Sønderborg har fået sin egen Barbie

RESTAURANTNYT: Sønderborg har fået sin egen Barbie, et kombineret steak house og new American barbequerestaurant. Bag restauranten står blandt andre Rasmus Oubæk, som i hovedstaden er kendt som ’béarnaisekongen.’
Sammen med tvillingebroren Jakob Oubæk (som faktisk blev Årets kok i 1995, men har været ude af faget i mange år) og partneren Christian Brandt åbnede Rasmus Oubæk for få dage siden restauranten Barbie i Sønderborg. Navnet er identisk og konceptet minder meget om Barbie i København, som i 2015 blev nomineret til White Guides pris ’Årets smag for skillingen’ og er en af en række restauranter, som Rasmus Oubæk er medejer af. Madstilen er new American barbeque, altså langtidsgrillet kød som pulled pork, pork belly og beef brisket med tilbehør som mash & gravy, coleslaw og pickles, ligesom på Barbie. Der er desuden steaks på menuen, ligesom på Retour Steak i København, som Rasmus Oubæk også står bag. Restauranten i Sønderborg er en slags fusion mellem de to koncepter, fortæller medejer Christian Brandt.
- Vi vægter håndværk, råvarer og god service højt, og vi tror på, at det er en restaurant, som der er et marked for her i Sønderjylland – og i mange andre store og mellemstore byer i Danmark for den sags skyld. Det bliver ikke fint og fornemt, men ordentlig mad lavet af gode råvarer til en god pris. Man skal kunne komme her både til hverdag og fest, det skal være et allemandssted, fortæller han.
Efter sin tid som restauratør på Restaurant Oubæk og medejer af MASH i København har Rasmus Oubæk fået tilnavnet ’béarnaisekongen’, og sønderborggenserne bliver ikke snydt for hans berømte béarnaise. Den serveres nemlig til de tre forskellige steaks - heriblandt en 500 grams ribeye - der er at vælge imellem på kortet.
Barbie havde første åbningsdag den 21. august på adressen Kastanie Allé 9, Sønderborg. Der er åbent hver dag fra 17-22.