønstrup 33/78
41. RESTAURANT KAROLINE AMALIE Silkeborg 33/77
42. HÆRVÆRK Aarhus 33/76
43. NIELS København 33/75
- VENDIA GOURMET Hjørring 33/75
45. NÆRVÆR København 32/84
46. ADMIRALGADE 26 København 32/83
47. STAMMERSHALLE BADEHOTEL Gudhjem 32/80
48. ROS Tønder 32/77
- SØNDERHO KRO Fanø 32/77
- THE BALCONY Odense 32/77
- VALLØ SLOTSKRO Køge 32/77
52. RESTAURANT MEMU Vejle 32/76

ÅRETS PRISVINDERE

Årets bedste restaurant

Byder på en kulinarisk helhedsoplevelse i verdensklasse. Vinderen kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint. Såfremt flere restauranter opnår samme antal totalpoint, er madpointene afgørende. Med udmærkelsen præmierer White Guide den absolutte højdespringer i dansk gastronomi og restaurantkultur.

Vinder: Geranium, København

Begrundelse: "Stjernekokken Rasmus Kofoed og manager Søren Ledet opretholder sammen med restaurantchef Mikael Båth og deres fantastisk kompetente team et sublimt gastronomisk niveau på snart tolvte år. Madkreationerne beviser, at køkkenet håndværksmæssigt mestrer at levere velsmagende klassiske retter tilberedt og anrettet til perfektion og måske netop derfor samtidig evner at være både udforskende og innovative i smag, kombinationer og udtryk. Geranium leverer klippefast på allerhøjeste internationale mesterklasseniveau, hver gang!"

Årets nye restaurant

Uddelt i samarbejde med Stokkebye Caviar.
Er en nyåbnet ambitiøs restaurant, der i stilfulde omgivelser med god stemning og med højt serviceniveau mestrer at levere et særegent smagsudtryk på internationalt mesterklasseniveau og kompetent matche maden på tallerkenen med drikkevarer.

Nominerede: Atelier 85, Barr, Jordnær

Vinder: Atelier 85, Kvistgård

Begrundelse: ”Med udgangspunkt i hovedhuset til et nedlagt landbrug syd for Kvistgård har Brian Pedersen i sin rummelige, men intime restaurant med blot ti pladser præsteret at træde direkte til tops blandt Kongerigets bedste restauranter med sin nyskabende, nysgerrigt søgende og perfektionistisk udførte kogekunst. Her er nærvær, omgivelser, miljø, stemning og velsmag i rigelige mål.”

Årets innovatør

Uddelt i samarbejde med Arla Unika.
Gives til en nyskabende restaurant eller person, der inden for et eller flere elementer af helhedsoplevelsen har tilført vores gastronomiske scene noget banebrydende.

Nominerede: Gemyse, Ræst, Veve

Vinder: Veve, København

Begrundelse: ”Henrik Yde har præsteret at skabe en laktovegetarisk mesterklasserestaurant, hvor nytænkte velsmagende retter afleder selv den mest kritiske kødelskers trang til traditionelt proteinindtag. Menuen er en vovet gastronomisk oplevelsesrejse i originale fortolkninger af retter fra en række autentiske køkkener, fortrinsvis produceret på lokale råvarer. Vovet, vellykket og innovativt.”

Årets serviceoplevelse

Uddelt i samarbejde med De Forenede Dampvaskerier.
Er når en restaurant evner at udvise en ekstraordinær servicefornemmelse, som får gæsten til at føle sig i fokus, hver gang. Her tæller opmærksomhed på gæsten, betjeningen, eksekveringen, viden om maden og drikkevarerne.

Nominerede: Slotskælderen/Dragsholm Slot, Stammershalle Badehotel, Søllerød Kro

Vinder: Søllerød Kro, Holte

Begrundelse: ”Ingen over og ingen ved siden af Jan Restorff, der på overlegen vis bare bliver ved at udvikle sin evne til at udvise tilstedeværelse og værtskab på en så overskudsagtig vis, at man på Søllerød ikke kan undgå at føle sig forkælet og i centrum. Med Brian Mark Hansen i køkkenet leverer hele teamet en gennemført topprofessionel serviceoplevelse uden lige.”

Årets unge kokketalent

Uddelt i samarbejde med Lavazza.
Hæderen går til en kok under 30 år, som vedvarende og på et ekstraordinært højt niveau har præsteret at træde ind på Kongerigets restaurantscene og her bidrager med både nytænkning håndværksmæssig tæft i særklasse.

Nominerede: Jacob Burmølle-Jensen, Christian Gadient, Poul Andrias Ziska

Vinder: Poul Andrias Ziska

Begrundelse: ”Både på toprestauranten Koks og i forbindelse med vinterhalvårets pop-ups i udlandet præsterer Poul Andrias Ziska på overlegen vis at overbevise om sit ubestridte talent. Han har en overlegen evne til at fremelske helt unikke smagsoplevelser med udgangspunkt i håndhøstede lokale råvarer. Poul Andrias sikrer, at Koks’ køkken stabilt leverer smagsoplevelser i Global Mesterklasse. Poul er nutiden – og fremtiden.”

Årets vinoplevelse

Uddelt i samarbejde med Vinakademiet.
Vindes af en restaurant, som har en vidende, nærværende og uprætentiøs sommelier, der kan forstå og imødekomme sin gæsts behov og bidrage til at sikre en helstøbt vinoplevelse. Vinudvalget, herunder producenter, årgange, diversitet, overskuelighed, matchning og sammensætning af vinmenu indgår som kriterier i bedømmelsen.

Nominerede: Ancestrale, Mielcke & Hurtigkarl, Nærvær

Vinder: Mielcke & Hurtigkarl, København

Begrundelse: ”Siden firserne har danskerne haft fornøjelsen af at nyde godt af passionerede Jose Santos' evne til at dele sin kærlighed til vin og hans enorme viden og evne til at parre exceptionelle vine med mad. Lysten til at følge med og være på forkant er ikke bare intakt, men et forbillede til efterlevelse. Blandt restaurantens personale synes appetitten på at udvikle vinkort og –matches at være umættelig. Mest imponerende er, at man hos Mielcke & Hurtigkarl endda er lykkedes med, at gæsten ikke savner Jose, når han ikke selv er til stede, for stedets øvrige vintjenere er fuldt ud kapable til at tage over.”

Årets feel good-oplevelse

Uddelt i samarbejde med Catering Engros.
Gives til en restaurant, der i sublim grad byder på nærvær og stemning, evner at sætte gæsten i centrum og gør det til et specielt rart og hyggeligt sted at indtage et måltid. Maden og drikkevarerne skal være gode, men især stemningen, miljøet og det, der 'ligger i luften' – noget ægte og sympatisk, skal få os til at føle os ekstra godt tilpas, og give os lyst til at komme igen og gøre restauranten til vores stamsted.

Nominerede: La Banchina, Christianshøjkroen, Ros

Vinder: Ros, Tønder

Begrundelse: ”En uforlignelig stemning, stor hjertevarme, der inkluderer modtagelse og afsked i døren, nærvær, hvor kokkene selv præsenterer og serverer alle retter ved bordet og ægte sønderjysk lune kombineret med en ekstraordinær madoplevelse, der baseres på lokale råvarer, gør Ros i Tønder til en skattet feelgoodplevelse, der bestemt også er en rejse værd.”

Årets smag for skillingen

Uddelt i samarbejde med Ken Storkøkken.
Prisen vindes af en restaurant, der præsterer at servere mad, matche drikkevarer, yde service og værtskab samt skabe stemning og miljø i mesterklasse til en pris, hvor alle kan være med.

Nominerede: Remouladen, Textur, Vallø Slotskro 

Vinder: Vallø Slotskro, Køge

Begrundelse: ”I fantastiske rammer byder Vallø Slotskro på en afstressende hyggeoplevelse, hvor prisen for en menu på mesterklasseniveau omfatter herskabeligt hotelophold og lækker morgenmad, så du som gæst med god samvittighed kan nyde de velmatchede drikkevarer.”

Årets vinkort

Uddelt i samarbejde med Ken Storkøkken
Gives til det velstrukturerede og diversificerede vinkort, der både rummer traditionelle og klassiske samt moderne og biodynamiske vine, og som vægter velsmag uanset produktionsform, geografi og historie. Det har nøje udvalgte kvalitetsvine i alle prislejer, runde og modne som friske og spændstige, og selvfølgelig exceptionelle rariteter til de helt særlige lejligheder. Vinene er valgt med udgangspunkt i køkkenets gastronomiske udtryk, variationen i retterne og gæsternes præferencer. Overskueligt, velassorteret og personligt.

Nominerede: Babette, Geranium, Søllerød Kro

Vinder: Søllerød Kro, Holte

Begrundelse: ”Nysgerrighed, et åbent sind over for nye områder, druer, producenter og tilgange til velsmag, et kontinuerligt højt niveau over mange årtier, mod, viden og muligheden for at lade vine modne under ideelle forhold er forudsætningerne for, at vinkortet på Søllerod Kro kan betegnes som Danmarks allerbedste. Her kan du, under kyndig vejledning, altid matche både smag og pengepung.”

Årets øloplevelse

Uddelt i samarbejde med Sidekick Brewing.
Gives til en restaurant, som har udmærket sig ved et særligt ambitiøst arbejde med sit udbud af eksklusive øl. Her er valget af leverandører og producenter, ølkortets komposition, skænkningen, mad- og ølsammensætning, håndteringen, præsentationen, formidlingen og evnen til at forstå gæstens behov centrale kriterier i bedømmelsen.

Nominerede: Barr, Brus, Vendia Brasserie

Vinder: Barr, København

Begrundelse: ”Hos Barr i Nomas tidligere lokaler på Christianshavn mestrer brygger Andreas Pedersen og barchef Johan Blasberg med deres topprofessionelle team at levere unikke øloplevelser, der er perfekt parret med køkkenchef Thorsten Schmidts delikate nyfortolkninger af de klassiske nordsøkøkkener. Den kyndige rådgivning sikrer, at du med sikker hånd bliver manøvreret gennem udsøgte øjenåbnende, velmatchede ølekstremer og -rariteter.”

Årets kør hjem drikkevaremenu

Uddelt i samarbejde med Dagmar.
Prisen tildeles en restaurant, som mestrer at parre sine retter med særligt fremelskede ikkealkoholiske drikkevarer, så den kulinariske oplevelse for både asket og chauffør holdes i højsædet. Her tæller også fokus, komposition, mad- og drikkevaresammensætning, håndtering og præsentation.
Nominerede: Kadeau Bornholm, Mielcke & Hurtigkarl, Studio

Vinder: Mielcke & Hurtigkarl, København

Begrundelse: "I vanlig nysgerrigt udforskende stil har Mielcke & Hurtigkarl eksperimenteret sig frem til en række fantastisk vellykkede hjemmebryggede ikkealkoholiske ledsagere til de vidt forskellige smagsudtryk i deres retter. Her er intet helligt, så udvalget baserer sig både på hjemmebrygget kombucha, laktose, juicer, bær og urter, der, med rette, præsenteres med stolthed og stor entusiasme. På trods af høje ambitioner indfries de til fulde af niveauet på den enestående ikkealkoholiske drikkevaremenu, der matches sublimt til maden."

Årets kaffeoplevelse

Uddelt i samarbejde med Lavazza.
Prisen modtages af en restaurant, som i særlig grad har udmærket sig ved et ambitiøst arbejde med kaffe – både i kop og i og til maden. Her er valget af leverandører og producenter, brygningen, håndteringen og  præsentationen centrale kriterier i bedømmelsen.
Nominerede: 108, Geranium, Kadeau København

Vinder: 108, København

Begrundelse: "Den tidligere baristaverdensmester, Tim Wendelboe, har i dag slået sig på at producere kaffe, der er så lysristet, som det lader sig gøre. Derved bevares størstedelen af de vidt forskellige frugtnuancer, der, afhængig af art, er i bærrene. På 108 fremelskes ganske syrlige og sarte kaffer, som er helt vinøse i deres udtryk, mens kaffens krop er mere spinkel og nogle af de karakteristiske mørkbrændte noter ikke er så udtalte. Alle baristaerne er veluddannede, rutinerede og bidrager gerne med at matche kaffevarianterne med både desserter, petit four og avec. En overlegen kaffeoplevelse med gæsten i fokus."

Årets bæredygtige

Uddelt i samarbejde med GASTROunika.
Stjernekokkene og køkkencheferne er vor tids rockstjerner, hvis adfærd fungerer som eksempler til efterlevelse. Prisen tildeles en restaurant, der forbilledligt viser vejen med brug af økologiske og biodynamiske råvarer, refood og lokal forankring af ingredienser og produktion.

Nominerede: Amass, Moment, Veve

Vinder: Amass, København

Begrundelse: "Matt Orlando, der indtil åbningen af Amass i 2013 huserede som køkkenchef på Noma, har løbende udviklet evnen til at fremelske delikatesser af alle dele af sine råvarer. Her er der ingen biprodukter, kun nye produkter. Amass udgør nærmest sit eget lille økosystem, da restauranten praktisk talt, med succes og velsmag, genbruger alle de ting, man ellers ville smide ud. Et forbillede til efterlevelse."

Årets fiske- og skaldyrsoplevelse

Uddelt i samarbejde med Fiskerikajen.
Prisen gives til et sted, der byder på en rå og uforfalsket velsmag af friske fisk- og skaldyr og formår at tilberede og garnere disse, så de udgør unikke smagsoplevelser.

Nominerede: La Banchina, Fanø Østersfestival, Villa Vest

Vinder: Fanø Østersfestival, Fanø

Begrundelse: "What's not to like, når en perlerække af landets allerdygtigste fiske- og skaldyrsvirtuoser i forbindelse med en prestigiøs konkurrence om at blive kåret som årets bedste østerskok serverer egne fortolkninger af delikate østershapsere for en flad 20’er? Færgen og Dansk Ø-ferie står bag, når Fanø i, hvad der jævnfør Dansk Sprognævn fremover frit må benævnes 'østerårsferien', indbyder til et firedages skaldyrsorgie. Det er ikke kun under den firedages festival, at man på Fanø selv kan høste og nyde østers, knivmuslinger, hjerte-, sand- og blåmuslinger. Tanken er netop at gøre østers og skaldyr til en mere folkelig spise."

Årets dessertoplevelse

Uddelt i samarbejde med Cacao Barry.
Prisen tildeles en restaurant, der gør noget helt særligt ud af ikke kun at kæle for, men også at udfordre vores søde tand – et sted, hvor der gøres noget ekstraordinært ud af måltidets afslutning.

Nominerede: Frederikshøj, Restaurationen, Søllerød Kro

Vinder: Søllerød Kro, Holte

Begrundelse: "På Søllerød Kro har Brian Mark Hansen formået at løfte det i forvejen enestående niveau på stedets desserter til nye højder. Desserterne er smagfuldt velkomponerede anretninger, som begejstrer både øjne og gane. Køkkenet formår på sublim vis at gøre desserter til gastronomiske kunststykker."

Årets værtspar

Prisen som årets værtspar tildeles en restaurant, hvor værtskab af værtsparret sammen med god mad og drikke i stemningsfyldte rammer gør spiseoplevelsen til noget helt specielt.

Nominerde: Jordnær, Restaurationen, Vallø Slotskro

Vinder: Jordnær, Gentofte

Begrundelse: "Med den nært forestående lukning af Den Røde og Gule Cottage, ville der i Gentofte Kommune have været opstået et gastronomisk vakuum, hvis ikke Jordnær fra dag eet har markeret sig som ny toprestaurant. Værtsparret Tina og Eric Vildgaard er nærværende, servicemindede, engagerede og perfektionistiske i deres tilgang til mad, drikkevarer og service. Vi glæder os til at følge udviklingen i denne nye mesterklasserestaurant, der har lagt hårdt fra land med 33 point for mad og 79 totalpoint."

------------------------------------------------

Mesterklasse & prisvindere 2016/17

INTERNATIONAL MESTERKLASSE
1. NOMA København 39/96
2. GERANIUM København 38/95
- KADEAU KØBENHAVN København 38/95
4. RESTAURANT AOC København 38/91
5. KONG HANS KÆLDER København 37/93
6. ANTE København 37/92
7. MIELCKE & HURTIGKARL Frederiksberg 37/91
- SØLLERØD KRO Holte 37/91
9. ALCHEMIST København 37/90
SLOTSKØKKENET/DRAGSHOLM SLOT Hørve 37/90
11. RESTAURANT KOCH Aarhus 37/89
12. KOKS Tórshavn, Færøerne 37/83
13. FREDERIKSHØJ Aarhus 36/90
- STUDIO København 36/90
15. KADEAU BORNHOLM Aakirkeby 36/89
16. FALSLED KRO Millinge 36/85
17. TI TRIN NED Fredericia 36/83
18. HOTEL FREDERIKSMINDE Præstø 36/80
- GRØNBECH & CHURCHILL København 36/80

MESTERKLASSE
20. ALBERTO K København 35/88
21. FORMEL B Frederiksberg 35/86
22. THE RESTAURANT BY KROUN Skodsborg 35/81
23. VENDIA GOURMET Hjørring 35/76
24. MARCHAL København 34/83
25. TALLER København 34/82
26. GEIST København 34/81
- HENNE KIRKEBY KRO Henne 34/81
- KIIN KIIN København 34/81
29. TREE TOP Vejle 34/80
30. DEN RØDE COTTAGE Klampenborg 34/79
31. PONY København 34/78
- RUTHS GOURMET (RUTHS HOTEL) Skagen 34/78
- SVINKLØV BADEHOTEL Fjerritslev 34/78
- VILLA VEST Lønstrup 34/78
35. CLOU København 34/77
- FRU LARSEN Langå 34/77
37. RELÆ København 33/79
38. RESTAURANT BABETTE Vordingborg 33/77
39. AMASS København 32/80
- STAMMERSHALLE BADEHOTEL Gudhjem 32/80
41. MOLSKROEN Ebeltoft 32/79
42. RESTAURATIONEN København 32/78
43. ME|MU Vejle 32/76
- RESTAURANT KAROLINE AMALIE Silkeborg 32/76
45. GASTROMÉ Aarhus 32/75
- HÆRVÆRK Aarhus 32/75
- NAERT København 32/75

ÅRETS PRISVINDERE
Årets bedste restaurant
Prisen blev overrakt af Francis Cardenau, og vinderen er en restaurant, som leverer en restaurantoplevelse i verdensklasse. Vinderen kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint. Præsterer flere restauranter på samme niveau, er madpointene, afgørende. Med udmærkelsen Årets bedste restaurant præmierer White Guide højdepunktet i dansk gastronomi og restaurantkultur lige nu.

Vinder: Noma, København
Begrundelse: ”Fordi vi på 3. år er aldeles forført af restauranten, der aldrig forfalder til perfektionens apati. Som har modet til at være et originalt sanseligt kunstværk, komplet med al den kreative galskab, minutiøse delikatesse og velsmagende underholdningsværdi, der skal til at rykke grænserne for vores gastronomiske comfort zone. Ingen rykker som Noma.”

Årets nye restaurant
Prisen blev uddelt i samarbejde med Gastromand, og vinderen er en restaurant, som er et nyt stjerneskud på restauranthimlen, der fra dag ét byder på stilsikker og avanceret madlavning i kombination med et imponerende niveau for helhedsoplevelsen.

Nominerede: Alchemist, Ante, Restaurant Koch, Taller og The Restaurant by Kroun

Vinder: Ante, København
Begrundelse: ”For sin perlerække af gennemtænkte retter i smuk balance mellem kunstnerisk udfordring og instinktiv velsmag. Ante er et raffineret kondensat af alle byens gastronomiske tendenser, perfekt og ubesværet eksekveret med nærvær og smil. En skøn oplevelse.”

Årets innovatør
Prisen blev uddelt i samarbejde med Arla Unika, og den gives til en restaurant eller en person, der har tilført gastronomien noget nyt og banebrydende. Det kan være i rammerne omkring og præsentationen af det kulinariske eller i selve det gastronomiske udtryk og indhold.

Nominerede: Alchemist, Restaurant Domestic, Taller og Vendia Gourmet

Vinder: Alchemist, København
Begrundelse: ”For et forfriskende, personligt, legesygt og lysende klart bud på en alternativ vej for dansk topgastronomi med overlegen mad, service, sommelierarbejde og historiefortælling i Rasmus Munks molekylærgastronomiske laboratorium fra lammekranie til trylledrik med cobrapulver og guldstøv.”

Årets serviceoplevelse
Prisen blev uddelt i samarbejde med De Forenede Dampvaskerier, og den gives til en restaurant, som med sin udsøgte servicefornemmelse har bidraget til at føre restaurantkulturen fremad. Opmærksomhed på gæsten, viden om mad og drikkevarer, betjeningens gennemførelse og attitude fra bordbestilling til afsked eksekveres varmt, flydende og fejlfrit.

Nominerede: Den Røde Cottage, Frederikshøj, Geranium, Kong Hans Kælder, Søllerød Kro og Ti Trin Ned

Vinder: Søllerød Kro, Holte
Begrundelse: ”Jan Restorff er en institution i den danske restaurantbranche, men han og hans team hviler aldrig på laurbærrene. Ingen forlader kroen i Holte uden at være blevet set, forstået, serviceret og charmeret. Værtskabets kunst udøves med ekstraordinær præcision, professionalisme og god gammeldags hjertevarme.”

Årets unge kokketalent
Prisen blev uddelt i samarbejde med Lavazza og gives til en kok under 30 år, som inden for det seneste år har gjort sig positivt bemærket med håndværksmæssig præcision og frække idéer og evnen til at eksekvere dem konsistent og professionelt.

Vinder: Bryan Francisco, køkkenchef på Tree Top, Vejle
Begrundelse: ”Bryan Francisco er bare 25 år gammel, men styrer køkkenet på Tree Top med stor selvsikkerhed og et tårnhøjt gastronomisk niveau med perfekte tilberedninger og sublime smagssammensætninger. Med sikker hånd kombinerer han elementer fra det nordiske køkken med talrige innovative indslag og eksotisk inspiration. Han er et lysende talent.”

Årets vinoplevelse
Prisen blev uddelt i samarbejde med Vinakademiet og Dansk Sommelier Forening og gives til en restaurant, som har udmærket sig ved et særligt ambitiøst vinarbejde. Valget af leverandører og producenter, vinkortets komposition, menuopbygning, mad- og vinsammensætning, håndtering, præsentation, formidlingstæft og evnen til at forstå gæstens behov er centrale kriterier i bedømmelsen.

Nominerede: Alchemist, AOC, Era Ora, Karoline Amalie og Restaurant Naert

Vinder: Era Ora, København
Begrundelse: ”Vinene fra det omfattende og naturligt italofile kort og i husets tre vinmenuer er modne og spændende og matches til de mange retter med stor sensorisk indsigt. Sommelierarbejdet er ekstremt kyndigt udført i ulastelig form og med vinpræsentationer blandt årets allermest appetitlige, præcise og oplysende, og hvert eneste glas vineres før servering.”

Årets feel good-oplevelse
Prisen blev uddelt i samarbejde med Catering Engros og gives til en restaurant, hvor det er specielt rart og hyggeligt at indtage et måltid. Det handler også om mad og drikkevarer, men primært stemningen, miljøet og det, der ”ligger i luften” – noget ægte og sympatisk, som får os til at føle os ekstra godt tilpas, og giver os lyst til at komme igen og gøre restauranten til vores stamsted.

Nominerede: 20a, Barbie, Bæst, Huset Blom og Restaurant Essens

Vinder: Huset Blom, Sønderborg
Begrundelse: ”For sin imødekommende og afslappede stil i kombination med et klassisk look og en moderne køkken- og serviceprofil. Det åbne køkken laver uprætentiøs cosyfood og delemad til meget fornuftige priser. Her er plads til alle. Hverdag, lækkerhed, familie, business and pleasure i skøn forening.”

Årets smag for skillingen
Prisen blev uddelt i samarbejde med H.W. Larsen og gives til en restaurant, der ikke bare leverer tidssvarende gastronomi og en fed helhedsoplevelse fra værtskab til vinvalg, men som gør det inden for en prisramme, hvor alle kan være med. Også på en onsdag.

Nominerede: 20a, Lieffroy, Llama, Pony og Restaurant ET

Vinder: 20a, København
Begrundelse: ”Er permanent pakket til bristepunktet - en naturlig konsekvens af velsmagens høje niveau og prisernes usædvanligt lave ditto. Dagens ret til under 150 og et vinkort med 40-50 titler på glas til under en hund. Læg dertil en pivhyggelig stemning, søde gæster og varm og personlig betjening.”

Årets vinkort
Prisen blev uddelt i samarbejde med Spiegelau og gives til det perfekt kuraterede kort, som balancerer det moderne med det klassiske, og som er udogmatisk mht. produktionsfilosofi, geografi og klassificering. Det viser en bredde i prisniveauer, berømtheder, skæve overraskelser, det friske og det modne og de helt store brag til en særlig lejlighed. Det er kræsent udvalgt med sans for variationer i retterne og i gæsternes vinøse præferencer. Flerdimensionelt, personligt og fokuseret.

Nominerede: Anarki, Geranium, Malling Kro og Restaurant Koch

Vinder: Malling Kro, Malling
Begrundelse: ”Der er efterhånden langt imellem de store, altomfattende, brede og dybe vinkort, der imødekommer novicer på budget såvel som velbjærgede nørder. Her er sådan et. Malling Kros kort er kyndigt komponeret med stor forståelse for gæsternes behov og en åbenlys personlig passion. Et slaraffenland for vinelskere. Nu i et smart digitalt format, der gør det endnu nemmere at finde de perfekte dråber.”

Årets øloplevelse
Prisen blev uddelt i samarbejde med Jacobsen og gives til den restaurant, som i årets løb konsistent har leveret de største, mest originale, overraskende og gennemførte oplevelser med øl. Både i forhold til udvalg, produktkvalitet, friskhed og samspil med maden, og i skænkning, glas, servering, præsentation og øllets integration i restaurantens koncept.

Nominerede: Nørrebro Bryghus, Ramen to Bíiru, Vendia Brasserie og WarPigs

Vinder: WarPigs, København
Begrundelse: ”Stedets kompromisløse ind-til-benet-koncept, øl + kød + røg, stiller krav til de enkle elementers kvalitet, og WarPigs leverer varen ekstremt overbevisende fra 20 haner med flabede 6 husbryg og resten fra indehavere 3Floyds og Mikkeller eller deres venner. Spritfriske og smukt bryggede sours, IPA’er, APA’er og komplekse håndværkspilsnere skyller effektivt de Texas-rubbede røgvarer sydpå.”

 


 Priser i White Guide 2015/16

Årets bedste restaurant

Leverer en restaurantoplevelse i verdensklasse. Vinderen kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint. Præsterer flere restauranter på samme niveau, er madpointene, afgørende. Med udmærkelsen Årets restaurant præmierer White Guide højdepunktet i dansk gastronomi og restaurantkultur lige nu.

Nominerede
Geranium, København
Søllerød Kro, Holte
Kadeau København, København
Noma, København
 

Årets nye restaurant

– uddeles i samarbejde med Carlsberg
Et nyt stjerneskud på restauranthimlen, men ikke en kortlivet supernova. Nyheden, der præmieres, byder fra dag ét på stilsikker og avanceret madlavning i kombination med et tårnhøjt niveau for helhedsoplevelsen.

Nominerede
Uformel, København
Gastromé, Aarhus
No. 2, København
Restaurant Tabu, Aalborg
 

Årets serviceoplevelse

– uddeles i samarbejde med De Forenede Dampvaskerier
Gives til en restaurant, som med sin udsøgte servicefornemmelse har bidraget til at føre restaurantkulturen fremad. Opmærksomhed på gæsten, viden om mad og drikkevarer, betjeningens gennemførelse og attitude fra bordbestilling til afsked eksekveres varmt, flydende og fejlfrit.

Nominerede
Restaurant AOC, København
Kong Hans Kælder, København
Frederikshøj, Aarhus
Noma, København
 

Årets vinoplevelse

– uddeles i samarbejde med Spiegelau
Gives til en restaurant, som har udmærket sig ved et særligt ambitiøst vinarbejde. Valget af leverandører og producenter, vinkortets komposition, menuopbygning, mad- og vinsammensætning, håndtering, præsentation, formidlingstæft og evnen til at forstå gæstens behov er centrale kriterier i bedømmelsen.

Nominerede
Mielcke & Hurtigkarl, København
Kadeau København, København
Søllerød Kro, Holte
Restaurant AOC, København
 

Årets unge kokketalent

– uddeles i samarbejde med Lavazza
Gives til en kok under 30 år, som inden for det seneste år har gjort sig positivt
bemærket med håndværksmæssig præcision, frække idéer og evnen til at eksekvere
dem konsistent og professionelt.

Frederik Alexander Rudkjøbing, Uformel, København
 

Årets ”feel good-oplevelse”

Gives til en restaurant, hvor det er specielt rart at indtage et måltid. Det handler også om mad og drikkevarer, men endnu mere er det stemningen, miljøet og det, der ’ligger i luften’ – noget ægte og sympatisk, som får os til at føle os ekstra godt tilpas, og giver os lyst til at komme igen – og igen.

Nominerede
Piaf, Silkeborg
Bistro59, Aalborg
Gorilla, København
Klassisk 65, Aarhus
 

Årets ”en rejse værd”

– uddeles i samarbejde med Horesta
Gives til en restaurant, hvor arbejdet i gastronomiens tjeneste og niveauet på helhedsoplevelsen
lokker gæster til langvejs fra. Den lille landsbykro i landsbyen såvel som de luksuriøse sæson- og storbyrestauranter kan være en rejse værd.

Nominerede
Hotel Frederiksminde, Præstø
Kadeau Bornholm, Aakirkeby
Falsled Kro, Millinge
Ti Trin Ned, Fredericia
 

Årets innovatør

– uddeles i samarbejde med Arla Unika
Gives til en restaurant eller en person, der har tilført gastronomien noget nyt og
banebrydende. Det kan være i rammerne omkring og præsentationen af det kulinariske
eller i selve det gastronomiske udtryk og indhold.

Nominerede
1. th, København
Gorilla, København
Bæst, København
Øl & Brød by Mikkeller, København
 

Årets smag for skillingen

Gives til en restaurant, der ikke bare leverer tidssvarende gastronomi og en fed helhedsoplevelse fra værtskab til vinvalg, men som gør det inden for en prisramme, hvor alle kan være med. Også på en onsdag.

Nominerede
Osteria 16, København
Barbie, København
Canblau Tapasbar, Aarhus
Essens, Frederikshavn

 

Årets vinkort

– uddeles i samarbejde med Theis Vine
Gives til det perfekt kuraterede kort, som balancerer det moderne med det klassiske, og som er udogmatisk mht. produktionsfilosofi, geografi og klassificering. Det viser en bredde i prisniveauer, berømtheder, skæve overraskelser, det friske og det modne og de helt store brag til en særlig lejlighed. Det er kræsent udvalgt med sans for variationer i retterne og i gæsternes vinøse præferencer. Flerdimensionelt, personligt og fokuseret.

Nominerede
Malling Kro, Malling
KUL, København
Søllerød Kro, Holte
Vallø Slotskro, Køge

 


 
Priser fra White Guide 2014

Årets restaurant | Noma

Årets restaurant giver en restaurantoplevelse i verdensklasse og en blændende madoplevelse i international mesterklasse. Vinderen kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint – og præsterer flere restauranter på samme niveau, er det madpointene, der er afgørende. Med udmærkelsen Årets restaurant præmierer White Guide højdepunktet i dansk gastronomi og restaurantkultur lige nu.

Nominerede: noma, Geranium, Studio og Frederikshøj

"Noma vinder for at levere en mageløs, helstøbt restaurantoplevelse, hvor sanseudvidende mad-, service- og vinoplevelser leveres med en befriende portion humor og en knivspids rock ’n’ roll. Årets bedste restaurant har en unik position som Skandinaviens gastronomiske tænketank, men viser ingen tegn på at sætte farten ned og hvile på laurbærrene. Tværtimod trykker de på speederen og er i 2014 bedre end nogensinde.”

Overrækkes af Jan Krag Jacobsen, adjungeret professor ved Performance Design på Roskilde Universitet og præsident (og vicepræsident) for Det Danske Gastronomiske Akademi 1992-2012.

Årets madoplevelse – i samarbejde med Lavazza | Geranium

Årets madoplevelse er sammen med Årets restaurant White Guides fornemmeste udmærkelse. Den gives til en restaurant, som præsterer en anderledes, fantastisk madoplevelse i international mesterklasse og alt i alt en strålende restaurantoplevelse. Med udmærkelsen Årets madoplevelse præmierer White Guide en frontlinje i dansk gastronomi lige nu.

Nominerede: noma, Geranium, Studio og Frederikshøj

”Geranium vinder for med den yderste tekniske præcision at levere en visuelt spektakulær og smagsmæssigt sindsoprivende måltidsoplevelse. Der hviler en lethed og friskhed over hele forestillingen, som er minutiøst tilrettelagt og formår at tage gæsten på en rejse rundt i et imponerende arsenal af råvarer og smagsindtryk uden at overmætte hverken mave eller sind.”

Uddeles i samarbejde med Lavazza og overrækkes af Nordic Key Account Manager Johannes Jamali.

Årets vinoplevelse – i samarbejde med Spiegelau | Mielcke & Hurtigkarl

Med udmærkelsen Årets vinoplevelse præmieres en restaurant, som har udmærket sig ved et ambitiøst vinarbejde. Valget af vin, håndteringen og præsentationen, mad- og vinsammensætningen, vinkortets komposition samt evnen til at formidle vinviden er alle vigtige dele af en stor vinoplevelse.

Nominerede: Mielcke & Hurtigkarl, Kadeau København, Søllerød Kro og AOC
 
Mielcke & Hurtigkarl vinder for med ekstrem fingerspidsfornemmelse og dyb sensorisk indsigt at levere næsten overnaturlige mad- og vinkombinationer til en yderst varieret menu med indflydelse fra både nær og fjern. Her er vinvalgene moderne og personlige uden at være modeprægede, og det klassisk funderede, veludførte vinarbejde kombineres med en afvæbnende charme og evne til at læse gæsten.”

Uddeles i samarbejde med Spiegelau og overrækkes af vinkommunikatør og medstifter af og nu vicepræsident i Dansk Sommelier Forening Tim Vollerslev.

Årets serviceoplevelse – i samarbejde med Carlsberg | Frederikshøj

Med udmærkelsen Årets serviceoplevelse præmieres en restaurant, som har bidraget til at føre restaurantkulturen fremad. Opmærksomhed på gæsten, viden om mad og drikkevarer, betjeningens oplæg og dets gennemførelse og velvalgt attitude fra bordbestilling til afsked er alle vigtige momenter i en stor serviceoplevelse.

Nominerede: noma, Marchal, Frederikshøj og Søllerød Kro

"Frederikshøj vinder for med en afslappet professionalisme i betjeningen at løfte restauranten op blandt toppen i international mesterklasse. Betjeningen er meget professionel, vidende, opmærksom, hjælpsom, men må nærmest være udvalgt for deres personlighed. Alt foregår afslappet i en tone, der får selv den ”grønneste” restaurantgæst til at slappe af.”

Uddeles i samarbejde med Carlsberg og overrækkes af On Trade Direktør Bjarne Steen Jensen.

Årets nye restaurant | Studio

Med udmærkelsen Årets nye restaurant præmieres nye stjerneskud på restauranthimlen, men ikke supernovaer med kort levetid. De nyheder, der præmieres, byder helt fra start på sikker og avanceret madlavning i kombination med et højt niveau på helhedsoplevelsen.

Nominerede: Amass, Studio, Marchal og Pasfall

”Studio vinder for fra første færd at have givet København et nyt spisested af international mesterklasse og for en nyskabende gastronomi, som med rødderne i det nye nordiske køkken også åbner dørene mod interessante råvarer og køkkener ude i den store verden.”

Overrækkes af Katrine Klinken, kok, madskribent, formand for Slow Food København/Nordsjælland og repræsentant for Norden i Slow Foods Internationale Råd.

Årets ”feel good-oplevelse” | Pluto

Med udmærkelsen Årets ”feel good-oplevelse” vil vi hædre en restaurant, hvor det er specielt rart at indtage et måltid. Det handler givetvis om mad og drikkevarer, men nok så vigtig er stemningen, miljøet og det, ”der ligger i luften” – noget ægte og sympatisk, som får os til at føle os ekstra godt tilpas, og som lokker til at komme igen – og igen.

Nominerede: Pluto, Paté Paté, Mest og Restaurant Et

”Pluto vinder for at have ramt en gastronomisk nerve med sit smagsintense køkken, der leverer lige præcis den krisevenlige comfort food-stil, man har brug for efter en lang, hård arbejdsdag, hvor man fortjener at blive solidt forkælet. Et slaraffenland for yndere af fransk saftevin, for maillardfetichister, bindevævsgale og umamijunkier. Bare slap af og nyd det.”

Overrækkes af Claus Meyer, gastronomisk iværksætter, forfatter, tv-kok, restauratør og initiativtager til Nordisk Køkken Symposium i 2004.

Årets ”en rejse værd” – i samarbejde med Horesta | Falsled Kro

Med udmærkelsen Årets ”en rejse værd” præmieres en restaurant, hvor arbejdet i gastronomiens tjeneste og niveauet på helhedsoplevelsen lokker gæster til langvejs fra. Såvel den lille kro i landsbyen, som de mere luksuriøse sæson- og storbyrestauranter, kan være en rejse værd.

Nominerede: Falsled Kro, Kadeau Bornholm, Koks og Henne Kirkeby Kro

"Falsled Kro for at tilbyde en udsøgt helhedsoplevelse, hvor historiens vingesus på fornem vis forenes med moderne luksus i form af et knivskarpt køkken, hvor det klassiske møder det innovative og moderne, og en fredelig overnatning i smukke omgivelser såvel inde som ude.”

Uddeles i samarbejde med Horesta og overrækkes af adm. direktør Katia K. Østergaard.

Årets unge kokketalent – i samarbejde med Lavazza | Rasmus Munk, Tree Top Restaurant på Munkebjerg Hotel

“Den kun 23-årige vinder har fået frie tøjler som køkkenchef siden august 2013 - og han kvitterer ved at gå hele vejen med opfindsomme appetitvækkere, stor respekt for råvarerne og evnen til at vise en rød tråd gennem hele måltidet, hvilket allerede det første år bringer ham op i mesterklassen af danske restauranter. Vi har kun set begyndelsen fra dette unge stortalent.”

Uddeles i samarbejde med Lavazza og overrækkes af Nordic Key Account Manager Johannes Jamali.

Årets innovatør – i samarbejde med Arla | Amass

Med udmærkelsen Årets innovatør præmieres en restaurant eller en person, der har tilført gastronomien noget nyt og banebrydende. Det kan være i såvel rammerne omkring samt præsentationen af det kulinariske som i selve det gastronomiske udtryk og indhold.

Nominerede: Amass, Bror, Verandah og Can Blau

”Amass vinder for med sikker fornemmelse for, i hvilken retning de globale vinde blæser, at have skabt sin helt egen fine dining-brasserie-niche - og sluppet en flig af den store verden til København. Menuen opdateres konstant med udgangspunkt i råvareudbuddet, hvilket gør, at restauranten hele tiden er interessant og værd at besøge igen og igen.”

Uddeles i samarbejde med Arla Unika og overrækkes af gastronomisk ansvarlig John Gynther.

 

Køb White Guide White Guide Nordic 2017 Stockebye caviar GASTRO unika White Guide App