Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

Sønderho Kro, Fanø - Nu: Mesterklasse
Anbefaling: Rigtig bedømmelse

30. apr. 2018
Anmeldelsestekst: 
Allerede når man ankommer til Sønderho kan det fornemmes at man er landet i en fantastisk tidslomme og så snart man parkerer bilen ved Sønderho Kro, kan man mærke at dette er specielt. Man bliver mødt af en gæstfri og imødekommende betjening, der var gennemgående for hele vores ophold på den gamle kro fra 1722. Inden de 5 retters menu lavet af Vadehavets smage fik vi en flot snack af hjemmelavede chips med en flot mayo lavet på øl fra de lokale bryggeri. Hertil en champagne fra R. Pouillon. En flot kombination af snacks og champagne. De efterfølgende retter levere alle et højt niveau. Især anretning og sammensætning af smage er på et meget højt mesterklasse niveau. Enkelte småting som lidt for over-tilberedt lam og manglende viden fra tjeneren gør at oplevelsen ikke når international mesterklasse. Alt i alt en gennemført oplevelse, der gør at man er stolt når man hører de udenlandske gæster snakke om stedet og madens kvalitet. Sønderho Kro er et sted som bør opleves.

Anmeldt af: Rune

 

Flere Guiding Guest anmeldelser

  • Kok & Vin, Odense - 
    Anbefaling: Rigtig bedømmelse

    31. maj. 2016
    Anmeldelsestekst: 
    Vi var 3 personer Kristi Himmelfartsdag til lidt hurtig aftensmad. Imponerende vinkort hvor Bourgognevine for en gang skyld var delt op i de enkelte kommuner - flot. Vi fik tavlemenuen, som var en spændende oplevelse, med fine fortolkninger af ordinære retter. I det åbne køkken kunne vi følge med i at der blev arbejdet koncentreret og indforstået mellem de enkelte kokke. Betjeningen var venlig og rimelig kompetent, men der var travlt, hvilket betød at vi skulle være hurtige, når vi vil have fat i tjenerne. Vi bad om Rosévin og fik en vin der passede til forret og hovedret. Priserne er rimelige, men vil man bare have lidt god vin, bliver det hurtigt meget dyrt. Et meget behageligt sted som kan anbefales, men der er dog et pænt stykke op til de bedste restauranter, specielt på serviceniveauet.

    Anmeldt af: Bo

     

  • Slinger Bistro, Aarhus - 
    Anbefaling: En klasse op

    30. maj. 2016
    Anmeldelsestekst: 
    Lad det være sagt med det samme- Slinger Bistro er en af de allerbedste restauranter overhovedet. Køkkenet fungerer nærmest som en scene, og her er der stor kulinarisk optræden. Her arbejdes der lydløst, koncentreret og med stor forståelse mellem personalet. Præcisionen i serveringen er perfekt. Maden dufter intenst og afstemt, med en varieret og intens smag i de enkelte delelementer, der sammen går op i en højere enhed. Det er ærlig mad, der både er spændende for øjnene, og især for smagsløgene. Venligt og uhyre kompetent personale, der guider dig igennem hele aftenen. Selv om der er travlt i restauranten, bemærker du det ikke. Du bliver guidet igennem mad og vin, på en måde, der må kunne bruges som reference. Vinkortet er spækket med vine fra de allerbedste producenter og til samme priser som de koster ved vinhandleren!! Her er der altså mulighed for at få de største Champagner og Bourgogne vine til samme pris som en ligegyldig vin koster på andre restauranter. Fantastisk spisested.

    Anmeldt af: Bo

     

  • Fakkelgaarden, Kruså - 
    Anbefaling: En klasse op

    25. maj. 2016
    Anmeldelsestekst: 
    Fakkelgården ligger smukt ned til Flensborg Fjord, og stedet har 1. klasses interiør. Meget stringent betjening, hvor personalet er der hele tiden, men uden at man bemærker det. Jeg har spist der flere gange, og især Fakkelgårdens såkaldte lyse retter, er helt på niveau med de allerbedste restauranter rundt i verden. Her evner man at kombinerer adskillige smagsoplevelser på tallerkenen, så det går op i en højere enhed. De mørke retter er på højt niveau, men jeg vil foretrække at man vælge det lyse kød/fisk til hovedret, da det er her de er i verdensklasse. Vinkortet er flot, men kræver en kyndig vejledning, som betjeningen evner til fulde. Måske Sønderjyllands bedste spisested.

    Anmeldt af: Bo

     

  • Malling Kro, Malling - Nu: Meget god klasse
    Anbefaling: En klasse op

    25. maj. 2016
    Anmeldelsestekst: 
    Malling kro er en rigtig kro, hvor restaurantens interiør er en unik tidslomme. At denne kro dog er noget helt specielt, ses overordentlig tydeligt på de mange flasker, som er fordelt rundt i restauranten. For personer med bare en lille interesse for vin er det en fantastisk oplevelse at studere de enkelte og helt unikke flasker, der alle har en historie. Mad, service og vin er i en klasse helt for sig. Her serveres der ærlig mad, der både dufter og smager. At restauranten ligeledes evner at sætte vine til maden, så det hele går op i en meget højere enhed, er blot med til at understrege at Malling kro er en unik oplevelse. At restauranten gennem de sidste 20 år har været i stand til at holde det høje niveau er med til at sætte en fed streg under stedets kvaliteter.

    Anmeldt af: Bo

     

  • Restaurant ET, Aarhus - 
    Anbefaling: En klasse ned

    24. maj. 2016
    Anmeldelsestekst: 
    Restaurant ET har været min favoritrestaurant i Aarhus i mange år, specielt fordi de altid har holdt den franske fane højt og har også givet mulighed for både at spise menu og a la carte. Desværre er kvaliteten gået en del ned det seneste år - specielt på servicen som er blevet uprofessionel og til tider uforskammet og maden er blevet kedeligere og der er ikke megen fornyelse. Desværre. For stedet er populært, men de taber gæster til andre bedre.

    Anmeldt af: Jens

     

  • FF Aarhus, Aarhus C - 
    Anbefaling: En klasse ned

    24. maj. 2016
    Anmeldelsestekst: 
    Et ok spisested i Aarhus, men konceptet trænger til at blive pudset af. Vi var 3 til middagen og bad om at dele et udvalg af retter, men langt de fleste kunne ikke deles. Hvordan deler 3 f.eks. 2 østers? Tjeneren kunne ikke leve op til madens ellers gode kvalitet og fik konceptet til at falde til jorden. Mange af retterne var måske ikke så opfindsomme men velsmagende, mens andre var ret kedelige. F.eks. var der næsten ingen smag i deres foie gras

    Anmeldt af: Jens

     

  • , Aarhus - Nu: Meget god klasse
    Anbefaling: En klasse op

    24. maj. 2016
    Anmeldelsestekst: 
    Castenskiold er svært at indplacere for det spænder vidt på menukortet. Man kan vælge en eller flere retter a la carte, tage en tre-retters dagens menu eller gå mere all-in på den store “Den adelige” med 7 retter. Så der er noget for enhver smag og til enhver lejlighed. Der er ikke mange i Aarhus, der kan være med her i høj kvalitet. Stedet er enkelt men pænt indrettet med rigtig mange borde, men rigtig pænt og bærer ikke præg af at stedet også fungere som nat-klub. Hyggeligt, men ikke overdådigt. Servicen var god og ikke for dominerende – og vigtigt – de lod altid saucerne stå i stedet for at tage dem med ud som de fleste andre restauranter gør. Tak for det. Og de er iøvrigt formidable til saucer. Køkkenet på Castenskiold har bestemt potentialet til at rykke op i den tunge gourmetklasse i Aarhus. De er efter min mening klart bedre end michelin-stjerne-restauranten Gastromé, så man får meget kvalitet for pengene på Castenskiold.

    Anmeldt af: Jens

     

  • Steensgaard Spiseri, Millinge - 
    Anbefaling: Rigtig bedømmelse

    23. maj. 2016
    Anmeldelsestekst: 
    Veltillavet oksefilet, mør og stegt perfekt medium. Med oste-/svampesauce på bund af knuste kartofler. Dertil en symfoni af grønsager. Blandt grønsagerne var blade af rapsplanter og et par dejligt gule rapsblomster. Det hele gik op i en højere enhed. Portionerne var rigelige, men vi 'tog ingen fanger'! Der var overhovedet ikke plads til desserten. Men vi kunne heller ikke lade den stå: Svampet nødde-/appelsinkage bagt i et glas. Bare toppet med en god klat flødeskum. Sød og effektiv servering i det dejlige og lidt særprægede lokale. Men vi kender det efterhånden så godt. For Steensgaard er et sted, man gerne vender tilbage til. Vi glæder os allerede til næste gang.

    Anmeldt af: Westy

     

  • , Sønderborg - 
    Anbefaling: En klasse ned

    21. apr. 2016
    Anmeldelsestekst: 
    Modtagelsen og atmosfæren er helt i top, og man føler sig velkommen. Delemad lyder tiltalende, men er det en forretningsmiddag, er det slet ikke optimalt. Vin: Du får 0,1 cl i hvert glas. Det er for lidt og prisen alt for høj. Vinene matcher ikke maden. Et fad på bordet, og så må du selv få det masket over på din tallerken, og det ser ikke indbydende ud. Duft og smag er nærmest ligegyldig. Flot sted, men maden og vinen følger ikke med.

    Anmeldt af: Bo

     

  • , Sorø - 
    Anbefaling: En klasse op

    20. apr. 2016
    Anmeldelsestekst: 
    Amuse stod på østers, sprød kyllingesoufflé med rabarber og syltet agurkestøv. Herefter koldpocheret torsk, brøndkarse emu, mormor broken gel, Stenbider rogn, yoghurt, tallerkensmækker og mini porre. Herefter stegt foie gras med forårsløgsstøv, syltede jordskokker, rød mizuna og estragonsauce. Som hovedret brisler glaseret i citrontimian-glace, pastinakkompot med høost og fermenteret pastinaksauce og timian skud, og derpå braiseret duroc-svinebryst, estragon syltet perleløg glaseret rødbede, rosenkålsskud, rødbede svine sauce og til dessert, langtidsbagt æble, æble sorbet og bagt hvid chokolade og jernurt. Hver ret blev serveret med en akkuratesse, som selv flere 3 stjernede Michelin-restauranter må misunde, herunder selve præsentationen af maden. Der var duft, variation og ærlig smag i alle retterne på meget højt niveau, der sammen med vinene fik det hele til at gå op i en højere enhed. Måske en af Danmarks mest undervurderede restauranter, som helt klart er et besøg værd.

    Anmeldt af: Bo

     

Køb White Guide Dagmar Champagne Yvonne Seier Christensen V GASTRO unika White Guide App