Opret dig som Guiding Guest og få gratis adgang til at læse vores anmeldelser og skrive dine egne.

WHITE GUIDE 2018 er lanceret. Se årets prisvindere!

WHITE GUIDE 2018 er lanceret. Se årets prisvindere!
21. nov. 2017

GERANIUM ER ÅRETS RESTAURANT I WHITE GUIDE DANMARK

Geranium vandt i går endnu en stor hædersbevisning til samlingen, da restauranten kunne lade sig hylde som årets bedste danske restaurant i den nye udgave af White Guide. Geranium er, sammen med 124 andre danske restauranter, optaget i White Guide som cremen af den danske restaurationsbranche. De 125 restauranter blev i går hyldet ved en stor lanceringsfest i Operaens opulente rammer, hvor der samtidig blev uddelt en række eftertragtede priser for årets bedste præstationer udi kunsten at kokkerere, nytænke, beværte og servicere.

"Det har været et utroligt tæt løb i år, og blandt de allerbedste restauranter er det på madsiden ganske små marginaler, der adskiller nummer ét og nummer ti på listen. Årets tætte pointgivning blandt toppen af landets bedste viser med al tydelighed, at den danske restaurantscene er mere levende end nogensinde, mens niveauet generelt bare fortsætter sin himmelflugt til gavn for både de hjemlige gastronomi-entusiaster og de tilrejsende, som gæster Danmark udelukkende for at nyde den sublime gastronomi, vi har at byde på," udtaler Jacob Lövenlund, redaktør for White Guide Danmark. 

Lanceringsfesten begyndte mandag aften med stor gallamiddag på Sølyst i Klampenborg, og der følges op med tre popup-middage i de majestætiske rammer tirsdag d. 21, onsdag d. 22 og lørdag d. 25.

Den gode nyhed er, at ikke bare restaurationsbranchens spidser, men også andre madbegejstrede kan løse billet til middagene, som catalanske Cooking in Motion er fløjet ind for at forestå. Cooking in Motion er et hold kulinariske nomader med køkkenchef Sebastián Mazzola i spidsen. Måske kender du ikke hans navn, men han er langt fra hvem som helst i gastronomiens verden – hans imponerende cv tæller legendariske restauranter som El Bulli, Tickets, 41°, Pakta, AOC og Noma. 

Mazzola flankeres af den højt dekorerede sakesommelier Sussie Villarico (Pakta, 41°), og de to har gjort Cooking in Motion til en af verdens fremmeste eksponenter for det såkaldte 'nikkei'-køkken, som er en fyrig og fræk fusion af det japanske og peruanske køkkens delikate råvarer og teknikker. De to fornøjer normalt gæsterne i hjembyen Barcelona og metropoler verden over med udsolgte gastronomiske aftener, så det er lidt af et scoop, at de er blevet lokket til København. Oplevelsen kombinerer en udsøgt peruansk-japansk tastingmenu med en spændende drikkemenu, som kommer til at indeholde blandt andet sjældne sake-typer af ypperste kvalitet, udvalgt af sakesommelier Sussie Villarico.

Læs mere om middagene og se menuen her: https://www.rsvp-popup.com/events/white-guide-denmark-pop-up-dinner-klampenborg

For yderligere citater og informationer, kontakt gerne White Guides redaktør Jacob Løvenlund på tlf: 61 69 91 88

ÅRETS 10 BEDSTE DANSKE RESTAURANTER ER:

1. Geranium, København 39/97
2. Koks, Kirkjubøur, Færøerne 39/93
3. Mielcke & Hurtigkarl, København 38/95
4. Restaurant AOC 38/94
-   Søllerød Kro 38/94
6. Atelier 85, Kvistgård 38/89
7. Slotskøkkenet på Dragsholm Slot, Hørve 37/91
-  Studio, København 37/91
9. Restaurant Koch, Aarhus 37/88
10. Hotel Frederiksminde, Præstø 37/83

*Det første pointtal ved hver restaurant angiver antal madpoint ud af 40. Det andet pointtal angiver totalpoint ud af 100. Disse point omfatter også service, drikkevarer og stemning. Madpoint vejer tungest i bedømmelsen, og derfor rangordnes restauranterne først efter madpoint og derefter efter totalpoint.   

WHITE GUIDE DANMARK: ÅRETS PRISVINDERE

I forbindelse med guidens lancering hylder White Guide hvert år de dygtigste fagekvilibrister ved at uddele en række priser for de største oplevelser på den hjemlige restaurantscene. Her følger årets femten velfortjente prisvindere.

Årets bedste restaurant
Byder på en kulinarisk helhedsoplevelse i verdensklasse. Vinderen kvalificerer sig til titlen gennem sine totalpoint. Såfremt flere restauranter opnår samme antal totalpoint, er madpointene afgørende. Med udmærkelsen præmierer White Guide den absolutte højdespringer i dansk gastronomi og restaurantkultur.

VINDER: Geranium, København
Stjernekokken Rasmus Kofoed og manager Søren Ledet opretholder sammen med restaurantchef Mikael Båth og deres fantastisk kompetente team et sublimt gastronomisk niveau på snart tolvte år. Madkreationerne beviser, at køkkenet håndværksmæssigt mestrer at levere velsmagende klassiske retter tilberedt og anrettet til perfektion og måske netop derfor samtidig evner at være både udforskende og innovative i smag, kombinationer og udtryk.
Geranium leverer klippefast på allerhøjeste internationale mesterklasseniveau, hver gang!

Årets nye restaurant - uddeles i samarbejde med Stokkebye Caviar
Er en nyåbnet ambitiøs restaurant, der i stilfulde omgivelser med god stemning og med højt serviceniveau mestrer at levere et særegent smagsudtryk på internationalt mesterklasseniveau og kompetent matche maden på tallerkenen med drikkevarer.

VINDER: Atelier 85, Kvistgård
Med udgangspunkt i hovedhuset til et nedlagt landbrug syd for Kvistgård har Brian Pedersen i sin rummelige, men intime restaurant med blot ti pladser præsteret at træde direkte til tops blandt Kongerigets bedste restauranter med sin nyskabende, nysgerrigt søgende og perfektionistisk udførte kogekunst. Her er nærvær, omgivelser, miljø, stemning og velsmag i rigelige mål.

Årets innovatør - uddeles i samarbejde med Arla Unika
Gives til en nyskabende restaurant eller person, der inden for et eller flere elementer af helhedsoplevelsen har tilført vores gastronomiske scene noget banebrydende.

VINDER: VeVe, København
Henrik Yde har præsteret at skabe en laktovegetarisk mesterklasserestaurant, hvor nytænkte velsmagende retter afleder selv den mest kritiske kødelskers trang til traditionelt proteinindtag. Menuen er en vovet gastronomisk oplevelsesrejse i originale fortolkninger af retter fra en række autentiske køkkener, fortrinsvis produceret på lokale råvarer. Vovet, vellykket og innovativt.

Årets serviceoplevelse – uddeles i samarbejde med De Forenede Dampvaskerier
Er når en restaurant evner at udvise en ekstraordinær servicefornemmelse, som får gæsten til at føle sig i fokus, hver gang. Her tæller opmærksomhed på gæsten, betjeningen, eksekveringen, viden om maden og drikkevarerne.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
Ingen over og ingen ved siden af Jan Restorff, der på overlegen vis bare bliver ved at udvikle sin evne til at udvise tilstedeværelse og værtskab på en så overskudsagtig vis, at man på Søllerød ikke kan undgå at føle sig forkælet og i centrum. Med Brian Mark Hansen i køkkenet leverer hele teamet en gennemført topprofessionel serviceoplevelse uden lige.

Årets unge kokketalent - uddeles i samarbejde med Lavazza
Hæderen går til en kok under 30 år, som vedvarende og på et ekstraordinært højt niveau har præsteret at træde ind på Kongerigets restaurantscene og her bidrager med både nytænkning håndværksmæssig tæft i særklasse.

VINDER: Poul Andrias Ziska, Koks, Kirkjubøur
Både på toprestauranten Koks og i forbindelse med vinterhalvårets pop-ups i udlandet præsterer Poul Andrias Ziska på overlegen vis at overbevise om sit ubestridte talent. Han har en overlegen evne til at fremelske helt unikke smagsoplevelser med udgangspunkt i håndhøstede lokale råvarer. Poul Andrias sikrer, at Koks’ køkken stabilt leverer smagsoplevelser i Global Mesterklasse. Poul er nutiden – og fremtiden.

Årets vinoplevelse - uddeles i samarbejde med Vinakademiet
Vindes af en restaurant, som har en vidende, nærværende og uprætentiøs sommelier, der kan forstå og imødekomme sin gæsts behov og bidrage til at sikre en helstøbt vinoplevelse. Vinudvalget, herunder producenter, årgange, diversitet, overskuelighed, matchning og sammensætning af vinmenu indgår som kriterier i bedømmelsen.

VINDER: Mielcke & Hurtigkarl
Siden firserne har danskerne haft fornøjelsen af at nyde godt af passionerede Jose Santos' evne til at dele sin kærlighed til vin og hans enorme viden og evne til at parre exceptionelle vine med mad. Lysten til at følge med og være på forkant er ikke bare intakt, men et forbillede til efterlevelse. Blandt restaurantens personale synes appetitten på at udvikle vinkort og –matches at være umættelig. Mest imponerende er, at man hos Mielcke & Hurtigkarl endda er lykkedes med, at gæsten ikke savner Jose, når han ikke selv er til stede, for stedets øvrige vintjenere er fuldt ud kapable til at tage over.

Årets vinkort – uddeles i samarbejde med Ken Storkøkken
Gives til det velstrukturerede og diversificerede vinkort, der både rummer traditionelle og klassiske samt moderne og biodynamiske vine, og som vægter velsmag uanset produktionsform, geografi og historie. Det har nøje udvalgte kvalitetsvine i alle prislejer, runde og modne som friske og spændstige, og selvfølgelig exceptionelle rariteter til de helt særlige lejligheder. Vinene er valgt med udgangspunkt i køkkenets gastronomiske udtryk, variationen i retterne og gæsternes præferencer. Overskueligt, velassorteret og personligt.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
Nysgerrighed, et åbent sind over for nye områder, druer, producenter og tilgange til velsmag, et kontinuerligt højt niveau over mange årtier, mod, viden og muligheden for at lade vine modne under ideelle forhold er forudsætningerne for, at vinkortet på Søllerod Kro kan betegnes som Danmarks allerbedste. Her kan du, under kyndig vejledning, altid matche både smag og pengepung. 

Årets smag for skillingen - uddeles i samarbejde med Ken Storkøkken
Prisen vindes af en restaurant, der præsterer at servere mad, matche drikkevarer, yde service og værtskab samt skabe stemning og miljø i mesterklasse til en pris, hvor alle kan være med.

VINDER: Vallø Slotskro, Køge
I fantastiske rammer byder Vallø Slotskro på en afstressende hyggeoplevelse, hvor prisen for en menu på mesterklasseniveau omfatter herskabeligt hotelophold og lækker morgenmad, så du som gæst med god samvittighed kan nyde de velmatchede drikkevarer.

Årets feelgood-oplevelse – uddeles i samarbejde med Catering Engros
Gives til en restaurant, der i sublim grad byder på nærvær og stemning, evner at sætte gæsten i centrum og gør det til et specielt rart og hyggeligt sted at indtage et måltid. Maden og drikkevarerne skal være gode, men især stemningen, miljøet og det, der 'ligger i luften' – noget ægte og sympatisk, skal få os til at føle os ekstra godt tilpas, og give os lyst til at komme igen og gøre restauranten til vores stamsted.

VINDER: Ros, Tønder
En uforlignelig stemning, stor hjertevarme, der inkluderer modtagelse og afsked i døren, nærvær, hvor kokkene selv præsenterer og serverer alle retter ved bordet og ægte sønderjysk lune kombineret med en ekstraordinær madoplevelse, der baseres på lokale råvarer, gør Ros i Tønder til en skattet feelgoodplevelse, der bestemt også er en rejse værd. 

Årets øloplevelse – uddeles i samarbejde med Sidekick Brewing
Gives til en restaurant, som har udmærket sig ved et særligt ambitiøst arbejde med sit udbud af eksklusive øl. Her er valget af leverandører og producenter, ølkortets komposition, skænkningen, mad- og ølsammensætning, håndteringen, præsentationen, formidlingen og evnen til at forstå gæstens behov centrale kriterier i bedømmelsen.

VINDER: Barr, København
Hos Barr i Nomas tidligere lokaler på Christianshavn mestrer brygger Andreas Pedersen og barchef Johan Blasberg med deres topprofessionelle team at levere unikke øloplevelser, der er perfekt parret med køkkenchef Thorsten Schmidts delikate nyfortolkninger af de klassiske nordsøkøkkener. Den kyndige rådgivning sikrer, at du med sikker hånd bliver manøvreret gennem udsøgte øjenåbnende, velmatchede ølekstremer og -rariteter.

Årets kør hjem drikkevaremenu - uddeles i samarbejde med Dagmar
Prisen tildeles en restaurant, som mestrer at parre sine retter med særligt fremelskede ikkealkoholiske drikkevarer, så den kulinariske oplevelse for både asket og chauffør holdes i højsædet. Her tæller også fokus, komposition, mad- og drikkevaresammensætning, håndtering og præsentation.

VINDER: Mielcke & Hurtigkarl
I vanlig nysgerrigt udforskende stil har Mielcke & Hurtigkarl eksperimenteret sig frem til en række fantastisk vellykkede hjemmebryggede ikkealkoholiske ledsagere til de vidt forskellige smagsudtryk i deres retter. Her er intet helligt, så udvalget baserer sig både på hjemmebrygget kombucha, laktose, juicer, bær og urter, der, med rette, præsenteres med stolthed og stor entusiasme. På trods af høje ambitioner indfries de til fulde af niveauet på den enestående ikkealkoholiske drikkevaremenu, der matches sublimt til maden.

Årets kaffeoplevelse – uddeles i samarbejde med Lavazza
Prisen modtages af en restaurant, som i særlig grad har udmærket sig ved et ambitiøst arbejde med kaffe – både i kop og i og til maden. Her er valget af leverandører og producenter, brygningen, håndteringen og  præsentationen centrale kriterier i bedømmelsen.

VINDER: 108, København
Den tidligere baristaverdensmester, Tim Wendelboe, har i dag slået sig på at producere kaffe, der er så lysristet, som det lader sig gøre. Derved bevares størstedelen af de vidt forskellige frugtnuancer, der, afhængig af art, er i bærrene. På 108 fremelskes ganske syrlige og sarte kaffer, som er helt vinøse i deres udtryk, mens kaffens krop er mere spinkel og nogle af de karakteristiske mørkbrændte noter ikke er så udtalte. Alle baristaerne er veluddannede, rutinerede og bidrager gerne med at matche kaffevarianterne med både desserter, petit four og avec. En overlegen kaffeoplevelse med gæsten i fokus.

Årets bæredygtige – uddeles i samarbejde med GastroUnika
Stjernekokkene og køkkencheferne er vor tids rockstjerner, hvis adfærd fungerer som eksempler til efterlevelse. Prisen tildeles en restaurant, der forbilledligt viser vejen med brug af økologiske og biodynamiske råvarer, refood og lokal forankring af ingredienser og produktion.

VINDER: Amass, København
Matt Orlando, der indtil åbningen af Amass i 2013 huserede som køkkenchef på Noma, har løbende udviklet evnen til at fremelske delikatesser af alle dele af sine råvarer. Her er der ingen biprodukter, kun nye produkter. Amass udgør nærmest sit eget lille økosystem, da restauranten praktisk talt, med succes og velsmag, genbruger alle de ting, man ellers ville smide ud. Et forbillede til efterlevelse.

Årets fiske- og skaldyrsoplevelse - uddeles i samarbejde med Fiskerikajen
Prisen gives til et sted, der byder på en rå og uforfalsket velsmag af friske fisk- og skaldyr og formår at tilberede og garnere disse, så de udgør unikke smagsoplevelser.

VINDER: Fanø Østersfestival, Fanø
What's not to like, når en perlerække af landets allerdygtigste fiske- og skaldyrsvirtuoser i forbindelse med en prestigiøs konkurrence om at blive kåret som årets bedste østerskok serverer egne fortolkninger af delikate østershapsere for en flad 20’er? Færgen og Dansk Ø-ferie står bag, når Fanø i, hvad der jævnfør Dansk Sprognævn fremover frit må benævnes 'østerårsferien', indbyder til et firedages skaldyrsorgie. Det er ikke kun under den firedages festival, at man på Fanø selv kan høste og nyde østers, knivmuslinger, hjerte-, sand- og blåmuslinger. Tanken er netop at gøre østers og skaldyr til en mere folkelig spise.

Årets dessertoplevelse - uddeles i samarbejde med Cacao Barry
Prisen tildeles en restaurant, der gør noget helt særligt ud af ikke kun at kæle for, men også at udfordre vores søde tand – et sted, hvor der gøres noget ekstraordinært ud af måltidets afslutning.

VINDER: Søllerød Kro, Holte
På Søllerød Kro har Brian Mark Hansen formået at løfte det i forvejen enestående niveau på stedets desserter til nye højder. Desserterne er smagfuldt velkomponerede anretninger, som begejstrer både øjne og gane. Køkkenet formår på sublim vis at gøre desserter til gastronomiske kunststykker.

Årets værtspar
Prisen som årets værtspar tildeles en restaurant, hvor værtskab af værtsparret sammen med god mad og drikke i stemningsfyldte rammer gør spiseoplevelsen til noget helt specielt.

VINDER: Jordnær, Gentofte
Med den nært forestående lukning af Den Røde og Gule Cottage, ville der i Gentofte Kommune have været opstået et gastronomisk vakuum, hvis ikke Jordnær fra dag eet har markeret sig som ny toprestaurant. Værtsparret Tina og Eric Vildgaard er nærværende, servicemindede, engagerede og perfektionistiske i deres tilgang til mad, drikkevarer og service. Vi glæder os til at følge udviklingen i denne nye mesterklasserestaurant, der har lagt hårdt fra land med 33 point for mad og 79 totalpoint.

 

Mere restaurantnyt

  • Nu med naturvin og matcha: Nye toner i Nyhavn

    Nu med naturvin og matcha: Nye toner i Nyhavn

    OBS: HAVFRUEN ER LUKKET

    Fra at have været hjemsted for en bunke turistfælder er Nyhavn ved at rejse sig med flere gastronomiske kvalitetstilbud. Havfruen med Frederik Bille-Brahe ved roret er et ungdommeligt eksempel herpå. Bille-Brahe er udlært af det grønne køkkens godfather, Erwin Lauterbach, og har senest gjort sig verdensberømt med en avocadomad på Atelier September.


     

  • Kadeaus lillebror: Bornholmsk råhygge i baglommen

    Kadeaus lillebror: Bornholmsk råhygge i baglommen

    Foto: Marie Louise Munkegaard

    Da toprestauranten Kadeau København for knap et år siden rykkede til mindre, mere eksklusive rammer i Wildersgade 10B, flyttede den vilde lillebror Eldorado ind på den tidligere adresse i 10A. Der var dømt dogmefrit køkken, og stemningen var uformel – måske endda lidt for uformel, fortæller vores tjener; efterhånden udviklede Eldorado sig til at være mere bar end restaurant. Nu har Kadeau-folkene derfor omdøbt nabolokalet til ”Nabo” og indrettet restauranten dagligstueagtigt med gulvtæpper og lyse træborde. På hjemmesiden appelleres der til de lokale om at kigge forbi til ”Christianshavnerbornholmsk råhygge,” og det kan ske både til morgenmad, frokost og aften.


     

  • Ny anmeldelse: Bistroakademisk pusterum med god smag

    Ny anmeldelse: Bistroakademisk pusterum med god smag

    Drengene bag den gode vinbar Ved Stranden 10 har i Admiralgade 26 åbnet et ambitiøst projekt, hvor den dejlige vin også kan mødes med mad, der på én gang er personlig og ukrukket men også med kant. Indretningen er præget af kontrolleret tilfældighed med designermøbler her og der. Blandt de rå træborde vælges hver aften ét, som klædes med damaskdug; det ”fine” bord, som man kan være så heldig at dumpe ned ved. Den bistroakademiske stil understreges af, at Rilke og Kafka optræder i stedets egen avis.

    I samme tråd er der tænkt i bæredygtige baner, forskellige former for kostmæssige interesser, og hvad der i øvrigt tiltaler den gastronomiske verdens trendsættere. Med Jonas Hillgaard (tidligere bl.a. Relæ og Manfreds) i køkkenet er stilen sikret: Her er plads til både madglæde og luksusglæde. Nærmest obligatorisk på menuen er østers og caviar, og der er stor kreativitet og kundskab bag kortet.


     

  • Få fingrene i White Guide Nordic

    Få fingrene i White Guide Nordic

    Den komplette guide til Nordens bedste restauranter, White Guide Nordic, er udkommet. Den kan købes som fysisk bog (150 kr.) eller som in app-purchase i White Guide App til iphone (fra 39 kr.). Download appen gratis og beslut dig for nu eller senere, om du vil købe adgang til anmeldelserne i deres fulde længde.

    DOWNLOAD APPEN
    KØB BOGEN

    White Guide Nordic
    White Guide Nordic udkommer i år for tredje gang. Guiden er på engelsk og inkluderer de 325 bedste restauranter i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Grønland og på Færøerne og Island.


     

  • Ny anmeldelse: Relæ står stadig for dristig enkelhed

    Ny anmeldelse: Relæ står stadig for dristig enkelhed

    Foto: Per-Anders Jørgensen

    I en tid, hvor snakken går højt blandt kokke om bæredygtighed og lokale råvarer, har få været så standhaftige som Relæs Christian Puglisi. Siden restauranten åbnede for seks år siden, har han redet med øverst på bæredygtighedsbølgen og har om nogen turdet satse hele pladen på økologien og det nærproducerede. 90-100 % af råvarerne er økologiske, og der findes få restauranter - ja i verden - hvor personalets viden om hver eneste lille obskure rod, urt eller blomsterknop på tallerkenerne er så omfattende som her. Mens alle hungrer efter det nyeste hotte, er Relæ ældet med anseelig ynde. Indretningen er fortsat afslappet og cool skandinavisk med up-tempo musik i den bastunge ende og kokke fra hele verden i det åbne køkken. Mindst ligeså mange nationaliteter er bænket rundt om bordene på Relæ, som med frokoståbent og rimelige priser for en madoplevelse på topniveau virker som en magnet på gastroturister.


     

  • Ny anmeldelse: Fascinerende færøsk smagsrejse i sværvægtsklassen

    Ny anmeldelse: Fascinerende færøsk smagsrejse i sværvægtsklassen

    Ræst er formodentlig verdens første restaurant tilegnet fermenteret mad, og konceptet er modigt i sig selv. Alle færinger er opvokset med begrebet ”ræst”, en form for fermentering, og fermenteret mad er en vigtig del af det færøske smagsunivers. For ikke-færinger er det ret vildt og vovet, og på Ræst får du en mild men autentisk introduktion til Færøernes fascinerende køkken. Det hyggelige hus, som restauranten er indrettet i, er fra 1600-tallet og ligger ved havnen i Tórshavn. Stemningen er hjemlig og god, når du først har vænnet dig til den fermenterede duft, som breder sig i stuerne.


     

  • Ny anmeldelse: Hemmelig arkade lokker med asiatisk feel good food

    Ny anmeldelse: Hemmelig arkade lokker med asiatisk feel good food

    I den lidt hemmelige indkøbsarkade Galleri K har flere restauranter på det seneste set dagens lys. Alle har de relation til Sovino-koncernen, der står bag mange ganske udmærkede spisesteder i Københavns indre by. Fællestrækket er lækkert design og næse for tidens gastronomiske tendenser, som folkeliggøres til glæde for koncernens trofaste, købestærke klientel.

    På The Market er det Asiens køkkener, som står for skud, og også her er indretningen gennemført lækker. Stilen er dramatisk holdt i dunkle farver med douce lys og bløde sofaer. Der er spinkle glas og spisepinde på de lakerede træborde, og som restaurantens pulserende hjerte lyser det åbne køkken op midt i rummet.


     

  • Ny anmeldelse: Tilbagelænet bondekøkken er hipt og kompetent

    Ny anmeldelse: Tilbagelænet bondekøkken er hipt og kompetent

    En hel del restauranter har efterhånden haft adresse på Jægergårdsgade 6. Seneste skud er Sårt, en trendy kombination af deli og restaurant, som blandt andet de hippe herrer fra Restaurant Hærværk står bag.

    I rå, men hyggeligt indrettede lokaler, serveres innovativ delemad med rødder i det franske bondekøkken lavet af sprøde råvarer fra egen gård. Du bestemmer selv, om du bare vil have en enkelt ret eller - som os - en "Blandet landhandel" udvalgt af køkkenet.


     

  • SE LISTEN: Her er Nordens bedste restauranter

    SE LISTEN: Her er Nordens bedste restauranter

    Mandag den 31. oktober afsløredes listen over Nordens bedste restauranter ved lanceringen af White Guide Nordic i Stockholm. Alle anmeldelserne kan nu læses i White Guide App.

    HER ER DE 30 BEDSTE RESTAURANTER I NORDEN

    1. Esperanto Stockholm, Sverige 40/94
    2. Fäviken Magasinet Järpen, Sverige 39/96
    3. Maaemo Oslo, Norge 39/94
    4. Geranium København, Danmark 38/95
    Kadeau København København, Danmark 38/95
    6. Gastrologik Stockholm, Sverige 38/92
    7. Oaxen Krog Stockholm, Sverige 38/91
    Restaurant AOC København, Danmark 38/91
    9. Daniel Berlin Krog i Skåne Tranås
    Skåne Tranås, Sverige 38/90
    10. Kong Hans Kælder København, Danmark 93/37
    11. Mielcke & Hurtigkarl København, Danmark 37/91
    Søllerød Kro Holte, Danmark 37/91
    13. Alchemist København, Danmark 37/90
    PM & Vänner Växjö, Sverige 37/90
    Slot skøkkenet / Dragsholm slot Hørve, Danmark 37/90
    16. Restaurant Koch Aarhus, Danmark 37/89
    17. Koks Kirkjubøur, Faroe Islands 37/87
    18. Restaurang Vollmers Malmö, Sverige 37/86
    19. Operakällaren Stockholm, Sverige 36/93
    20. Koka Göteborg, Sverige 36/91
    21. Frederikshøj Aarhus, Danmark 36/90
    Studio København, Danmark 36/90
    23. Adam/Albin Stockholm, Sverige 36/89
    24. Kadeau Bornholm Aakirkeby, Danmark 36/88
    25. Re-Naa Stavanger, Norge 36/86
    26. Falsled Kro Millinge, Danmark 36/85
    Omakase Köttslöjd Stockholm, Sverige 36/85
    Sabi Omakase Stavanger, Norge 36/85
    29. Ask Helsinki, Finland 36/84
    30. Ti Trin Ned Fredericia, Danmark 36/83


     

  • Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få flere fordele

    Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få flere fordele

    WHITE GUIDE: Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de nyeste anmeldelser af Danmarks bedste restauranter lige i indbakken og mere til.

    Hver uge anmelder vi mindst én aktuel restaurant et sted i Danmark, og gerne flere. Hvis du tilmelder dig vores nyhedsbrev, får du de nyeste anmeldelser, særlige tilbud og nyt fra branchen direkte i indbakken.

    TILMELD DIG NYHEDSBREVET HER

    Foto: Skovdal.dk


     

Køb White Guide White Guide Nordic 2017 Stockebye caviar GASTRO unika White Guide App